Anne Franks dagbog, graphic diary af Ari Folman og David Polonsky
Klassisk dagbog i nye klæder
For mange, mange år siden læste jeg for første gang Anne Franks Dagbog. Hendes fortælling om livet i skjul i baghuset berørte mig dybt, og jeg har genlæst den flere gange. I sommers besøgte jeg skjulestedet i Amsterdam og kom endnu tættere på. Livet i baghuset har været hårdt og skræmmende. Alligevel lykkedes det teenageren Anne at have et liv med både forelskelse og håb.
Nu er dagbogen udkommet som graphic diary, og det fungerer overraskende godt. Det er næsten som om, jeg kommer endnu tættere på. David Polonskys illustrationer spiller godt sammen med manuskriptforfatter Ari Folmans bearbejdning af Anne Franks ord. Der kommer et ekstra lag på, som er interessant at dykke ned i.
Udgivelsen vil helt sikkert fange mange børn men også voksne. Her kan de få et sjældent indblik i, hvordan det var at være jøde under anden verdenskrig. En fortælling der aldrig må blive glemt.
Lånt Biblioteksbog.
Anne Franks Dagbog, Graphic Diary. Ari Folman & David Polonsky, Lindhardt & Ringhof, 2019. 152 sider
0 notes
Mixed fruits of 2018 :-)
Pia Tafdrup (2006) Tarkovskijs heste. Gyldendal, Copenhagen, 75pp.
Ivan Turgenev (2014) Virgin soil. Alma Classics, Richmond, xi + 301pp.
Paul Auster (1990) Moon palace. Penguin Books, London, 307pp.
Antoine de Saint-Exupéry (2009) The little prince. Egmont, London, 91pp.
Gyula Krúdy (1998) The adventures of Sindbad. New York Review Books, New York, xxiv + 205pp.
Fyodor Dostoevsky (2009) A gentle creature and other stories. Oxford University Press, Oxford, xxvii + 132pp.
Hermann Hesse (1997) Gertrude. Picador, New York, 237pp.
Stanley Fish (2011) How to write a sentence and how to read one. Harper, New York, 165pp.
Alexander Pushkin (2014) Belkins stories, and a history of Goryúkhino village. Alma Classics, London, xi + 175pp.
Rumi (2004) Selected poems. Translated by Coleman Banks. Penguin Books, London, xvii + 310pp.
Michael Longley (2017) Angel Hill. Jonathan Cape, Cape Poetry, London, 63pp.
Andrew McMillan (2015) Physical. Jonathan Cape, Cape Poetry, London, 53pp.
JRR Tolkien (2017) Beren and Lúthien. HarperCollinsPublishers, London, 288pp.
Chinua Achebe (2010) Things fall apart. Penguin Books, London, 197pp.
JK Rowling (2017) Harry Potter and the philosopher’s stone. Bloomsbury, London, xv + 350pp.
Ivan Turgenev (1990) Sketches from a Hunter’s Album. Penguin Books, London, 403pp.
DH Lawrence (2004) The virgin and the gipsy & other stories. Wordsworth Classics, Hertfordshire, xxiv + 216pp.
George RR Martin (2011) A game of thrones. Harper Voyager, London, 801pp.
Michael Ondaatje (2004) The English patient. Bloomsbury, London, 324pp.
Stephen King (2011) The shining. Hodder & Stoughton, London, xiii + 497pp.
Swami Anand Arun (2016) Lone seeker, many masters. Osho Tapoban Publication, Kathmandu, xiii + 329pp.
Salman Rushdie (2001) Fury. Random House, New York, 259pp.
Albert Camus (2010) The outsider. Penguin Books, London, 119pp.
Terry Pratchett (2009) Unseen academicals. Harper, New York, 517pp.
Rainer Maria Rilke (2000) Selected poems. Penguin Books, London, 93pp.
Graham Greene (2004) Our man in Havana. Vintage Books, London, xx + 225pp.
Kazuo Ishiguro (2005) Never let me go. Faber and Faber Limited, London, 282pp.
Thomas Korsgaard (2017) Hvis der skulle komme et menneske forbi. Lindhardt og Ringhof, Copenhagen, 314pp.
John Williams (2014) Butcher’s crossing. Vintage Books, London, xiv + 326pp.
Halfdan Rasmussen (1968) Den, som har set september. Det Schønbergske Forlag, Copenhagen, 78pp.
Yorgos Alisanoglou (2016) Legestue. Det Poetiske Bureaus Forlag, Copenhagen, 96pp.
Ivan Goncharov (2014) Oblomov. Alma Classics, Richmond, xv + 582pp.
Alice Munro (2013) Dear life. Vintage International, New York, 319pp.
Lewis Carroll (2016) Alice’s adventures in Wonderland. Penguin Books, Gurgaon, 116pp.
Elizabeth Strout (2016) My name is Lucy Barton. Viking, Random House, London, 193pp.
Michael Rasmussen (2018) Udbrud - cykling og andre sandheder. People’s Press, Copenhagen, 169pp.
Alice Munro (1995) Open secrets. Vintage Books, London, 294pp.
Julie Buntin (2017) Marlena. Picador, London, 274pp.
Daniel Odier (1997) Tantric quest. Inner Traditions, Rochester, 184pp.
Gustave Flaubert (2001) Madame Bovary. Wordsworth Classics, Ware, xxii + 295pp.
0 notes
Titel: Drengen som var verdens bedste fodboldspiller
Forfatter: Søren Anker Madsen
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 112
Målgruppe: Mellemtrinnet
Resumé:
Albert er en helt almindelige, lille dreng. Han er ikke særligt høj og heller ikke særligt stærk, men han er rigtig god til at spille fodbold. Det finder han ud af i børnehaven, da han en dag trisser rundt for sig selv og ikke har nogle at lege med, indtil Mikkel spørger, om han ikke vil spille fodbold med ham og de andre drenge. Albert finder hurtigt ud af, at han er rigtig god til fodbold. Så god, at så snart han har bolden, så er der ingen, der kan tage den fra ham igen. I bogen følger vi Albert fra han er fire til han er ni. Vi ser, hvordan Alberts fodboldtalent udvikler sig og når toppen. Vi ser også faldet. Albert, der er langt hjemmefra, savner hverdagen i Bagsværd og får andre interesser, for det gør man når man bliver ni - det siger morfar.
Didaktiske overvejelser:
Bogen er ikke for alle, da den henvender sig til fodboldinteresseret piger og drenge. Den vil egne sig godt som frilæsningsbog på mellemtrinnet. Kan måske bruges i en emneuge omkring sport/fodbold/fritidsinteresser, men jeg ville ikke bruge den til et helt undervisningsforløb.
0 notes
En sprudlende gammel kællings bekendelser
Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på litteraturnu.dk
Helgasons roman om den rå, livserfarne Herra er et fascinerende og galgenhumoristisk bekendtskab med rablende sprogekvilibrisme og smuk skrøbelighed bag det fandenivoldske ydre.
– Alle har godt af at miste facaden på deres hus, høre det brænde knitrende i et barn eller se sin elskede blive skudt i ryggen. Jeg har altid haft det lidt dårligt med folk, der aldrig har skrævet hen over et lig.
Mød Herbjørg Maria Bjørnsson, også kaldet Herra. En idiosynkratisk særling på kant med samfundet, der har godt med trodsig kampgejst tilbage trods kræft, KOL og fremskreden alder. Vi møder hende, da hun mæt af dage har booket tid til sin egen kremering og venter på, at ovnen skal nå op på titlens tusind grader. Hjemmeplejens besøg, en computer og sit tilbageblik er hendes eneste selskab.
Nutidskapitlerne om den svigtende organisme, den kærlige mobning af hjemmeplejeren Lærkes bly væsen, og Herras fest over sine kispudslege på de sociale medier er en fin ramme om denne unikke personage, der absolut ikke er nogen frøken hvem som helst. Som barnebarn af Islands første præsident har hun en helt igennem utrolig livshistorie bag sig – ligelig fordelt blandt Europas bonede gulve og 2. Verdenskrigs elendighed – og den leveres med distancerende vid, grovkornet kynisme og fejende sanseligt skjalde-schwung.
Montage-karakteren og diggressioner en masse gør både fortællingen til en form for moderne saga om den islandske folkesjæl og en absurd spoof over en erindringsbog med hele den nyere europæiske historie som bagtæppe. Faktisk går der næsten Forrest Gump i den. Herra er her, der og alle vegne. Blandt meget andet når hun at kysse på John Lennon, blive holdt fanget som sexslave og leve i eksil i Argentina. Vi mangler bare en månelanding! Det er hysterisk, hæsblæsende og for meget, men i Helgasons hænder balanceres vanviddet af en fin underliggende skrøbelighed hos vores prøvede hovedperson, der gør hende troværdig, menneskelig og helt igennem elskelig.
At der oven i købet er tale om fiktion baseret på en virkelig figur – Brynhildar Georgiu Björnsson – gør ikke den imposante række af begivenheder mindre øjenbrynsløftende. (Den store forargelse i hjemlandet, hvor mange af de implicerede er almen kendte, og hvor den efterhånden velkendte debat, om hvad man kan tillade sig med virkeligheden som romanforfatter, har raset for fuldt flor, har fået Helgason til at starte bogen med en udførlig disclaimer.) Som dansk læser er det nu ikke noget, man behøver at hæfte sig mærkbart ved.
Bogen bør frem for alt læses, fordi det er en sprudlende og rasende god roman, hvor det fyger med snurrige sætninger og opfindssomme nye ordkonstallationer. ’Neoliberalismen’ bliver eksempelvis til ’nypengerismen’, og Kim Lembek skal have store roser for at forløse Helgasons islandske sprogeksplosion så fornemt på vores flade ’leverpostejshovmodige’ danske, der må tage en del skarpladte skud for boven. For eksempel lyder det i en bisætning:
– Her ligger for resten et forskningsprojekt for freudianere: Hvordan kan det være, at alt det største danskerne har, har så småt et format: Legoland, Den lille havfrue, Den grimme ælling osv.
Forfatteren fortsætter, kan man sige, i samme anarkistiske spor som med STORMLAND og 101 REYKJAVIK, men sikke et ridt. Med KVINDEN VED 1000° er han for tredje gang indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og det er fuldt fortjent.
Citat
Selv var jeg svært tilfreds med krakket. Alle de gode år lå jeg og lod grådigheden omkring mig snuppe alle skejserne. Jeg var ikke ked af at se dem forsvinde på bålet og var desuden langt om længe blevet ligeglad med penge. Vi spilder livet med at lægge til side til alderdommen, men så kommer den og har ingen andre forbrugsdrømme end at få lov at pisse liggende. Det er ikke for det, det havde sikkert været interessant at købe sig til en tysk dreng og lade ham stå her halvnøgen i skæret fra et stearinlys og recitere Schiller for et aldrende puderivejern, men nu har man vist forbudt al handel med kød her i landet, så det behøver man ikke at ærgre sig over. Jeg har derfor ikke mere end nogle uger tilbage, to karton Pall Mall, en computer og en håndgranat – og har aldrig haft det bedre.
0 notes