hej alle antipsykotika brugere der har taget så upassende meget på :

public service :

undersøg det præparat der hedder Ozempic

og hvis du er i den målgruppe - har prøvet alle præparater og er end på Olanzapin og derved har taget syko meget på, SPØRG din læge/psykiater om det er muligt du kan starte op på det

jeg har fået første injektion i dag - laveste dosis - stiger hvert 4. uge, men har en stærk tro på at det er midlet mod vægtøgning og midlet for livskvalitet ikke mindst lol

fortsat god eftermiddag

Okay, vild dag i dag. Mentalt, selvfølgelig, ellers have jeg ikke skrevet det her, men jeg har ikke lige nogen at skrive til for tiden, så dagbogen it is.

Jeg var sammen med venner i dag. Det var hyggeligt. 1:1 alt hvad jeg har savnet. Alligevel kan de mindste ting stadig rykke ved min psyke og det er jævnt ubehageligt. Både at jeg kan have det sådan, men også at det bare kan trigges så nemt og at jeg ikke har nogen at sige det til. At jeg kan få det så dårligt blandt nogen af mine bedste venner, men mit eneste træk er at fake det i gennem og så begynde at ryste så snart jeg sætter mig ud i bilen og kører hjem ad. Alt er så irrationelt og det kan jeg ikke holde ud, men det gør også at jeg ikke rigtig kan forklare det til nogen.

Jeg havde det faktisk mentalt værre end jeg havde haft det længe allerede på vej ud. Jeg ved ikke hvorfor. Måske forværret at mit fodboldhold tabte, måske fordi jeg ikke har dyrket yoga i en uge, ho knows. I hvert fald havde jeg det grineren nok, faktisk rigtig fedt, da vi først var sammen. En ven stødte først til senere, og vi var alene da hun ankom. Vi har ikke set hinanden siden i sommer, så hun spørger ind til hvordan det går der hvor jeg er flyttet hen. Jeg svarer helt reelt at det faktisk har været skidesvært og til tider ret ensomt, men at det går bedre nu. Hun svarer så, og jeg går ud fra det er fordi hun ikke fik tænkt det i gennem inden hun sagde det, "tjaa, (din eks) ser ud til at have det meget fedt dernede" og jeg ved ikke helt hvordan jeg reagerede men det var nok noget i retningen af "mhmhmmm, jeg har ikke set hende siden efteråret" udvendigt og så "🙃🙃🙃" indvendigt. Hun svarede i hvert fald "det er også bare hvad jeg har set online, følger du ikke med på hendes Insta?" og da jeg så sagde nej tror jeg godt hun lidt fangede hvad der skete. Jeg har ikke kigget på hendes Insta eller andre profiler siden december and I intend to keep it that way, men det der, det var simpelthen bare ikke lige hvad jeg brug for at høre.

En anden prekær situation jeg er en del af er, at der er en af vores klassekammerater, som var vores begges gode ven mens vi var sammen, men som jeg godt vidste havde et godt øje til hende. Efter vi slog op erklærede han så sin kærlighed til hende, men det var efter hun allerede havde fået en ny kæreste. Det fortalte hun ham så ikke, hun afviste han bare. Efterfølgende er jeg blevet endnu bedre venner med ham. Problemerne er bare, at 1) så er der ingen af os der har et normalt forhold til hende hvilket godt kan skabe mildt akavede situationer når hun kommer op i samtalen i vennekredse, 2) så skal jeg passe på med ikke at nævne hvor længe min eks har været sammen med sin nye kæreste fordi han så finder ud af at hun har talt usandt til ham og 3) så skulle han i dag vise mig noget på sin telefon og der lå hun så øverst i Messenger. Shit is complex.

Jeg har til tider haft en følelse af at mine venner ikke gider mig. Det lyder fucked, men jeg tror ikke jeg er den eneste der døjer med det. Jeg har en følelse af, at mine venner faktisk ikke rigtig kan lide mig, at der er generel konsensus om at mit selskab er en byrde og at de allesammen håber på at slippe lidt af med mig. Jeg ved ikke hvorfor, men det sidder overraskende dybt i mig. Der er intet der indikerer at de ikke skulle kunne lidt mig, men når jeg har været sammen med dem synes jeg altid jeg har talt for meget, bragt de forkerte emner op, sagt de forkerte ting og generelt bare været en, som alle de andre er enige om man helst undgår at invitere.

Jeg har rigtig svært ved at beskrive hvad der sker når alt begynder at sortne og mine tanker falder sammen. Det skete på vej hjem i bilen. Jeg kan faktisk ikke helt huske hvordan det udvikler sig, det er måske derfor jeg har svært ved at beskrive det. Jeg har rystet hele aftenen, jeg skulle bruge så mange kræfter på at holde fast i controlleren her til aften af jeg begyndte at kampsvede. Det er som om min krop begynder at slå lidt fra. Jeg har bare umådeligt svært ved at beskrive hvorfor og hvordan. Det kan være jeg bare må prøve at beskrive symptomer til min psykiater næste gang, så kan han måske hjælpe mig med at forstå hvad der sker - og mere vigtigt, hvorfor.

Jeg håber jeg kan falde i søvn hurtigt, for med den rysten og forvirring ligger der nok et sammenbrud og lurer. Omvendt frygter jeg også søndagen. Når jeg kigger et år tilbage, så er det slet ikke til at forstå hvor fortabt jeg er blevet. Jeg bliver stolt, hvis jeg kan bringe det tilbage på det rette spor.

Kære 2.g’er

- Du har hørt alle de værste skrækhistorier om, hvor forfærdelig 2.g er. Lad mig lige starte med at mane dem mere eller mindre til jorden. 

- 2.g er ikke nødvendigvis det hårdeste af dine tre år på gymnasiet. Det er ikke forkert, hvis du synes 1.g var hårdere end 2.g. Det er heller ikke forkert hvis du synes, at 2.g er pisse-tisse-mega hårdt. 

- Fo.ku.ser på dine afsluttende fag. Alle siger det til dig i 1.g, men der var du ikke helt inde i gymnasie-gamet, og hvad fanden var de der afsluttende fag overhovedet og hvad betød vægt af karakterer egentlig?? 

- Du kan sagtens (!) melde dig ind i diverse sociale fællesskaber, klubber osv osv selvom du ikke er 1.g’er mere. Søg udenfor skolen og find søde søde mennesker i andre sammenhænge. Det gav mit 2.g år så meget liv at skabe nye relationer 

- Nå det så er sagt; vær sammen med din klasse. I hvert fald dem, der er vigtige for dig at være sammen med. Det er dem du skal stå op til og blive motiveret til at komme i skole af hver dag. De skal holde dig ud hver dag. Også på de grå januardage, hvor det virker som om, at skoleåret aldrig ender. Sæt pris på dem.  

- Interesser dig for dine lærere! Chancen for, at det er et vidunderligt menneske, der underviser dig, er rimelig stor. Så interesser dig for dem og deres fag. 

- Du har selv valgt at være her - vis det 

- Hvis du ikke synes det her er fedt mere, og ikke synes det er fedt i lang tid, så drop ud. Det er der ærlig talt ingen skam i. En skam ville det være at spilde sin tid med noget, man egentlig ikke har lyst til. 

- Du må godt synes, at 1.g’erne er lidt naive og irriterende. Ikke for længe og ikke for meget - og slet ikke åbenlyst til 1.g’erne. For et år siden fyldte du også for meget på gangene og brokkede dig over to afleveringer på en uge. 

- Afleveringer er altid over lektier. 

- Følg med i dine a-fag, ellers falder du seriøst bagud. Det her gælder i sær dine studieretningsfag.

- Du behøver ikke feste ligeså meget som i 1.g (hvis du altså gjorde det). Du kan også feste røven ud af bukserne, hvis du har lyst. Bottom line er nok; nobody gives a shit. Gør hvad du har lyst til og skejs ud eller lad være. Brug ikke så lang tid på, hvad andre tænker om dig. Bare vær et sødt og ordentligt menneske. 

- Lad vær med at se på 2.g som et år, der bare skal overståes. Det er der aldrig kommet noget godt ud af. Og 2.g er godt. På den ene eller den anden eller alle måder. Det lover jeg dig. 

Tale til Almen Modstands demonstration ved Mjølnerparken

Først vil jeg sige tak, fordi I er kommet i dag. Det er vigtigt! Men det ved I jo godt. Det er derfor, vi er her.

Tak til Almen Modstand. Tak til alle jer, der kæmper lokalt, både her i Mjølnerparken og andre steder. Det er rigtigt vigtigt arbejde, I alle sammen udfører. Tak for det!

Der hvor jeg bor, er vi ikke direkte truet. Men selv om man ikke er personligt berørt, er det her alligevel noget, der rammer os alle. Ghettoplanen er nemlig med til at skabe en by, hvor der ikke er plads til os – en by, hvor det ikke er meningen, vi skal være. Og den gør det for vores egne penge fra Landsbyggefonden.

Det er ikke så svært at forstå, hvorfor den gamle regering, hvorfor de borgerlige, vil af med almene boliger. Hvorfor de vil rive bygninger ned – eller som her i Mjølnerparken –  sælge og privatisere dem. Det vil de, fordi de synes, boliger skal fordeles på markedsvilkår.

Eller vi kan sige det sådan her: De borgerlige vil have, at det er pengepungen – og kun pengepungen – der skal bestemme - mere, end den gør i forvejen.

(For vi bor i forvejen i en af verdens dyreste byer. Det er skidesvært at finde et sted at bo her, hvis man ikke er rig.)

Så vi kan sagtens forstå, hvorfor de borgerlige bruger den her frygt for ”ghettoer” – ja, eller frygt for brune og sorte mennesker, som det jo faktisk er –  til at få privatiseret nogle boliger. Det kan vi sagtens forstå.

Men nu har Danmark fået en ny regering. De siger, at den her nye regering vil en RETFÆRDIG RETNING for Danmark.

Under overskriften FLERE OG BILLIGERE ALMENE BOLIGER skrev Socialdemokraterne før valget, at de mener alle skal have råd til at bo i de største byer. Så spørger jeg: Hvordan hænger det sammen med, at de støtter op om ghettoplanen, der reducerer antallet af almene boliger markent?

I det aftalepapir, regeringen og dets parlamentariske grundlag har skrevet, står der under overskriften VI SKAL FREMME INTEGRATIONEN, at ”I Danmark er vi alle lige og frie.” Så spørger jeg: Hvordan hænger det sammen med, at Socialdemokratiet og SF støtter op om ghettoplanen, der eksplicit vil forskelsbehandle borgere efter herkomst?

I samme aftalepapir skriver de, at en ny regering vil respektere alle gældende forlig. Det betyder altså, at ghettoplanen ligger fast. Så spørger jeg: Hvordan hænger det sammen?

Svaret er sådan set meget simpelt: Det hænger IKKE sammen. Det hænger overhovedet ikke sammen.

Og grunden til, at det overhovedet ikke hænger sammen, er, at den her plan – og den her regerings politik, præcis ligesom den forrige regerings politik – er gennemsyret af racisme. Og racisme er ikke rationel. Racisme er ikke fornuftig. Racisme hænger ikke sammen.

Socialdemokraterne og SF går sådan set imod deres egen boligpolitik. Det gør de, fordi de er bange for de sorte og de brune og de fremmede. For at sige det som det er: De går imod deres egen boligpolitik, fordi de er racister. At der også ryger en Bent og en Lars og en Lis og et seniorkollektiv i svinget, er det, man inden for moderne krigsførelse kalder collateral damage.

For den er selvfølgelig racistisk, ghettoplanen; det her med at man skriver ind i loven, at der er nogle steder, der er dårligere at være fra end andre. Det er selvfølgelig racistisk, når man siger, at det i sig selv skulle være et problem, at der bor mange mennesker i nærheden af hinanden, som har rødder i lande, hvor Vesten og Danmark har dræbt, plyndret, voldtaget og udnyttet folk i århundreder. Og det er selvfølgelig racistisk, når ghettoplanens tiltag går uforholdsmæssigt meget ud over mennesker, der gøres brune og sorte.

De siger, det er for vores egen skyld. At det er for, at der ikke skal bo for mange sammen, der er ens. Okay, lad os se på deres løsning. Lad os sige, jeg blev smidt ud af min lejlighed. Hvor ville jeg så flytte hen?

Ude hos mig, i Nordvest, koster en 60 kvm ejerlejlighed 2 mio. kr. Jeg har ikke 2 mio. kr. Jeg kan ikke låne 2 mio. kr. Og jeg ville ikke låne 2 mio. kr., selv hvis jeg kunne. Så kunne jeg vel leje noget. Over for min lejlighed ligger nogle privatudlejede studieboliger. De koster 6000 om måneden. Så vi kunne lege, at jeg forlod min kæreste og mit barn, men jeg ville stadig ikke have råd til at betale 6000 for ét værelse. I Nordvest.

Så hvis jeg blev tvunget til at flytte, ville jeg flytte til Mjølnerparken, til Den Grønne Trekant, Bispeparken, Dommerparken, Tingbjerg. Og så videre.

Jeg kunne selvfølgelig også flytte til Faxe eller Falster. Men hvem kender jeg i Faxe eller på Falster? Hvad er det for en uddannelse, jeg skulle tage der? Hvad er det for noget arbejde, jeg skulle få?

Så når de siger, det er for vores egen skyld, de har lavet den her plan, der tvinger os ud af vores hjem, må vi svare BULL-SHIT. For hvor er det, vi har råd til at flytte hen? Og hvad er det lige, det skulle hjælpe, at vi flytter?

Jeg bliver ikke mindre fattig, bedre uddannet eller mere eller mindre dansk af at blive smidt ud af min lejlighed. Og det gør mine naboer heller ikke. Og Boligminister Kaare Dybvad vil ikke kunne finde én seriøs forsker, ikke én seriøs undersøgelse, der vil sige det modsatte.

Hvis det skulle lykkes, hvis det skulle give nogen form for mening, det her med at blande folk ved tvang, så skulle de tvangsflytte folk fra Gentofte og længere nordpå. Der bor masser af ressourcestærke mennesker, som har gode muligheder for at bosætte sig alle mulige andre steder, hvor de kunne bidrage til diversiteten.

Men tvangsflytninger løser ikke sociale problemer. Sociale tiltag løser sociale problemer!

Og politikerne ved det jo godt, men de forstår det ikke. De forstår det ikke, fordi de ikke vil forstå det. De vil ikke forstå det, fordi racisme er irrationel. Racisme får folk til at gøre nogle meget irrationelle ting.

Så det er fint nok, at vi forklarer dem, hvor dumt det er – men helt ærligt, jeg tror det eneste, der virker, det er, at vi er mange, at vi er vrede, og at vi bliver ved, til vi får vores vilje.

A novel I wrote in Danish ( My main language)

Samtaleterapi

Endnu engang står jeg i hjørnet og venter i et tomt lokale med stole ved min side, lige som de sidste tre gange bare et andet sted. Fatter ikke hvorfor min mor bliver ved med at tvinge mig til det her, jeg kommer ikke til at dele noget med nogle fremmede mennesker, Jeg kender dem ikke engang, hvorfor skulle jeg også det? Døren går op, og en ældre herre træder ind ad døren. ” Okay alle sammen, lad os tage en stol så vi kan komme i gang.” Jeg kiggede tomt over på hans brystkasse efter et navneskilt, hans navn var John Smith, typisk hvidmandsnavn bortset fra han var mørk i huden. Fire unge mennesker tog en stol inklusiv mig selv, sammen dannede vi en rundkreds og satte os med en fods afstand mellem os. John begyndte at tale til os igen. ” Mit navn er John. Jeg er fra New York” – ”New York! Wauw,” afbrød en pige med lidt sarkasme i stemmen ”det er slet ikke fordi vores samtale tager sted i New York, og der er et skilt ude foran døren der hedder ’Samtaleterapi for unge i New York.” Jeg fnøs lidt, hun er nok lidt ældre end mig selv og var i ført en hvid bluse. John nikkede med et smil, og forsatte.” Jeg er 38 år og i aften er jeg ordstyrer i vores samtaleterapi, det vil sige jeg bestemmer hvem der får lov til sige noget først, og derefter lader vi det køre flydende, så alle lytter og får sagt hvad man gerne vil sige. Så vil du starte? Ja dig i den gule?” Spurgte John og kiggede over på en ung fyr, med gul hættetrøje og uldet mørkt hår. Han trak på skulderne og så ned i jorden. ”Du kan eventuelt sige dit navn, alder og hvor du kommer fra?” Jeg kunne lugte en anelse hash fra fyren i det gule, jeg rullede øjne. ”Mit navn er Tristan, Jeg er 19 år gammel og jeg kommer fra New York.” Jeg kiggede væk, jeg havde ikke noget til overs for junkies. ”Hej Tristan!” Sagde de alle sammen på nær mig. ”Hvorfor er du her i dag Tristan?” Spurgte John roligt. Tristan så ned, der gik nogle sekunder før han ville svare. ”Min kæreste blev begravet i går, undskyld, eks kæreste. Min mor er brudt fuldstændig sammen af det, de havde et godt forhold, så lige nu er det ikke rar at være hjemme. Hver gang jeg lukker øjnene, ser jeg hende for mig, den aften da jeg fandt hende den nat, død og livløs. Jeg ville ønske jeg ikke havde sagt de ting til hende. ” Hans stemme knækkede over til sidst, jeg så stadig væk og prøvede at finde en udvej hvis alle nu begynder at tude. ”Hvordan døde hun? Spurgte en pige, jeg så kort på hende, hun havde en rød T-shirt på. ” Hun tog extasy til fester, så da jeg fandt hende på gulvet med pillerne hist og her lagde jeg hurtig to plus to sammen, overdosis, hendes krop kunne ikke mere. Samme aften havde vi et skænderi, så jeg går udefra det var det der satte det i værk. Det var meningen at jeg skulle være i London nu og læse derover. ” Tristans øjne blev mere og mere våde efter som han talte mere om emnet.   Takket være den junkie som har ødelagt hans liv, no shit han er her i dag. ”Det er jeg ked af.” Kom det fra den pige i hvid som nok er ældre end mig. Hun sad ved siden af ham, lade sin hånd over hans, de så op på hinanden. ” Jeg ved hvordan det er at få sit hjerte knust.” Hun så ned på sit skød, John og de andre så over på pigen i hvid.   Loftet virkede nu mere interessant end at høre på endnu engang kærestesorg. ”For cirka en måned siden fandt jeg ud af at jeg var gravid, min ekskæreste brød sig overhovedet ikke om det, da han fandt ud af det ville han have mig ude af lejligheden. Han sagde jeg ikke skulle komme tilbage og bede om penge, eller komme med en unge der skulle have været død til at starte med.” En tåre faldt ned ad hendes kind. ” Hvad er dit navn min ven?” Spurgte John forsigtigt og medfølende pigen i hvid. ”Alice, jeg er 19 år jeg er også fra New York.” Okay så hun var yngre end jeg havde troede. ”Hvad gør du med barnet? Kan du passe det? Hvad med dine forældre, ved de det?” Kom det fra pigen i den røde T-shirt, et snøft kom ovrefra pigen Alice. ”Jeg ved det ikke, men jeg føler mig som en morder ved bare tanken om at tage livet fra en uskyldig…” Hun blev stille, loftet er stadig gråt, folk kunne nu godt gøre noget ud af det. Selv en smule maling vil måske gøre rummet mindre deprimerende. ”Jeg hedder Stormy.” Udbrød pigen i den røde T-shirt som tilsyneladende hed Stormy. Hun sukkede kort. ” Jeg er 21 år, jeg er fra Queens, New York og jeg sidder her i dag som en del af min prøveløsladelse for mord.” Sagde hun stille, der var stille i lokalet, så stille at det nærmest larmede.

Hvis mit hoved lænede sig lidt mere tilbage i lidt længere tid, så vil jeg snart have hol i nakken. ”Hvem har du dræbt?” Spurgte Tristan nervøst og skræmt. ” Min far, han bankede mig og mine søskende og gjorde ting mod os som stillede spørgsmålstegn om han var menneske. I hele vores opvækst havde vi fået bank og blevet seksuelt overgrebet af ham. Han drak en del, og var aldrig en rar person at være sammen med. Jeg kunne ikke klare det, den totur vi skulle igennem hver dag, jeg måtte gøre noget og siden vores mor forlod os for 11 år siden, har vi ikke hørt meget fra hende, hun ringer engang imellem og opfordre mig til at være et bedre menneske,” sagde hun med en sårede stemme, jeg så hurtigt på hende og hendes grå øjne blev blanke, hun rystede det hurtigt af sig. ”Hmf, what ever, det kan også være lige meget det hele!” Hvæsede hun ligegyldigt og irriterede. Loftet virkede som en nød vej for mig for at se de her mennesker i øjnene, jeg havde intet tilovers for dem.

Pludselig brød John ind.” Lyder det bekendt Jamie.”  Mit navn blev nævnt. Jeg lod langsom mit hoved falde ned, og med et løb alle mine tåre ned fra mine kinder, jeg lukkede mine øjne. ”Da jeg var 16 slog det klik for mig. En dag, kom jeg sent hjem fra arbejde og jeg kunne høre min far og søster ovenpå råbe og skrige. Jeg gik ovenpå og så han holdt min søster nede med sin store krop. Hun var mast, hun kunne ikke komme fri. Han havde allerede taget bukserne af hende og manglede bare sine egne. For et øjeblik var jeg frosset fast, men indså at jeg måtte gøre noget hurtigt. Han var ved at tage sin pik ud, jeg tog en af de tomme ølflasker der var på kommoden ved siden af mig og smadret bunden på den, slog ham hårdt i baghovedet hvor han derefter faldt om på siden og forblødte ude på gulvet. Min søster kom fri. Hun gik med til at hjælpe mig med at holde mund. Hun sagde ikke et ord til nogen. Vi gik med til at sige at det var i selvforsvar, hvis nogen nu skulle stille spørgsmål, hvilket er sandt, men fordi min far ikke havde nogen officielt plettede straffeattest så var retten svær at overbevise min historie. Jeg fortryder ikke jeg gjorde det, jeg vil gøre det igen. At jeg slap af sted med det i så lang tid overrasker mig heller ikke. Han havde ingen venner, kollegaer eller familie der ikke ønskede ham død.   Jeg flygtede så fra mit barndomshjem og opsøgte min daværende kæreste, jeg spurgte om jeg kunne bo hos ham, hvilket han gik med til og gerne ville hjælpe mig. Hvilket fungerede godt i lang tid, flere år, faktisk fire gode år, men så for en lidt over en måned siden, fandt jeg ud af jeg var gravid. Jeg sagde han skulle være far, men det ville han ikke være. Han smed mig ud i stedet for at være der for mig. Derfra boede jeg i et fritidshjem i nogle få uger, også for nogle dage siden ringede jeg til ham. Jeg sagde jeg vil beholde barnet, han blev rasende, men jeg kunne ikke forstå hvad han sagde, han havde det med at tage hårde stoffer. Jeg besluttede så at tage over til ham, og der lå han, død, stendød på den sorte sofa med tændt tv hvor et eller andet dyreprogram kørte. Han blev begravet i går, jeg måtte ikke komme med, fordi politiet havde fundet ud af det med min far og jeg havde dræbt ham. De fandt ud af det via min mor, hun havde prøvet at ringe til ham angående noget med deres skilsmisse papir der aldrig var gået igennem så hun ikke kunne blive gift med sin nye mand.    Hun ringede så til mig og spurgte hvad der var sket, jeg sagde jeg havde dræbt ham. Underligt nok græd hun, jeg ved ikke om det var af glæde eller af sorg, måske lidt af begge. Så nu sidder jeg her. Mit navn er Jamie, jeg er 21 år og er fra Queens i New York” Jeg åbnede mine øjne, og de tre personer der var der før er nu iført orange kedeldragter og begyndte langsomt at ændre sig. Ligesom mig fik de kort, mørkt hår og grå øjne. Deres ansigter blev forvrænget og lignede mit jo mere jeg kiggede på dem. Det var som om at se sig selv i tre spejle, med forskellige personligheder der lignede mig på en prik på så mange måder. John Smith var der, men ikke som person, nu var han ikke andet end en stemme man kunne køre i det fjerne. De begyndte at forsvinde langsom, de havde alle tre det samme skumle smil over sig og et blik der sagde at de ville komme tilbage. Jeg indså at de tre mennesker var mig, det hele er i mit hoved og det her er min historie. Nu sidder jeg her, i et tomt lokale og venter igen med stole ved min side ligesom de sidste fire gange, bare et andet sted.  

Gender dysphoria --- Kønsforvirring

(Danish below for those interested ^^)

In this post, I want to talk about what it’s like to grow up in the wrong body. How it is to be born with the wrong sex and which effect it has had on me. I’m not going to claim that everyone is feeling the way I did and still do. I can only tell what I felt. Remember, the only one who can be a specialist on how you feel is you. 

As a small kid, I didn’t really feel the gender dysphoria. I was out playing with the boys and I was hardly aware I had female genitals instead of male. I didn’t really pay attention to it back then. My gender dysphoria didn’t really start until puberty hit. And god, did it hit. I’ve always been the big kind of girl. before puberty, I was small and skinny. I was tall, yes, but I was skinny and slim and didn’t really have any insecurities with myself. Not in that aspect at least. I have always been late developed compared to my other peers. My boobs didn’t start growing until I was well into year 13. This is where my world came falling apart. I wasn’t aware that that was what was going on back then, but looking back at my life a decade later, I understand better. 

I remember when everyone in my year developed boobs - and even the ones below my year - I wanted them too, or so I thought (I’ll do a post on bullying soon and that should explain this problem). I didn’t really get them for a while. Not until I was like 13 or 14 did I begin to develop anything remotely close to being boobs. But then I got them. And I got them big. Hips settled too, and that’s when everything went downhill. Combined with other things happening in my life (here I’m going to refer to the future blog on bullying too), things got heavier. Literally. I gained weight like crazy. I was eating for comfort as bullying started and the more I ate the bigger I got. And the bigger I got, the bigger my boobs and hips became too, and the sadder I became. Bottom line, everything was SHIT when I was a young teen. And I hated wearing bras. I was always self-conscious when I wore bras. I hated wearing them and tried not to, but shit happens and newsflash, when you get so big you get boobs you can’t control until wrapped tightly in something.

Like I said, I’m tall. I’m a full 183 cm (6ft). As a female that is tall. I like being that tall. Well, I like it now. I didn’t like it when I was younger. I hated gaining the attention that came with being so tall. I didn’t feel good about myself and I hated people looking at me like I was some sort of zoo animal. Being placed in awkward situations as a teen has kept me from seeking out a social life. I didn’t want people to look at me and I simply didn’t feel good among others. I stayed away from social contexts until I found a way to bond with people online. I made friends online instead of real life friends. I lived in a very isolated bubble where I only engaged in chats online and refused to go out with real people. Making friends was simply horrible. I hated making new friends as everyone expected me to be a certain way for my sex. I was expected to wear dresses at family gatherings and I didn’t really feel like it. I have occasionally worn a dress before of my own will and liked it, yes. But not something I’d do all the time.

I haven’t really been keen on shaving. I’ve always considered myself lazy. While I do like the feeling of smooth legs, I can’t be bothered to shave. I like the hairy feeling too. Though it isn’t appreciated the same way for women to show off hairy legs and shorts, so of course I didn’t either. All in all, gender dysphoria has been one hell of a thing that I didn’t realize existed until a couple of years ago, and ever since I found out what was wrong with me I’ve been much more social and more likely to engage in social activities. I have amazing friends both online and in real life and they are all supportive this far. It’s wonderful really. I still have to tell my parents and the rest of my family, but I’m starting somewhere. And now that I’m out I’m feeling like it’s time for me to start working on getting a body I like. I’m starting at 93kg and will lower my weight into one where I can consider binding. My chest is simply too big to bind now. 

So here goes a starting picture for my way to become the male body I want to be.

That being said, I would love it if you’d write to me, ask questions or whatever. I want to talk to other trans people, or supporters/allies ^^

DANSK!:

I denne post vil jeg gerne tale om hvordan det er at vokse op med den forkerte krop. Hvordan det er at vokse op med det forkerte køn og hvilken effekt det har haft på mig. Jeg siger ikke at alle har det sådan. Mange kan sagtens have det anderledes. Jeg tror ikke på at der er andre der har det præcis ligesom jeg har det. Husk, at den der bedst ved hvordan du har det, er dig.

Som barn mærkede jeg ikke rigtig min kønsforvirring. Jeg legede med drengene udenfor i skolegården og jeg bemærkede knap nok jeg havde kvindelige kønsdele hvor drengene har haft noget andet. Jeg lagde simpelthen ikke mærke til det. Min kønsforvirring startede ikke rigtig før jeg ramte puberteten. Og vor herre bevares, den ramte. Jeg har altid været en stor pige. Før puberteten var jeg slank og tynd og havde ikke rigtig nogle usikkerheder omkring min krop. Jeg har altid været langsomt udviklet rent fysisk. Mine bryster begyndte ikke at udvikle sig indtil jeg var godt inde i mit 13. leveår. Det var så her at mit liv begyndte at falde fra hinanden. Jeg var ikke bevidst om at det var det der skete, men nu da jeg kigger tilbage et årti senere, så kan jeg godt se sammenhængene.

Jeg kan huske dengang alle omkring mig udviklede bryster - selv dem der var yngre - jeg ville også have dem. I hvert fald troede jeg det (jeg vil skrive et indlæg omkring mobning der skal give lidt andet forståelse af dette). Jeg fik dem jo ikke indtil jeg var 13-14 år. Det var først der at jeg begyndte at udvikle noget det kunne kaldes bryster overhovedet. Så jeg dem dog. Og de kom meget. Jeg fik store bryster og brede hofter. Det var her det begyndte at gå ned ad bakke. Kombineret med de andre ting der skete i mit liv på det her tidspunkt (jeg referere til indlægget om mobning der kommer snart), blev tingene tungere. Bogstaveligt talt. Jeg tog på i vægt som åndsvagt. Jeg trøstespiste som mobning blev værre, og jo mere jeg spiste jo større blev mine bryster. Og jo større de blev, jo mere ked af det blev jeg, og så spiste jeg mere. Pointen er, at alt var bare lort da jeg var teenager. Og samtidig med at mine bryster var store, hadede jeg at gå med BH. Jeg var altid meget selvbevidst når jeg havde BH på. Jeg hadede at have dem på og prøvede at lade være. Men ja, jeg havde så store bryster at gå uden en eller anden form for kontrol ville være til fare for mine omgivelser.

Som sagt, er jeg høj. Jeg er 183 cm (6 fod) høj. Som kvinde (fysisk) er det højt. Jeg har egentlig altid godt kunnet lide min højde. Altså, jeg kan lide det nu. Jeg syntes ikke den var så fed da jeg var yngre. Jeg hadede al den opmærksomhed jeg fik. Jeg kunne ikke lide at folk kiggede på mig fordi jeg var så høj. Jeg følte mig lidt som et dyr i zoo. Jeg opgav at opsøge sociale situationer som ung. Jeg gad simpelthen ikke at folk skulle kigge på mig. Jeg undgik simpelthen sociale samlinger og stak af til et online liv med en online identitet. I levede i en online bobbel og nægtede at gå sammen med andre. At få venner var simpelthen så forfærdeligt. Jeg hadede at danne nye venskaber da alle havde forventninger til hvordan jeg skulle opføre mig fordi jeg er født en pige. Folk forventede at jeg havde kjoler og nederdele på til familiesammenkomster. Og det gad jeg rent faktisk ikke. Jeg har dog haft feminint tøj på nogle dage og haft det godt med det, så jeg afviser det ikke helt. 

Jeg har aldrig rigtig været glad for at barbere mig. Jeg troede bare jeg var doven, men jeg har altid været fascineret af hår på kroppen. Jeg er så heldig jeg har PCOS oveni, så jeg har mere mandlig behåring end andre kvinder. Jeg gider simpelthen ikke at barbere mig hele tiden for at holde hår nede. Men på den anden side så gør jeg det da piger ikke ses med hår på benene når de har shorts på. Så det gør jeg heller ikke. Ikke endnu i hvert fald.

Alt i alt har kønsforvirring været noget af rutsjebane som jeg ikke anede eksisterede indtil for et par år siden. Efter jeg har fundet ud af hvad der ‘var galt’ med mig, har jeg været noget mere ude i det sociale billede og har fået nogle fantastiske venner også. Både online og i virkeligheden. Og de støtter mig alt hvad de kan. Jeg skal stadig have fortalt min familie det men jeg har fået startet processen med at komme ud. Nu er det mere tid til at arbejde på min krop i stedet for, så jeg kan føle mig bedre tilpas med mig selv. Jeg starter på 93kg og vil arbejde mig ned så jeg kan overveje at binde. Mine bryster er ganske enkelt for store til det nu. Ovenfor det danske afsnit er der billeder af it statspunkt, så håber jeg på det bedste. Motivationen er i hvert fald i top.

Nu hvor jeg runder af, er i mere end velkommen til at skrive til mig, spørg og generalt bare snakke. Jeg vil gerne snakke med andre trans personer. 

Engang læste jeg den er post, hvor en eller anden kommenterede hver eneste brallie scene i hvert eneste afsnit af the fosters. Og nu (fordi jeg simpelthen har så meget tid) har jeg tænkt mig at gøre det samme med Anna og Janus fra Den Anden Verden - og intet skal stoppe mig!

(Det blev lidt længere, end jeg egentligt havde forestillet mig?? Jeg ved ikke lige, hvad jeg forestillet mig, men nuvel. Derfor er det hele under cut - det andet kunne jeg ikke byde nogen.)

Jeg har dog allerede mødt problemer, da de fire første afsnit allerede er taget ned fra dr tv - så medmindre jeg finder en anden mulighed for at se dem, så bliver de altså ikke lige kommenteret på. Det gør dog ikke alverden - mindes kun en enkelt lille scene, som var bemærkelsesværdig, så mon ikke vi klarer den.

Afsnit 5: de er faktisk sammen i mange scener i dette afsnit, men det er lidt som om de ikke snakker sammen overhovedet - meget skuffende.

Afsnit 6: en sceneee. “det var godt, du var der”. anna har det mest cute smil på under hele samtalen. // (som en lille sidenote, så er det i det her afsnit den onde dronning spiser hvad hun tror er menneske lever og lunge. så shit hvor er det bare klamt) // anna og janus igen på samme scene uden at snakke med hinanden - men anna har da fået janus til at være der, så det er da altid noget.

Afsnit 7: anna overrækker janus det nye manus - han vil gerne have hende til at øve dem med ham. ellers snakker de bare sara. // ikke flere scener. er stadig meget skuffet.

Afsnit 8: det starter godt: anna og janus, der åbenbart er mødtes et eller andet sted, kommer cyklende sammen og joker. SÅ glad for at de er venner først // “jeg suger energien til mig” - “det må du godt lære mig så” - “jeg kan prøve” *hearteyes* // “det skal nok blive godt” janus er nok annas allerstørste fan // janus kigger bekymret på anna, indtil hun får styr på nerverne // janus smiler mens han spiller død - tydeligt meget stolt.

Afsnit 9: anna prøver prinsessekjolen - janus laver de vildeste hearteyes. janus tager faktisk ikke rigtigt øjnene fra hende. “du ligner en prinsesse” - janus er allerede dybere nede i det hul, end jeg er // de skal træne til drømmescenen. janus kigger meget på anna. de joker lidt mere - igen elsker, at de er venner. janus kan ikke få sig til at grine rigtigt af anna. anna griner lidt af sig selv, og hvor dårligt det går - janus griner ikke (han ser på hende lidt som i den første scene, hvor hun står på scenen første gang) // “du var meget bedre i anden gennemspilning” - janus er stadig kæmpe anna fan. “så har du ikke tid til tænke på din sceneskræk” - “det er nok det dårligste råd, jeg nogensinde har fået”; ork hvor er de altså søde. hvad der er virkelig sødt ved den sidste del af samtalen er, at anna meget casual spørger, om han vil hjælpe (fordi de faktisk er venner), men det hele får lidt en sød akavet stemning over sig - især fordi de HELE tiden kigger på hinanden (og så lige kigger hurtigt væk igen). det er, som om at de godt ved, ligesom alle os andre, at det ikke bare er af venskabelige årsager (måske især fordi janus stadig laver de vildeste hearteyes). scenen slutter med anna, der kigger med hearteyes efter janus. jeg forestiller mig, at jeg lyder lidt som elias ehlert gør i sit indslag fra comedy aid ‘14, hvor han snakker om, hvordan han ser på sine katte. // anna og sara scene. sara bliver ved med at bringe janus op - anna vælger at lyve omkring ham, og sige at han ikke vil hjælpe (og afviger fra at svare på, om han vil kysse). sara finder jo selvfølgelig ud af, at det ikke helt passer, og jeg synes, at det faktum at hun afviger fra at fortælle fortæller en hel del.

Afsnit 10: vi starter rigtig godt!! anna øver sig på at svæve - janus hjælper. igen kæmpe fan. “okay” - “okay?” - “okay”. de står lidt tæt og sød musik begynder bogstavelig talt. SÅ GIVER HAN HENDE LIGE MASSAGE #stabmewithaforkimsodone. “vi er kollegaer nu. vi spiller begge hovedroller” - “du bliver ved. det giver mig sceneskræk”. MÆRK. MIN. PULS. Meget bekymret: “har den været sådan hele tiden?” - “ikke før du begyndte på det der hovedroller” - “så find på et andet ord for hovedroller” elsker stadig at de er venner og kan joke. janus har ikke flyttet hændernes fra hendes puls (det skal man åbenbart bruge begge hænder til *sideeyes janus*), da emma kommer. janus flytter sine hænder så hurtigt, at det først bliver mistænkeligt - du mærker bare pulsen på din ven janus, prøv lige at holde dit gameface (og så synes jeg, det er lidt mærkeligt, at emma lige venter til om aftenen med at snakke med janus, selvom vi lige har hørt, at de skulle være sammen om eftermiddagen, men fair nok) // emma tror, at janus har mere tilfælles med teaterpigerne - jeg giver hende ret // janus går lige ind og fortæller det til anna - han er meget hurtig til at acceptere det (jeg ved godt hvorfor). anna giver ham et betryggende klem på skulderen - det er lidt i stil med alt andet de gør pt: en smule kavt. // sonja siger kærlighed er til besvær (eller noget i den dur) og anna kigger betydningsfuldt ind i spejlet. // “så kan du få janus for dig selv. … du er jo vild med ham” - “vi er bare venner” - “du bliver nødt til at slå ham ud af hovedet. du må love, at i ikke bliver kærester” - “jeg er ikke vild med janus” siger anna og ingen i verden tror på hende (heller ikke helt hende selv) // sara spørger janus omkring anna - og hans gameface falder igen. jeg er godt tilfreds med janus’ panikken må jeg sige // janus venter på anna. “du kan godt huske det” - “hvad?” …… “det med at svæve” (det var nok ikke lige det janus tænkte på, hvis vi skal være helt ærlige) - “nå ja, ellers må vi øve det igen” - “DET ER JEG FRISK PÅ” (janus råber faktisk ikke her, men hans svar kommer så promte, at han lige så godt kunne have gjort det). den søde musik begynder igen, da deres akavet snak opstår: “vi ses” - “det gør vi”. så stirrer janus lidt mere på anna, end han plejer - hun kommer med det der “hvad?”, hvor vi allesammen godt ved, at hun godt ved hvad. SÅ KYSSER JANUS HENDE. (han er som sagt meget hurtigt over emma). anna går i forvirring. jeg forstiller mig at janus lige siger “bum bum”, som han sidder der.

Afsnit 11: afsnittet starter med den søde musik, som vi på nuværende tidspunkt godt ved, tilhører anna og janus, så derfor ved vi også at når anna står og øver replikkerne til den sidste scene i stykker, så tænker hun på janus. // anna står på scenen janus kommer. “undskyld, det der med at jeg kyssede dig” - stilhed. “jeg troede bare, at du også var interesseret. er vi stadig gode venner?” anna svarer ikke, men janus er ikke lige sådan til at vælte af pinden, så han er simpelthen klar på at kysse igen - anna er ikke afvisende. de bliver desværre afbrud af rikke og philip, som vil have janus op og svæve. han panikker på grund af sin højdeskræk, da han kommer ned, lægger anna en trøstende hånd på armen, og tager ham med væk. de snakker om deres respektive frygter. anna siger, at de ikke skal være flove. janus smiler og anna smiler igen. de er simpelthen så cute, når de sidder der på trappen og smiler til hinanden. jeg er i himlen i hvert fald // anna stiller sonja det retoriske spørgsmål, om hvis nu man er vild med en, men har lovet sin veninde, at man ikke vil score ham - er det så i orden alligevel? sonja siger nej, men det er egentlig ikke så vigtigt: det vigtigste er dog at anna jo indrømmer, at hun er vild med janus - og endnu vigtigere, at hun sikkert har været det er stykke tid.

Afsnit 12: (jeg vil gerne give et skud ud til forholdet mellem philip og anna - det er simpelthen så sødt!!) // anna står nervøst på scenen - janus (hendes største fan) giver hende opløftende nik. “det skal nok gå” janus er på banen igen. sødeste lille dreng. // (DE KLIPPER FAKTISK EN TÅ AF - CRAZY SHIT) // “er du klar til store svævetur?” - “er du glad for at du slipper?” sassy anna jeg er vild med dig. janus laver hearteyes igen. janus svæver også (min yndlings plottwist). anna siger “what” men de smiler simpelthen så stolt til hinanden. so precious // “du var bedre en din søster” + “for en uge siden sad du nede i sufflørkassen” janus er simpelthen kæmpe fan. han har altså en fan gruppe på facebook - jeg er ikke i tvivl. anna giver ikke så mange fucks for det godt nok, men beder ham i stedet komme op ved siden af sig. janus ved nok egentlig godt, hvad det betyder, men han er blevet snydt før. hun kysser ham selvfølgelig. jeg skreg indvendigt (denne gang også). ER DU VILD, HVOR ER DE BARE ALTSÅ CUTE. TAL OM GOALS.

Afsnit 13: sara skal giftes, men har åbenbart stadig dipset janus. ikke fair. // dette afsnit har ca den sødeste anna og janus scene. seriøst. anna kommer glad ind - janus sidder i en sofa. anna sætter sig ved siden af, de siger ca to ting til hinanden, og så er anna på vej til at rejse sig igen. det er lidt mærkeligt, at hun sætter sig i første omgang med den fart. janus er heldigvis en hurtig dreng, og får sagt “du var god i går”, inden hun får rejst sig. udover at denne scene er en af de sødeste, så er den virkelig også en turning point for janus - han falder nemlig lidt i et cliché hul nu. heldigvis har janus charmen og hearteyesene for anna til at bære ham: “det var du også.” - “du gjorde mig god.” anna synes både kommentaren er sød og dum - tror, vi alle er lidt enige. DEN SØDE MUSIK BEGYNDER IGEN. janus tager annas hånd. “er vi sammen nu?” - “måske.” annas svar er en af min venindes yndlings replikker - og jeg må bakke hende op. et måske kunne have slået nogen ud, men heldigvis ikke janus. han nusser lidt ved hendes hår - “kun måske?”. anna vil ikke have nogen til at vide det. albert kommer - de springer så hurtigt fra hinanden, at det bliver mistænkeligt IGEN. jeg er vild med det. de kan ikke tage øjnene fra hinanden, da anna forlader rummet. jeg kan simpelthen ikke lade være med at smile gennem hele scenen. og jeg glæder mig allerede til at gense den om et års tid. // anna og janus sidder ved siden af hinanden på scenen, da de snakker om, hvorvidt teateret lukker eller ej. albert er på den: “så får i to mere tid til at kysse.” - janus får ikke afværget ordentligt, så camilla følger op med “er i sammen?” og ærligt, så er janus’ reaktion min yndlings: man kan se panikken i hans øjne, efter han lynhurtigt drejer hovedet for at se på anna. jeg elsker det seriøst så meget, dels fordi jeg synes, det er så dumt, at han ikke kan holde sit gameface, dels fordi man godt kan regne ud at han er bange for hendes reaktion: hvis nogen får det af vide, risikerer han jo reelt at hun ikke vil være sammen med ham mere - og det vil han ret tydeligt undgå. “nej, det er vi ikke” siger anna og forlader rummet. janus panikker BIG TIME springer ned fra scenen og råber-ish “anna. vent!”. GAMEFACE JANUS (siger jeg, indeni er jeg helt vild med hans desperate reaktion. han er godt nok glad for hende - og dybere i hullet end mig). // vi møder dem igen i deres fulde vinterindpakning gående i hvad vi tænker er et stykke fra teateret (ved broen, som altid). jeg er vild med, at de givetvis har gået et stykke tid med janus haltende efter anna, mens hans beder hende vente. janus bliver sat i den vildeste lose-lose situation: “jeg kan ikke gøre for, at albert regnede det ud.” - “så kunne du sige til ham, at han ikke skal sige det til nogen.” - “det har jeg gjort.” - “men så har du jo sagt det til ham”. there’s no winning janus. janus vil have en grund for, at ingen må vide det - anna vil ikke sige det, men for en gang skyld er janus god og regner ud, at det er, fordi sara ikke må vide det. den søde musik begynder igen igen og så kysser de på broen. jeg tror at den eneste, der i dette øjeblik er mere glad end mig, er janus. // et fantastisk afsnit for de sødeste to. // (sara siger “du kan ikke bare vække mig uden at få lov” til rikke, og det er muligvis den sjoveste replik nogensinde).

Afsnit 14: anna og sara snakker, da janus kommer. sara gider ikke snakke med ham - det er dog sjovt. janus synes altså, at anna skal snakke med sara om dem - og søde janus, JA, det ville være det rigtige, men hun har ikke lyst, og det skal du altså bare nødt til at respektere. emma skriver til janus, fordi hun vil mødes. anna bliver trist, janus nusser hende på skulderen og forsikre hende om, at det er okay. janus kæmper lidt en kamp i den her scene - anna er ikke super samarbejdsvillig, men det er også ok nogen gange. // janus mødes med emma (hun er umiddelbart bare mødt op i teatret). og sådan helt surprise-agtigt, så vil hun være sammen igen. janus synes ikke, det er en god idé (tak janus. dig kan jeg så godt lide). emma smider armene omkring ham (ved faktisk ikke engang om janus giver et halvhjertet forsøg igen - tak). de har så åbenbart været sammen i to år??? synes janus er meget hurtigt videre fra hende, men nuvel, anna er også godt nok skøn. anna ser på dem fra scenen - hun tror, at janus vil være sammen med emma igen. selv første gang jeg så det, var jeg godt klar over, at han ville vælge anna - hende er han helt vild med (ligesom mig). // albert og janus snakker om, hvorvidt emma mener det - og hvad janus, så lige tænker om det. janus er sådan helt: vi har været sammen længe. albert er sådan: anna vil være lykkeligere sammen med mig. dét tror janus ikke helt på. det tror jeg ikke, at der er nogen andre, der gør. // anna er meget trist. sonja prøver at gøre hende i bedre humør. janus kommer ind og laver hearteyes. “har du fem minutter?” - “NEJ”. janus kigger fortabt efter anna, som hun sådan stormer ud. synes godt nok at mine søde små børn fortjener bedre!!! // janus skriver til anna (elsker at han lige signerer sms'en med janus). i forhold til at anna ikke vil give janus fem minutter, når de faktisk er sammen, så er hun ret hurtig til at mødes med ham der (yesss!!!). janus er sådan: emma vil være sammen igen. “måske er det noget pjat det der med os” - “jeg synes ikke det er noget pjat” SÅDAN JANUS - fantastisk kommentar. “selvfølgelig skulle vi ikke være sammen igen” (den søde musik begynder) “jeg er sammen med dig”. janus nailer den her scene - uden at blive alt for cliché. anna laver hearteyes. de krammer - og hvis der er noget, jeg er vild med, så er det kram: kys er virkelig sekundært her. de er også søde, når de krammer. Jeg er glad for at anna og janus formår at være så søde i en ellers cliché storyline.

Afsnit 15: albert kommer lige til at nævne at janus har en ny kæreste overfor sara. han indser hurtigt, at sara ikke ved noget, og smutter inden, han får sagt alt for meget. // sara spørger anna, om det er rigtigt, at janus har fået en ny kæreste. anna siger nej, og spørger, om det er vigtigt. sara svarer, at “hun er bare er nysgerrig”. i call bullshit. janus har smuglyttet til samtalen og overrasker anna, da hun går ind i garderoben: “sig det til hende. sig til hende, at vi er kærester” -  “vi skal bare ikke sige på nu” - “alle ved det alligevel”; jeg kan forstå Janus, det er slet ikke det. det er en semi-unfair position, anna sætter ham i, men jeg har lidt svært ved at forstå, han ikke forstår, at hun ikke har lyst?? jeg synes virkelig, at det er noget, hun selv må ligge og rode med - det er jo ikke ligefrem, fordi sara er meget sammen med dem alligevel. anna vælger klogt at skifte emne. hun fortæller, om den instruktør, der gerne vil caste dem. de bliver enige om, at det kunne være ret sejt at blive filmskuespillere. jeg er virkelig glad for, hvor meget de altid smiler til hinanden/når de er sammen - jeg elsker, når folk er glade for at være sammen. jeg er blevet træt af angsty-couples, og nyder virkelig alt, der ikke tilhører den kategori. // et lidt skuffende afsnit, hvis jeg skal være helt ærlig. der var slet ikke hearteyes og halv-cliché replikker nok.

Afsnit 16: anna har overskrevet hele manuskriptet med “janus” og hjerter, og sådan. sødt. jeg er kæmpe fan. // anna og janus øver replikker sammen. de joker lidt med, at søren har skrevet deres roller ud af stykket. janus vil synes, det er vildt fedt, hvis de begge får filmroller (han bliver klogere). “jeg har været med i en musikvideo. den har du set” - “der var du 8 år gammel” (jeg fornemmer her, at de enten har været venner længe, hvilket jeg sådan set antager, eller at janus er meget stolt af sin rolle i den musikvideo, og alle på teatret er blevet høvlet igennem den flere gange). den søde musik spiller. men så skal janus selvfølgelig ødelægge det ved at bringe sara på banen: “du har fået sagt, at vi er kærester ikke?”. anna når ikke at svare inden instruktøren kommer - men vi fatter alle hintet om nej, det har hun ikke. // (skud ud til instruktøren, som er meget forstående) // “jeg er vist nok lidt forelsket” (YAAAAAS) “det er forfærdeligt” - “vil han da ikke have dig?” (jo, det kan du dælme tro, han vil. janus er all hearteyes) “jeg tror, man skal følge kærligheden”; JAAAA TAK INSTRUKTØR, HVIS NAVN JEG IKKE KAN HUSKE !!!!!! // anna kommer glad hen og spørger janus, hvordan det gik. janus var alt for cute til at spille badboy. anna til gengæld var mega god, og får rollen. den største anna fan janus dør lidt i det øjeblik, hvor han bliver lidt tøsefornærmet over, at hun er bedre end ham. jeg vil ikke sige, at jeg er uforstående, men skuffet, det er jeg. // sara møder janus og spørger ham, om det er helt slut mellem ham og emma. janus: “Har anna ikke sagt noget?” mig: dét gør du ikke janus. janus: “det kunne bare være, at hun havde fortalt, at emma havde fortrudt?” mig: gudskelov janus. der var du altså lige ved at dumme dig. sara: “er dig og emma så sammen igen?” janus: “jeg har fået en ny kæreste.” mig: NEEEEEEJ JANUS. STOP. NU. sara: “hvem?” mig: du siger det ikke janus. du gør det ikke!!!!! janus: “anna”. mig: nej nej nej janus, dit store fjols. Din kæmpe idiot. // “mig og janus er blevet rigtig gode venner” - “måske lidt mere end det også” (for en gang skyld er jeg enig med sara - det er vist lidt mere end det.) “kan du huske, hvad du lovede?” - “det kunne jeg ikke holde” - “jeg troede, jeg kunne stole på dig” - “hvad nu hvis vi er glade for hinanden”; sødeste anna er så forelsket i janus, og fanget i det her, og det er virkelig ikke fair (janus giver jeg pt ikke så meget for; det var ikke hans “hemmelig” at fortælle). “du lovede det” - “du tvang mig til at love det”; jeg kan mærke, at jeg slet ikke er objektiv nok til at kommentere på den her scene: jeg forstår godt saras frustration, men hun har lige sagt, at hun elsker prinsen, så køl lige lidt ned søster. de stormer fra hinanden. en sørgelig scene faktisk, den skærer mig lidt i hjertet. // dørene er åbenbart vildt lydtætte på teatret, så rikke har ikke hørt noget, og janus er TAGET HJEM. hvem fanden tager hjem, mens nogen råber sådan?? især når den ene er ens kæreste, og man er grunden til det. ved nærmere eftertanke er han nok flygtet - scenen kunne have kostet ham livet tbh.

Afsnit 17: det er dagen for premieren. vi ser anna komme. vi ser janus vente på hende. hun afviser hans kys - janus spørger ind til filmrollen. han er godt klar over, at han har fucket godt og grundigt op. “han så, hvor smuk jeg var” - “ja, jeg gjorde”; cliché-janus at it again (jeg krummer lidt tæer og smiler meget). “hvorfor er du så afvisende?” det synes jeg måske, at jeg allerede har gjort klart for dig janus, men vi giver da lige anna chancen også: “du lovede ikke at sige det til hende.” - “det gav ikke mening at blive ved med at lyve” (jo janus, det gjorde det altså) - “hun flippede totalt ud” - … - “slap nu af. du burde hellere være taknemmelig” jeg stopper dig lige her en gang janus. det er satme en dum kommentar - det er synd, at albert (eller enhver anden) ikke er der til at stoppe ham. “er du slet ikke glad for, at vi er kærester?”; jeg håber at janus ved, at selvom jeg er lidt ond ved ham, så er jeg stadig MEGET glad for, at de er kærester. anna siger heldigvis også jo, men: “men min søster hader mig nu. fordi jeg var så pissedum at forelske mig i dig”; mit hjerte græder pt af rigtig mange grunde. KÆMPE skud ud til fanny i den her scene: pisse godt arbejde, seriøst. janus virker meget overrumplet, men stopper hende heldigvis og får hende givet et kram (igen, elsker kram af hele mit hjerte, og det er så perfekt her). han lover hende, at de finder ud af noget. en meget sørgelig, og/men enormt rørende! fanny stjæler på alle måde scenen. // (jeg føler mig personligt angrebet, når den søde musik bliver brugt ved andet end anna og janus) // (og, “sara elsker prinsen”, men fy føj, om hendes søster må have det på samme måde). // lige en lille ekstra kommentar: i traileren siger anna “vi kan ikke vække sara” TO gange??? men hun er der alene (mit anna/janus hjerte var ellers så sikker på, at han var taget med for at støtte hende - jeg græder lidt). // anna er røvsej at se sin søster blive kørt afsted og tænke, at hun bliver nødt til at spille premieren. // anna stopper på scenen. janus to the rescue: “stop så, når hun siger, hun ikke kan”. skud ud til camilla, som spørger ind til sara i stedet for at tage hovedrollen. // ærligt ikke nok anna og janus, men den første scene redder det, og det faktum at det er meget rørende afsnit hjælper også meget.

Afsnit 18: sara ligger på hospitalet. anna prøver at vække hende - uden held. efter at have været en tur i den anden verden, er vi tilbage hos anna, hvor janus kommer. “jeg kan ikke det her” - “hvad kan du ikke?” - “jeg kan ikke det her med at være kærester” (jeg græder allerede.) - “det føles endnu mere forkert, nu hvor hun ligger i koma” - “de to ting hænger ikke sammen” (janus er allerede desperat. han er ikke ligefrem lykkedes med at få hende overbevist om noget tidligere) - “jeg lovede, at vi ikke blev kærester. da hun opdagede det, skete det her” (janus kigger ned. det er en tabt kamp) - “du blander tingene sammen” (jeg vil også sige, at janus ikke gør noget hæderligt forsøg - og ikke en eneste cliché) - “det er bedst, vi bare er venner” (synes ingen. overhovedet. lad være med det) - janus nikker bare (til hans forsvar ligner anna ikke en, man lige skal tage en diskussion med - hun er meget trist). han går, forståeligt nok, anna siger “janus", men det bliver ikke rigtigt til mere - vi zoomer i stedet ind på hendes ansigt og ser en tåre. en meget trist scene. man har så forbandet ondt af dem begge to. // (det er også i det her afsnit, søren tager sin største idiot-hat på, og beder rikke om at bestemme skæbnen for teateret, mens hendes datter ligger i koma. jeg har absolut ingen forståelse for hans situation - ligesom alle andre antager jeg??. rikke slås derefter med sin døde mand - helt fysisk. så mærkeligt!!!) // anna har været hjemme og skifte inden hun møder op på teatret. janus kigger på hende. en hård scene (mere); philip skal fortælle skuespillerne, at teateret lukker. den giver mig kuldegysninger. forfærdeligt. anna og janus udveksler et blik, men det er også det. // (når jeg først kommer i gang, får jeg sådan lyst til at kommentere på det hele - men det er måske lidt for sent nu) // (“magiske sværd er altid fede” - pede nailer det her afsnit) // ikke mere anna og janus i dette afsnit - og som jeg husker det ikke i det næste afsnit heller. det var lidt, hvad man kunne forvente; de var simpelthen for glade sammen.

Afsnit 19: janus går rundt på teatret. han ser ned i sufflørkassen, som indeholder en masse billeder af anna (og det må jeg sige er mærkeligt - det er skuda hende selv, der sidder dernede). janus spørger philip, hvorfor han ikke har en kæreste: “det er vel fordi, jeg ikke har mødt den rigtige” - janus kigger på et billede af anna - subtle janus. “… det er bedst, vi bare er venner” - janus vender det hvide ud af øjnene og siger: “det kender jeg godt”; okay seje. “hvad mener du?” - “anna slog op med mig i går” *sadface*. jeg gad vide, om anna og janus var nået rikke og philips ører? vi ved det ikke. // anna finder endelig ind til sara på slottet: “jeg er kommet for at redde dig” - “jeg troede, du havde travlt med alt muligt andet. janus, for eksempel”; 1. kom nu videre. 2. vi er faktisk nogen, der savner at hun har travlt med janus, så jeg synes ikke, der er nogen grund til at lyde så tvær. anna ignorerer janus kommentareren - forståeligt, den var lav - og fortæller, om alt det, der ikke lige går så forbandet godt i den virkelig verden. “og det er min skyld?” (nej, men det er en konsekvens af dine handlinger) “du lovede, du ikke ville røre janus” (SERIØST TØS. det er for meget) - “vi er ikke kærester mere.” (og ja, dét er din skyld) - sara virker irriteret, da hun siger “okay”. og det er da forståeligt nok, hvordan skal hun nu holde anna til ansvar for sine egne dårlige beslutninger?? anna fortsætter med at overtale sara - og i den her situation er anna noget mere moden end sin ellers så modne søster, hvis vi nu skal være helt ærlige. sara bryder ud i gråd - hun er ved at blive sindssyg, prinsen er ved at blive creepy. anna er glad nu. “du må undskylde alt det med janus” ????????? for real??? seriøst??? det er ca 2 minutter siden du kom med spydig kommentar. hun er dejligt hurtigt til at ændre mening. anna siger, at det er ligemeget. jeg er MEGET uenig. vi er altså stadig nogen, der rigtig meget savner dem, den søde musik og janus’ cliché replikker. sara siger, at hun jo selvfølgelig ikke kan kræve eneret over ham - og det tror jeg, vi alle er enige om. “jeg har aldrig sørget for, at du blev lagt mærke til” - “nej, du har været totalt dominerende og egoistisk”; jeg ved ikke, hvad sara havde regnet med, men jeg tvivler på, at det var det. anna tilgiver hende. ja, hele scenen handler ikke om anna og janus, men så lidt alligevel. // som sagt ingen anna og janus scener. desværre. men alligevel en fremgang i deres historie, så det er altid noget.

Afsnit 20: ingenting. absolut ingenting. et godt afsnit jojoo, men jeg er ved at savne de sødeste to nu.

Afsnit 21: nok det mest nervepirrende afsnit. scenen, hvor sara vågner igen, er så rørende og fantastisk velspillet. desværre ingen anna og janus. men det ændrer sig heldigvis nu.

Afsnit 22: (philip er en gave i “vi laver en afskedsforstilling”-scenen. “det skal ikke være flyttekasser, for den slags pap dur simpelthen ikke” HAHAHAHAHAH elsker philip) // (rikke er (endelig) også blevet super badass og er sassy af overfor søren - im here for it) // jeg får deja vu med anna kommer med nyt manus til janus (og ja, det rimer simpelthen haha). anna er på vej væk (igen), janus stopper hende - den dreng giver bare ikke op. han spørger ind til sara - gør han meget den gode dreng. “vi er ikke de samme længere.” - “hvad med os? har vi forandret os?” - “hvad mener du?” - “jeg mener jo,” (yess, kom så janus. dine hearteyes lyver ikke. nu er det nu!!! - ps. anna vil have ham til at sige det samme som mig) “vi er venner?” (NEEEEEEJ JANUS. YOU HAD ONE JOB). - “du vil altså være venner?” (janus mus, det er dit stikord. hun vil heller ikke bare være venner) - “jeg tror det er bedst, vi bare er venner” (ARE YOU FUCKING KIDDING ME JANUS?????). anna siger stålfast ja, janus siger lige så stålfast ja. ingen af dem mener det. men fair nok det hele kan ikke være godt endnu. // janus er den sødeste seriøst, da han finder rødhætte fra “den der den anden verden” (tak pede). // “du er godt nok god til at blive i rollen” - janus er også sjov, der kan man bare se. anna og sara snakker lidt internt om krystaller. janus er sådan: jeg vil også være med. anna er sådan: nej janus - den her leg er kun for piger. “stol nu lige på mig!” (janus har rejst sig, for at sige denne replik) - ham og anna kigger længe hinanden i øjnene. anna kigger så på sara, og sådan: jeg elsker ham, please lad mig ikke ødelægge det mere end højst nødvendigt. // anna og sara fortæller om “deres” eventyr i den anden verden. janus tror ikke en skid på dem - hvilket man sådan set godt forstår. så kommer otto og sender rødhætte hjem. janus springer så hurtigt op fra stolen, at han kunne have fået en fiber. janus siger yada yada “krystal?” - anna griner lidt overbærende “ja, med den krystal.” // vi er tilbage - ikke for fuld smadder, men godt nok lige nu.

Afsnit 23: (philip er igen en gave. denne gang i scenen, hvor prinsen spørger ind til sara. det gider han sku ikke det pjat) // anna og janus sidder sammen nedenfor scenen. janus har slet ikke glemt sine hearteyes. de snakker lidt om otto og hans skuespilstalent. de griner. jeg er glad. janus spørger, hvad de gør med kostumer (forstår jeg heller ikke, at de ikke har styr på endnu). “vi kan ikke gå på scenen i det her” - “hvorfor ikke?” - “så er vi jo bare os selv” (man kan på sin vis sige, at det er ligemeget, om janus er sig selv eller spiller prinsen - han vil jo have anna under alle omstændigheder) - “det er da ikke. jeg er tornerose, og du er prinsen” (den søde musik begynder. det gør mig glad - de tager altid deres cutehed til et nyt level med den musik i baggrunden) - “jeg føler mig ikke særlig prinseagtig i det her” - “det skal nok komme” siger anna med et lille smil og munden fuld af æble. janus smiler lidt for sig selv, inden han siger: “du ligner en prinsesse lige meget hvad” JEG DØØØØØR. CLICHÉ-JANUS IS BACK IN THE GAME. anna ved ikke lige, hvad hun skal sige, og ender vist med et “jaja”, og jeg kan godt forstå hende. det er vel ikke mere end en dag siden, janus sagde, at han helst vil være venner - det er lidt som om sådan en kommentar (hvor sød den end er - og den er meget sød!!!) ikke rigtigt stemmer overens med det. philip kommer heldigvis og afbryder den akavede stemning med at fortælle at janus har fået en konkurrent i en eller anden freak, som går og kalder sig prins. anna regner ud, at det er den rigtige prins. janus er sådan: what dælen do we do? anna har en idé, og vi hører det ikke, men jeg er sikker på, janus synes det var den BEDSTE idé i verden. // sara prøver at få prinsen frem. hun tror ikke på det. anna siger, at det er bare ærgerligt. sara er lidt bange - janus springer frem med sit træsværd og svinger lidt med det. det giver anna ikke mange fucks for. prinsen går ind der, hvor janus er. de snakker lidt - om teaterkys, og hvad ved jeg. men igen viser dørene sig at være super lydtætte, så det er først, da janus råber efter dem, at de hører det. der var et mindre hul i annas plan, da hun giver fuldsmadder på røgmaskinen: “hvor er han?” - “er der ikke nogen, der kan se ham?” - “vi kan ikke se noget janus”; anna får det lige til at lyde som om det hele er janus’ skyld - hvilket jeg ikke synes er fair. // (vi har lige en scene med rikke og philip, hvor philip lige får sagt, at hun er meget smuk. da hun går igen, griner han røvmeget sig selv - for det var godt nok dumt - men sødt). // “anna? anna?” - “janus?” - de kan ikke finde prinsen, men synes deres kalden var så sød. “og anna?” - anna har en smule vind i håret og ser generelt bare godt ud, da hun vender sig om. - “pas nu på ikke?” - “okay”. det er vigtigt, men stadig cliché af janus. // vi har lige en lille: den onde dronning er ved at dræbe sara, så prinsen dræber dronningen. så kommer janus og SPRINGER på prinsen. han er sådan ok sej lige der. jeg ved ikke lige, hvad der helt går galt for dem, men de får i hvert fald ikke sendt prinsen tilbage. så er det lidt mere løben og gemmen - anna og janus er der begge, men ja, det er ikke ligefrem, fordi der er tid til cliché-janus laver hearteyes. // der er kun et enkelt afsnit tilbage nu, heldigvis med en masse anna og janus, så det ser vi frem til.

Afsnit 24: sara gennemgår lige de sidste ting angående stykket lige inden premieren - de har fået styr på kostumer siden i går, vi hører ikke, hvordan eller noget, men det er underordnet. sara synes det er kedeligt, at tornerose og prinsen (ps. Janus har fået det lækreste slikhår) får hinanden til sidst (bitter much). anna synes det ikke. de øver og de snakker mere til hinanden end som prins og prinsesse. Sara synes sagtens de kan nå at ændre det - anna og janus udveksler et blik og griner. // (alt i alt er det lidt underligt, at de skulle flytte premieren for to nissescener, men sagtens kan lave et helt nyt stykke - ja okay, manuskriptet er vel ca det samme - på ligesom to-tre dage???). // de står allesammen i rundkreds med hinanden i hænderne. Philip beder dem lukke øjnene. Der går vel ikke mere end to sekunder før janus åbner sine for at sende hearteyes til anna, som (heldigvis) også åbner øjnene og de smiler til hinanden - med hearteyes selvfølgelig. vildt cute. sara åbner også øjnene (alle er åbenbart sådan helt: “fuck philip”). hun smiler bedrevidende - hvilket ærlig talt også er på tide. // anna og janus spiller tornerose og prins - og de er cute, men de spiller også skuespil, så det gælder desværre ikke rigtigt. men er flot par er de altså. // (jeg forstår ikke helt stykket, hvordan det hænger sammen osv., men sådan er det jo nok). // anna gentager det, sara siger. anna: jeg har noget, jeg skal sige. janus: ?????? Da fuck?????. anna gentager sig selv, og janus forstår. “er det, vi har, ikke kærlighed?” - “jo, den første, men ikke den sidste”; rigtigt for sara og prinsen - IKKE rigtigt for anna og janus; de må være sammen forever nu. // (pede bliver lidt sendt til den anden verden med den sidste krystal - jeg tror, det lige er noget for ham). // janus går. han vender sig lidt dramatisk. anna drejer også hovedet dramatisk. Så kigger de lidt på hinanden inden janus går helt ud af døren. sara sender anna efter hende - jeg takker og bukker. // janus gør klar til komme afsted. anna beder ham om at vente. så bliver stemning lidt akavet inden hun siger: “god jul, og alt det der” - janus svarer lige så kavt: “tak - og i lige måde”. så er der ingen, der siger mere og janus gør klar til at gå inden. han formår faktisk at få sin cykel med sig. kameraet zoomer ind på anna - som er meget trist. janus stopper, og så gør han nok det mest cliché overhovedet: han halvsmider sin cykel, vender sig om og siger: “jeg har tænkt over det der med bare at være venner” - han praktisk talt spurter hen imod anna, der lyser helt op, afbryder og siger: “jeg har ikke lyst til bare at være venner” - “det har jeg heller ikke” !!!!!!!! WHAT A DAY TO BE ALIVE. så kysser de - et flot kys faktisk (og ja, kys kan godt være flotte). vi ser deres fødder, hvor anna stiller sig på tæer. så er de lige pande mod pande, og smiler meget lykkeligt til hinanden. inden de til sidst krammer (de når mange ting igennem på det ene minut, men lad nu det ligge), vi ser dem begge to smile helt gevaldigt meget. næsten lige så meget om mig. åhhh, hvor det dog bare en fuldstændig formidabel scene seriøst!!!!!!!!! // anna smiler over hele fjæset, da hun kommer ind til sara igen. “jeg synes, det tog lidt lang tid at sige farvel til ham janus” (ikke lang tid nok) “du er sikker på, at i ikke kun er venner?” - “hvad får dig til at tro det?”; annas ansigt her siger ca lige så meget som janus’ panikansigter gjorde i de tidligere afsnit - hun er sådan set rigtig glad. // set over 24 afsnit er anna og janus sådan set det sødeste par nogensinde!!!

Hvis du læser det her - og ikke bare har scrollet igennem alt det der (jeg har lige tjekket, det svarer til en 13-14 normalsider - ups haha). Det tog temmelig meget overhånd for mig, kan jeg godt mærke - og jeg tror ikke, at det var sådan den post, jeg har tyvstjålet idéen fra, var så detaljeret i alting, men sådan kan det jo gå. Jeg ved heller ikke, om jeg bliver alt for referende, men det håber jeg ikke. Anyways, jeg takker og bukker, hvis du læser det her - især, fordi jeg ikke regner med det. Det her er skrevet for min egen fornøjelses skyld, og hvor har det dog været fornøjeligt. Jeg har brugt på den gode side af 5 timer (nok endda nærmere de 10), og det hele har været det værd. Den Anden Verden viste sig at være bedre i anden omgang. Det var det herfra - vi ses måske igen.

I dag er bare en af de der dage...  Det hele har været så lort og jeg har følt mig så fucking nedtrykt. Jeg var super spændt på at spille den nye sims expansion pakke, men lige pludselig havde jeg bare ikke lyst... Jeg fik tager mig sammen og efter fucking 2 timer hvor den downloadede, endte jeg med at sidde og shoppe cc i 2 timer mere fordi jeg ikke kunne tage mig sammen. Endelig åbnede jeg faktisk spillet og fik gjort noget af det jeg gerne ville, bare for at min save fuckede op og jeg mistede 3 timers game play... Så hvis min dag ikke allerede havde været shit, så blev den det i hvert fald der.  Jeg har bare lyst til at sætte mig ned og tude, men jeg ved ikke engang hvad jeg er så ked af det over. Og så føler jeg mig ekstremt træt, sådan kan næsten ikke holde øjnene åbne træt, men jeg ved at lige så snart jeg ligger mig op, så kan jeg ikke sove, så jeg har bare lidt opgivet det. Så vil jeg hellere bruge min tid på at se yt eller tvd eller spille sims, som jeg på en eller anden måde har lyst til at prøve at få til at virke igen, men fuck hvor orker jeg bare ikke på samme tid. Er også så bange for at hvis jeg først går igang kommer jeg i hvert fald ikke i seng før klokken 6-7 i morgen tidlig. Det hjælper heller ikke at Morgan ikke rigtigt har svaret i dag. Jeg ved at hun har virkelig vigtige ting hun skulle og så på arbejde, men fuck hvor er vores rollespil bare lige min måde at komme væk på lige for tiden. Har ikke andre rp partnere end hende og har egentlig ikke lyst til at prøve at finde nogle. Det er så sjældent at finde en man klikker med, så jeg ved det tager et år før jeg finder en igen og det kan jeg bare ikke tænke på lige nu.  Det positive er at jeg føler vi faktisk kunne blive venner. Sådan rigtig, real-life venner. Det er fandme som at være 13 igen og skulle møde en fra nettet for første gang