Vil egentlig bare gerne gøre helt normale menneske ting uden at være bevidst om hver eneste celle i min krop

Er par fra mit studie kiggede de andres afleverede plancher igennem og grinede af dem. Det meste af tiden var det kærligt ment, men et par gange synes jeg, at det endte lidt hånligt, og det syntes jeg ikke var rart at høre på, så jeg spurgte, hvorfor de gjorde det. Den ene tog ikke sådan på vej, men den anden svarede igen af samme skuffe og sagde, at det syntes han ikke, at jeg kunne tillade mig at sige. Som om jeg havde sagt, at de var nogle totale røvhuller eller sådan noget. Det sagde jeg overhovedet ikke; jeg spurgte bare, hvorfor de grinede af de andres opgaver. Jeg synes, at det var virkelig underligt, at han reagerede på den måde, og det er overhovedet ikke første gang, vi har sådan nogle episoder sammen. Bagefter kom den første af dem hen til mig og spurgte, hvordan det kan være, at vi så tit er sådan overfor hinanden. Jeg aner det ikke, men jeg synes jo selv, at det er ham, der er lidt nærtagende (eller måske er det mig, der er det), eller i hvert fald stolt på sådan en måde, hvor man aldrig undskylder oprigtigt. Sådan noget kan jeg slet ikke have. Jeg synes, at det er helt vildt vigtigt at kunne sige undskyld, eller i det mindste anerkende det, hvis man er kommet til at træde nogen over tæerne ved et uheld, i stedet for at jorde dem endnu mere bare for at føle sig ophøjet. Jeg ved ikke... Det er lidt underligt, for så længe vi har ultrakorte samtaler, så sker der ikke noget ubehageligt mellem os, og det er (forhåbenligt) ikke sådan, at vi ikke kan udholde hinandens selskab. Jeg foretrækker bare ikke at snakke med ham, hvis jeg kan undgå det, for jeg har ikke lyst til at komme til at sige noget, han bliver berørt eller ophidset af, og samtidigt kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg IKKE altid vælger mine kampe med omhu - jeg siger næsten altid fra eller til, hvis jeg oplever noget, jeg synes er uretfærdigt, uhensigtsmæssigt, eller bare når jeg synes at folk opfører sig åndssvagt. Ikke fordi jeg vil være bedre end andre mennesker eller være bossy, mere for bare at gøre dem opmærksomme på, hvordan de ting, de siger og gør, kan opfattes. Jeg synes ikke, at det er god stil i plenum at grine af andre menneskers arbejde. De fleste af os har lagt rigtig mange timer i det her projekt, og så synes jeg ikke, at de skal nedgøres. Kærligt drilleri er ok, selvfølgelig er det det, men jeg synes ikke, at det er ok, hvis man håner deres kreative proces. Det synes jeg virkelig ikke.

For mig, behøver du ikke at være let at være sammen med, du behøver ikke hele tiden at være glad og grine. Du behøver ikke kun at gå og pynte og gøre noget ud af dig. Du behøver ikke at snakke hele tiden og når du snakker, behøver du ikke altid at sige det rigtige. Du må gerne være mut og stille i flere timer, fordi at du ikke er i humør til at snakke. Du må gerne sige nej til at gå en tur og ja til at se en film, fordi at du ikke har energi til at lave andet. Eller omvendt, for den sags skyld. Du behøver ikke hele tiden at være sjov og skæg at være sammen med, for at jeg gider at være sammen med dig. Du må gerne komme til at smadrer min mors glas, vælte en lysestage så der ryger stearin udover det hele og spilde ned ad min yndlings t-shirt som jeg har lånt dig. Du må gerne være klunset og klodset og kaotisk og kejtet. Du må gerne græde over noget jeg har sagt, selvom det er en lille bitte ting og du må gerne blive sur på mig til en familiefødselsdag. Du må gerne drikke dig for fuld til en fest, med mine venner, så jeg er nød til at slæbe dig hjem. Du må gerne brække dig i min seng og du må gerne ligge i sengen med tømmermænd, hele næste dag, selvom at vi havde planer for den dag. Du må gerne aflyse vores aftaler fordi at du ikke kan overskue at gå ud fra din dør. Du behøver ikke hele tiden at have lyst til at være sammen med mig, så du må gerne vælge at være sammen med din familie eller venner, i stedet for at være sammen med mig. Du må gerne have brug for bare at være dig og gøre ting alene, men du må også godt være omklamrende og have lyst til at se mig hver dag. Du må gerne give mig et kys når du lige har spist noget med hvidløg i, eller når du lige har røget en cigaret eller om morgen, uden at have børstet tænder. Og jeg vil gerne have sex med dig, uden du har været i bad. Du må gerne græde foran mig og du må gerne smitte mig, efter at have været syg. Du må gerne være forvirret, frustreret og irriteret og ked af det og skuffet og glad og energisk og flabet og kæk og ærgerlig og ærlig. Eller jaloux og misundelig. Du må gerne være gul, blå eller sort og hvid. Du må altid gerne føle og du må gerne fortælle mig hvad du føler. (Du må gerne være i tvivl om hvad du føler).Du må gerne råbe det eller hviske det eller skrive det i et brev, eller sende mig en besked. Det jeg prøver at sige er, at du gerne må være ægte med mig, for jeg kan bedst lide når mennesker er menneskelige

24-02-2018

Det der med at være deprimeret, det er lidt ligesom om at folk ser lidt igennem fingrene på det. Selv når jeg har sagt til folk, jeg er deprimeret, er det lidt som om at de glemmer det. Måske er det fordi det ikke er “synligt” som i at jeg sagtens kan gå i skole, på arbejde, til aften kurser. Måske er det fordi de lidt ser det som en dårlig undskyldning, fordi alle andre mennesker jo også har det hårdt, også har svært ved at stå op om morgenen, og ikke liiiiige gider lave hjemmearbejde. Så er der fremmede mennesker, som overhører mig snakke i toget, bussen eller på en café; som alle sender mig det der blik, hvor det er så tydeligt, hvor meget de dømmer mig. Jeg er så taknemmelig for min familie og nære venner, som forsøger at bakke op om mig og være der for mig. Men det er svært, for når de så spørger “hvorfor dog det?” eller “hvad får dig til at føle sådan?” så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal svare. Jeg forstår ikke min depression mere end de gør, eller de fremmede mennesker i offentligheden som dømmer mig. Jeg gennemlever bare alle de følelser, tanker og fysiske mener, som der følger med depressionen. Det er jo ikke fordi man selv aktivt vælger, at nu gider man bare ikke mere, og har givet op. For jeg kender mig, og jeg har så meget mere jeg gerne vil i livet. Før min depression havde jeg store drømme, visioner og ambitioner. Efter snart 3 måneder, kan jeg endelig begynde at genkende en lille smule af mig. Jeg er begyndt at kunne grine oprigtigt igen, smile lidt bredere, og det minder rigtig meget om mig. Når jeg så bliver ramt af depressionen, for det kommer lidt som tidevande eller i bølger, kan jeg blive enormt vred og frustreret over det. “For helvede, jeg GIDER IKKE være ked af det nu” kan jeg tænke eller sige højt, for det er ikke noget jeg aktivt vælger. Jeg ville helst være helt fri for det. Men det er en sygdom, en sindslidelse, som ingen kan se eller forstå, hvor KUN jeg kan mærke at den er der. Derfor gør det den ikke mindre virkelig og ægte. Bare fordi mit udseende ikke helt tager efter, hvordan jeg har det indeni længere, betyder det ikke at depressionen ikke længere er der. Det betyder bare, at jeg er i bedring. Jeg er først rask, når jeg bliver erklæret rask.

Comedy Queen, af Jenny Jägerfeld

Der er ikke langt fra grin til gråd

Sasha vil for alt i verden ikke ligne sin mor. Hun endte med at begå selvmord, fordi hun var deprimeret. Derfor har Sasha lagt en plan. Hun vil ikke være trist men tvært i mod være så sjov, at hun kan blive comedy queen. Hendes mor mente, der var nogle mennesker der var født med “funny bones”. Det er Sasha ikke sikker på, at hun er. Derfor må hun udvikle dem og for at få andre til at grine. Så glemmer hun måske sin sorg og de tårer, der brænder lige bag øjenlågene. Hendes far er bekymret. Det samme er onkel Ossi. Heldigvis har Sasha sin veninde Marta, der tror på hende. 

Sasha må have “funny bones”, for hun fik mig til at grine. Jeg græd også lidt. Hendes tilgang til verden er forfriskende og humoren lige netop så tør, at den går rent ind. Hele tiden kan man mærke sorgen, der lurer i alt, hvad hun gør. Ensomheden og utrygheden. Men Sasha har styrke. Hun skal nok klare den. Jenny Jägerfeld har angrebet de tunge emner depression, selvmord og sorg på en sådan måde, det er til at føle på og snakke om. Det er befriende. Det hele er tilsat en god portion humor, så det ikke bliver tungt men stadig alvorligt. 

Comedy Queen er en god bog til de 10-12 årige og kan også læses i f.eks. en 6.klasse. Her er meget at snakke om. Selvom hovedpersonen er en pige, vil drenge også kunne læse den. 

Comedy Queen, skrevet af Jenny Lägerfeld. Høst & Søn, 2019. 218 sider

Tak for gratis anmeldereksemplar fra Rosinante & Co. 

Føler virkelig ikke, at de ting jeg gør betyder noget for dig længere små som store. Føler at du egentlig godt kunne være foruden dem, det gør mig så ked af det. Bruger virkelig hvert et vågent sekund på at tænke på dig, selvom du på ingen måder fortjener det. Ved godt jeg bare burde sige farvel og så aldrig snakke med dig igen, men det har jeg ikke lyst til, rettelse, det er jeg ikke i stand til. Jeg er afhængig af den tryghed du giver mig, jeg er afhæning af følelsen af din varme krop mod min og din hånd der mit hoved ind til dit bryst. Jeg kan ikke få nok. Men forstår ikke hvordan noget der kan føles så rigtig, føles så forkert to sekunder efter jeg igen kom til at tænke på den aften, og Hvsd du havde gjort og hvad du havde ødelagt, det var ikke kun os, men mig. Mig som du sagde du elskede mere end noget andet på denne jord, mig det fik dig til at smile, grine, græde, føle stolthed, føle tryghed og føle kærlighed. Jeg elsker dig, og det er det jeg er aller mest sikker på, mere end noget andet i verden. Du er den person jeg vil bruge alt min tid med, hvid du gav mig lov. Jeg er ikke i tvivl om du elsker mig, det er jeg ikke. Ved bare ikke om vi er rigtige for hinanden længere. Du vil andre ting nu, andre mennesker. Du er ikke den samme jeg forelskede mig i, ved faktisk ikke rigtig hvem du er længere. Alle mennesker ændre sig, det er jeg klar over, jeg har ændret mig ekstremt meget, fra første gang jeg mødte dig, men jeg har ALTID vidst hvad mine værdier var og er og jeg har altid vidst hvem jeg selv var, og jeg har aldrig ændret det, for af få andre til at synes bedre om mig, eller for at imponere nogle. Troede bare du var anderledes end du vidste dig til at være, og jeg må mildest talt sige, at jeg aldrig har været så skuffet i mig liv. Du har skuffet og knust den person der holdte aller mest af dig på denne jord, håber du har opnået Hvad du ville, for du har mistet en det ville gøre alt for dig på vejen.

En måned på farten

12/4 2017

Så er dagen kommet, hvor jeg med glæde kan fejre enmånedsjubilæum for denne rejse. Og det er bestemt med glæde! For præcis en måned siden sad jeg i flyet på vej mod Yerevan efter at have taget tårevædet afsked med familien i Kastrup, og siden har jeg kun kunnet bekræfte mig selv i, hvor glad jeg er for mit valg om at tage af sted på den her rejse.
 Det tog mig ca. to dage at komme over den indledende tvivl, nervøsitet og overvældelse. For det var der skam. Jeg skulle lige ind i det, skulle lige finde ud af tingene, og det var bestemt mere end en gang i løbet af de to dage, at jeg følte mig småparalyseret af erkendelsen af, hvad det var, jeg havde gang i. Hvor længe jeg egentlig skulle være væk, og at jeg var helt alene i et land, jeg ikke kendte. Men det var så også det, og jeg tror faktisk ikke, jeg har haft de tanker siden. Selvfølgelig savner jeg indimellem jer derhjemme, ønsker at jeg kunne være sammen med jer om så bare for en kort bemærkning. Men jeg fandt jo heldigvis hurtigt ud af, at det overhovedet ikke passer, det der med at jeg er alene. Tredje dag i Yerevan mødtes jeg med Ines, og det tror jeg var en vigtig grund til, at jeg kom så hurtigt over de indledende nerver. Hold op, hvor var det en fed start på min tur, at der var én, jeg kendte! Og siden har jeg mødt så mange søde mennesker - fra chauffører og hostelreceptionister til de skønne georgiske rejsefæller, jeg savner mindst lige så meget som Danmark i øjeblikket.

Det er noget af det, man får ud af at rejse alene. Det er nemmere at lære folk at kende, nemmere at give sig tid til at snakke med nye mennesker. Dels fordi man kun har sig selv at tage hensyn til, og dels fordi man har et større behov for at være social og opsøge samvær, når man ikke har en rejsepartner. Alle os, der endte med at rejse sammen i Georgien, var på solotur, og selvom vi også snakkede med flere på hostellet, der var af sted sammen, blev de aldrig helt lige så meget en del af gruppen.

En anden fordel ved at rejse alene er, at man virkelig får mulighed for at lytte til sig selv. Hvis man trænger til en stener-eftermiddag på hostellet, kan man gøre det. Hvis man har lyst til at smide 900 kr. efter en ballet-billet, er der ikke noget, der forhindrer én i det. Og selvom jeg til selvsamme ballet bestemt savnede nogen at diskutere forestillingen med, gav enligheden mig mulighed for virkelig at finde ud af, hvad jeg selv syntes om den uden at blive påvirket af andres holdninger. Forstå mig ret, det er spændende og vigtigt at diskutere og udveksle meninger og modificere dem. Men det er nu fint også at få lejlighed til at gå i dybden med at danne sit eget upåvirkede billede.

Der er selvfølgelig også ulemper ved at rejse alene. Det er hårdt hele tiden at skulle starte forfra med at lære nye mennesker at kende, finde venner og vise mig fra min bedste side; specielt når jeg er relativt kort tid hvert sted. Det er trættende altid at være den, der skal planlægge, finde rundt og forhandle priser med taxachauffører (og i øvrigt er det betydeligt dyrere kun at være en). Men det værste er faktisk ikke at have nogen at dele sine oplevelser med. Ikke at have nogen at grine med over dengang, man kom til at tage den forkerte bus, ikke at have nogen at diskutere med, hvor flot en bygning eller dårlig en middag eller skør en oplevelse, det var. Selvfølgelig kan man vise billeder og fortælle historier, men det er bare ikke det samme. Der er ikke nogen, der virkelig forstår, hvad man oplever. Ikke nogen at kigge tilbage senere og tænke 'nåh ja, det var dengang' med.

Selvfølgelig var det noget andet, da jeg rejste rundt med hostelfolkene i Georgien. Her fik jeg et smut ind i den anden verden, hvor jeg havde nogen at dele begejstringen med, og vi var flere om at træffe beslutninger og vurdere situationer. Begge måder at rejse på har sine fordele, og det er fedt, at jeg får prøvet lidt forskelligt!

Og nu er der altså gået en måned. Det føles som meget mere, og jeg bliver helt overrasket og meget glad over at tænke på, at det bestemt ikke er slut endnu. At jeg stadig har over tre gange så lang tid tilbage. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at det kan blive lige så vildt og intenst, som det allerede har været, men det gør det jo nok. Nu må vi se. Uanset hvad der sker, kan det ikke ændre på det faktum, at jeg har haft en enormt spændende, lærerig og givende start på min tur. Så foreløbig vil jeg løfte mit glas i aften til en lille jubilæumsskål med mig selv og smile over, at den første måned i den grad har oversteget alle forventninger.

Jeg vil gerne sådan nyde mit liv og lave spontane ting og få adrenalin kick og bare være fucking ung og dum, og tage i byen og vågne i en fucking bus i København, uden at vide hvordan jeg er havnet der, og jeg vil gerne prøve stoffer og grine og trippe og knep en sugardaddy bare for at prøve det, og jeg vil gerne sidde på en bro hele natten og snakke om ligegyldige ting og hvad der sker når vi dør og ryge tusinder smøger og bade nøgen og kneppe i havet og spise macdonalds til jeg brækker mig og jeg vil gerne klippe mig skaldet og donere mit hår til kræftramte og bryde ind på en fucking farm klokken lort om natten og tage alle de små halvdøde grise og køer og redde dem og give dem et værdigt liv selvom det ulovligt at nakke dem og jeg vil gerne have flotte tatoveringer som jeg kan grine af når jeg bliver gammel og jeg vil gerne bare skride og tage et fly til London helt spontant og pendle rundt på air-bnb værelser indtil jeg har lyst til at tage hjem igen og jeg vil gerne stjæle noget fucking shit og løbe grinene væk fra supermarkedet imens mit adrenalin pumper og jeg vil gerne skære alle de menensker ud af mit liv som keder mig og som jeg egentligt ikke kan lide og sætte mig på et tog og sidde på lokummet så jeg ikke bliver bustet i at køre sort og løbe fra billetkontrolløren når de buster mig og jeg vil gerne skrive en fucking bog eller udgive en digtsamling eller lave musik der ikke bare er cheesy kliché lort og jeg vil gerne være verdenskendt bare for at være mig og jeg vil fucking have et kæmpe orgie bare for at prøve og jeg vil gerne donere de organer jeg alligevel ikke har brug for så jeg kan redde liv og jeg vil gerne have små smukke babyer som jeg kan passe på og opdrage til at blive fucking cool og jeg vil gerne udstille på store museer og blive anerkendt for min kunst og jeg vil være intelligent nok til at diskutere med dumme mennesker om det jeg tror på og jeg vil gerne rende nøgen rundt i en storby bare for at provokere og jeg vil gerne være med til en stor demonstration og blive smidt i fængsel og lave grineren stick n pokes og kneppe desperate fængselsfanger og fucke med systemet og jeg vil gerne være uafhængig af Psyk og medicin og jeg vil svømme med hajer og skydive og være ejer af en vegansk restaurant med det mest fråd mad i verden og jeg vil være fucking stripper bare for at prøve at danse rundt imens folk beundrer mig og jeg vil elskes og elske og elske mig selv og jeg vil gerne have at jeg forevigt bliver ved med at føle den her ungdoms-forelskelse hvor jeg pludseligt får stød igennem kroppen og smiler over ligegyldige beskeder og jeg vil gerne være fucking stand up komiker så jeg kan se publikum smile og jeg vil bare gerne udrette noget og mærke adrenalin og leve og smile og grine og jeg vil rigtig fucking gerne bare kunne køre rundt i min kørestol på et plejehjem og have hysteriske grineflip over hvor fucking grineren mit liv har været og det mega klamt og kliché men jeg vil bare gerne føle jeg lever istedet for bare at føle at jeg overlever og jeg vil gerne igang med livet istedet for at vente på det kommer til mig. Jeg vil fucking gerne have det sjovt og jeg vil gerne bare leve

2/2

zombiede mig hen til bibliteket

skulle fucking ikke 'hjem' lige nu -eller om 3 timer for dem sags skyld

tog der ind

de var ved at sætte op til noget der ligte foredrag

nå fint nok

gik ovenpå til 2 sal

stol

sidde ned

mobil twitter og tumblr og musik

en sten zombie der zombier

det arrangement der nede ville starte kl 8 åbenbart tjekked det ud på hjemmesiden

8 foredrag på 10 min hver

det ku jeg vel godt

føler mig alligevel død og en meningsløshed

det startede og jeg sat mig på et bord lænte mine arme på glas hegnet der sad jeg i 1 halvdel

det var egentlig ret spændende den første snakkede og bæredygtighed miljøvenlighed osv ya know min kop te af noget af det eneste jeg gir en fuck about

der sker noget

så var der pause

2 halv del

rykket mig ned til en stol i stueetage

der var et oplæg om iværksætteri og fuckkk det var sjovt man

han lavede en fucking butik kun med slik og kaffe automater wtf det her der guld

og i rønne endda

jeg grinte??????

smilte????

det sidste to dage har bare været lort ik

folk her hjemme er kun seriøse eller sure eller dovne og det hjælper ik en skid på mit ellers meningsløse-wtf-lever jeg for-humør

så det var virkelig rart at få grint

fra et andet menneske

showet hed 'kort sagt' tror ærlig talt det reddet min aften

hvis jeg havde været sådan helt grå de sidste 2 dage så nu under 'kort sagt' fik jeg farve langsomt tilbage

samme når man tager en bid af en citron og blir helt 'frisk' bag efter

det var det samme bare strukket over em halvanden time eller hvor langt det nu varede

det var bare, egentlig rart ja se og høre folk snakke om ting, vigtige ting, ting de passioneret omkring, eller deres historier eller en blanding, eller måske bare at høre andre mennesker i samme lokale fortælle om dem. dele historie eller budskaber eller noget tredje

da det var færdig

ham der havde oplægget om iværksætteri, jeg havde den der fornemmelse at jeg blev nød til at sige noget til ham om hans oplæg

sagde til ham noget ligne "hej, jeg ville bare lige sige noget inden jeg gik. i dag har været en rigtig neden dag(han gentog og kiggede 'nederen dag?) , ja en rigtig nederen dag og jeg kom forbi biblioteket og så der blev holdt det her arrangement, altså helt tilfældigt. tænkte jeg ville bli og se det

og dit oplæg fik mig til at grine (og smile) og det var bare rigtig rart

(han var sådan aw, og legit smilede med øjnene) -ja blev legit glad af hvad jeg fortalte ham- ham sagde noget med han var nærvøs om hvordan det nu ville gå og jeg sagde noget ligne med at det var sjovt og humoren og teknikken var gennemført, sagde igen noget af det jeg sagde tidligere, han gav mig hånden og jeg tog så videre

ved det noget man vil ku huske

komplimenter der kommer direkte fra hjertet, en udskåret rå sandhed

det det ægte og det det man husker

han kunne høre jeg snakkede direkte fra hjertet af, jeg sagde tingne som de var, og han skulle vide hans lille 10 minutters oplæg fik mig ti at grine på en ellers meget grå dag, og ja lært mig at man skal bare gå hen og sige det

de kan jo lige så godt vide hvor glad de har gjort et andet menneske der ellers var gået rundt hele dagen i gråt

fik grint i dag, som ikke var fra en skærm

og det var bare virkelig rart

okayy burd sove nu her forrr skal se på lejlighed i morgennn

Engang læste jeg den er post, hvor en eller anden kommenterede hver eneste brallie scene i hvert eneste afsnit af the fosters. Og nu (fordi jeg simpelthen har så meget tid) har jeg tænkt mig at gøre det samme med Anna og Janus fra Den Anden Verden - og intet skal stoppe mig!

(Det blev lidt længere, end jeg egentligt havde forestillet mig?? Jeg ved ikke lige, hvad jeg forestillet mig, men nuvel. Derfor er det hele under cut - det andet kunne jeg ikke byde nogen.)

Jeg har dog allerede mødt problemer, da de fire første afsnit allerede er taget ned fra dr tv - så medmindre jeg finder en anden mulighed for at se dem, så bliver de altså ikke lige kommenteret på. Det gør dog ikke alverden - mindes kun en enkelt lille scene, som var bemærkelsesværdig, så mon ikke vi klarer den.

Afsnit 5: de er faktisk sammen i mange scener i dette afsnit, men det er lidt som om de ikke snakker sammen overhovedet - meget skuffende.

Afsnit 6: en sceneee. “det var godt, du var der”. anna har det mest cute smil på under hele samtalen. // (som en lille sidenote, så er det i det her afsnit den onde dronning spiser hvad hun tror er menneske lever og lunge. så shit hvor er det bare klamt) // anna og janus igen på samme scene uden at snakke med hinanden - men anna har da fået janus til at være der, så det er da altid noget.

Afsnit 7: anna overrækker janus det nye manus - han vil gerne have hende til at øve dem med ham. ellers snakker de bare sara. // ikke flere scener. er stadig meget skuffet.

Afsnit 8: det starter godt: anna og janus, der åbenbart er mødtes et eller andet sted, kommer cyklende sammen og joker. SÅ glad for at de er venner først // “jeg suger energien til mig” - “det må du godt lære mig så” - “jeg kan prøve” *hearteyes* // “det skal nok blive godt” janus er nok annas allerstørste fan // janus kigger bekymret på anna, indtil hun får styr på nerverne // janus smiler mens han spiller død - tydeligt meget stolt.

Afsnit 9: anna prøver prinsessekjolen - janus laver de vildeste hearteyes. janus tager faktisk ikke rigtigt øjnene fra hende. “du ligner en prinsesse” - janus er allerede dybere nede i det hul, end jeg er // de skal træne til drømmescenen. janus kigger meget på anna. de joker lidt mere - igen elsker, at de er venner. janus kan ikke få sig til at grine rigtigt af anna. anna griner lidt af sig selv, og hvor dårligt det går - janus griner ikke (han ser på hende lidt som i den første scene, hvor hun står på scenen første gang) // “du var meget bedre i anden gennemspilning” - janus er stadig kæmpe anna fan. “så har du ikke tid til tænke på din sceneskræk” - “det er nok det dårligste råd, jeg nogensinde har fået”; ork hvor er de altså søde. hvad der er virkelig sødt ved den sidste del af samtalen er, at anna meget casual spørger, om han vil hjælpe (fordi de faktisk er venner), men det hele får lidt en sød akavet stemning over sig - især fordi de HELE tiden kigger på hinanden (og så lige kigger hurtigt væk igen). det er, som om at de godt ved, ligesom alle os andre, at det ikke bare er af venskabelige årsager (måske især fordi janus stadig laver de vildeste hearteyes). scenen slutter med anna, der kigger med hearteyes efter janus. jeg forestiller mig, at jeg lyder lidt som elias ehlert gør i sit indslag fra comedy aid ‘14, hvor han snakker om, hvordan han ser på sine katte. // anna og sara scene. sara bliver ved med at bringe janus op - anna vælger at lyve omkring ham, og sige at han ikke vil hjælpe (og afviger fra at svare på, om han vil kysse). sara finder jo selvfølgelig ud af, at det ikke helt passer, og jeg synes, at det faktum at hun afviger fra at fortælle fortæller en hel del.

Afsnit 10: vi starter rigtig godt!! anna øver sig på at svæve - janus hjælper. igen kæmpe fan. “okay” - “okay?” - “okay”. de står lidt tæt og sød musik begynder bogstavelig talt. SÅ GIVER HAN HENDE LIGE MASSAGE #stabmewithaforkimsodone. “vi er kollegaer nu. vi spiller begge hovedroller” - “du bliver ved. det giver mig sceneskræk”. MÆRK. MIN. PULS. Meget bekymret: “har den været sådan hele tiden?” - “ikke før du begyndte på det der hovedroller” - “så find på et andet ord for hovedroller” elsker stadig at de er venner og kan joke. janus har ikke flyttet hændernes fra hendes puls (det skal man åbenbart bruge begge hænder til *sideeyes janus*), da emma kommer. janus flytter sine hænder så hurtigt, at det først bliver mistænkeligt - du mærker bare pulsen på din ven janus, prøv lige at holde dit gameface (og så synes jeg, det er lidt mærkeligt, at emma lige venter til om aftenen med at snakke med janus, selvom vi lige har hørt, at de skulle være sammen om eftermiddagen, men fair nok) // emma tror, at janus har mere tilfælles med teaterpigerne - jeg giver hende ret // janus går lige ind og fortæller det til anna - han er meget hurtig til at acceptere det (jeg ved godt hvorfor). anna giver ham et betryggende klem på skulderen - det er lidt i stil med alt andet de gør pt: en smule kavt. // sonja siger kærlighed er til besvær (eller noget i den dur) og anna kigger betydningsfuldt ind i spejlet. // “så kan du få janus for dig selv. … du er jo vild med ham” - “vi er bare venner” - “du bliver nødt til at slå ham ud af hovedet. du må love, at i ikke bliver kærester” - “jeg er ikke vild med janus” siger anna og ingen i verden tror på hende (heller ikke helt hende selv) // sara spørger janus omkring anna - og hans gameface falder igen. jeg er godt tilfreds med janus’ panikken må jeg sige // janus venter på anna. “du kan godt huske det” - “hvad?” …… “det med at svæve” (det var nok ikke lige det janus tænkte på, hvis vi skal være helt ærlige) - “nå ja, ellers må vi øve det igen” - “DET ER JEG FRISK PÅ” (janus råber faktisk ikke her, men hans svar kommer så promte, at han lige så godt kunne have gjort det). den søde musik begynder igen, da deres akavet snak opstår: “vi ses” - “det gør vi”. så stirrer janus lidt mere på anna, end han plejer - hun kommer med det der “hvad?”, hvor vi allesammen godt ved, at hun godt ved hvad. SÅ KYSSER JANUS HENDE. (han er som sagt meget hurtigt over emma). anna går i forvirring. jeg forstiller mig at janus lige siger “bum bum”, som han sidder der.

Afsnit 11: afsnittet starter med den søde musik, som vi på nuværende tidspunkt godt ved, tilhører anna og janus, så derfor ved vi også at når anna står og øver replikkerne til den sidste scene i stykker, så tænker hun på janus. // anna står på scenen janus kommer. “undskyld, det der med at jeg kyssede dig” - stilhed. “jeg troede bare, at du også var interesseret. er vi stadig gode venner?” anna svarer ikke, men janus er ikke lige sådan til at vælte af pinden, så han er simpelthen klar på at kysse igen - anna er ikke afvisende. de bliver desværre afbrud af rikke og philip, som vil have janus op og svæve. han panikker på grund af sin højdeskræk, da han kommer ned, lægger anna en trøstende hånd på armen, og tager ham med væk. de snakker om deres respektive frygter. anna siger, at de ikke skal være flove. janus smiler og anna smiler igen. de er simpelthen så cute, når de sidder der på trappen og smiler til hinanden. jeg er i himlen i hvert fald // anna stiller sonja det retoriske spørgsmål, om hvis nu man er vild med en, men har lovet sin veninde, at man ikke vil score ham - er det så i orden alligevel? sonja siger nej, men det er egentlig ikke så vigtigt: det vigtigste er dog at anna jo indrømmer, at hun er vild med janus - og endnu vigtigere, at hun sikkert har været det er stykke tid.

Afsnit 12: (jeg vil gerne give et skud ud til forholdet mellem philip og anna - det er simpelthen så sødt!!) // anna står nervøst på scenen - janus (hendes største fan) giver hende opløftende nik. “det skal nok gå” janus er på banen igen. sødeste lille dreng. // (DE KLIPPER FAKTISK EN TÅ AF - CRAZY SHIT) // “er du klar til store svævetur?” - “er du glad for at du slipper?” sassy anna jeg er vild med dig. janus laver hearteyes igen. janus svæver også (min yndlings plottwist). anna siger “what” men de smiler simpelthen så stolt til hinanden. so precious // “du var bedre en din søster” + “for en uge siden sad du nede i sufflørkassen” janus er simpelthen kæmpe fan. han har altså en fan gruppe på facebook - jeg er ikke i tvivl. anna giver ikke så mange fucks for det godt nok, men beder ham i stedet komme op ved siden af sig. janus ved nok egentlig godt, hvad det betyder, men han er blevet snydt før. hun kysser ham selvfølgelig. jeg skreg indvendigt (denne gang også). ER DU VILD, HVOR ER DE BARE ALTSÅ CUTE. TAL OM GOALS.

Afsnit 13: sara skal giftes, men har åbenbart stadig dipset janus. ikke fair. // dette afsnit har ca den sødeste anna og janus scene. seriøst. anna kommer glad ind - janus sidder i en sofa. anna sætter sig ved siden af, de siger ca to ting til hinanden, og så er anna på vej til at rejse sig igen. det er lidt mærkeligt, at hun sætter sig i første omgang med den fart. janus er heldigvis en hurtig dreng, og får sagt “du var god i går”, inden hun får rejst sig. udover at denne scene er en af de sødeste, så er den virkelig også en turning point for janus - han falder nemlig lidt i et cliché hul nu. heldigvis har janus charmen og hearteyesene for anna til at bære ham: “det var du også.” - “du gjorde mig god.” anna synes både kommentaren er sød og dum - tror, vi alle er lidt enige. DEN SØDE MUSIK BEGYNDER IGEN. janus tager annas hånd. “er vi sammen nu?” - “måske.” annas svar er en af min venindes yndlings replikker - og jeg må bakke hende op. et måske kunne have slået nogen ud, men heldigvis ikke janus. han nusser lidt ved hendes hår - “kun måske?”. anna vil ikke have nogen til at vide det. albert kommer - de springer så hurtigt fra hinanden, at det bliver mistænkeligt IGEN. jeg er vild med det. de kan ikke tage øjnene fra hinanden, da anna forlader rummet. jeg kan simpelthen ikke lade være med at smile gennem hele scenen. og jeg glæder mig allerede til at gense den om et års tid. // anna og janus sidder ved siden af hinanden på scenen, da de snakker om, hvorvidt teateret lukker eller ej. albert er på den: “så får i to mere tid til at kysse.” - janus får ikke afværget ordentligt, så camilla følger op med “er i sammen?” og ærligt, så er janus’ reaktion min yndlings: man kan se panikken i hans øjne, efter han lynhurtigt drejer hovedet for at se på anna. jeg elsker det seriøst så meget, dels fordi jeg synes, det er så dumt, at han ikke kan holde sit gameface, dels fordi man godt kan regne ud at han er bange for hendes reaktion: hvis nogen får det af vide, risikerer han jo reelt at hun ikke vil være sammen med ham mere - og det vil han ret tydeligt undgå. “nej, det er vi ikke” siger anna og forlader rummet. janus panikker BIG TIME springer ned fra scenen og råber-ish “anna. vent!”. GAMEFACE JANUS (siger jeg, indeni er jeg helt vild med hans desperate reaktion. han er godt nok glad for hende - og dybere i hullet end mig). // vi møder dem igen i deres fulde vinterindpakning gående i hvad vi tænker er et stykke fra teateret (ved broen, som altid). jeg er vild med, at de givetvis har gået et stykke tid med janus haltende efter anna, mens hans beder hende vente. janus bliver sat i den vildeste lose-lose situation: “jeg kan ikke gøre for, at albert regnede det ud.” - “så kunne du sige til ham, at han ikke skal sige det til nogen.” - “det har jeg gjort.” - “men så har du jo sagt det til ham”. there’s no winning janus. janus vil have en grund for, at ingen må vide det - anna vil ikke sige det, men for en gang skyld er janus god og regner ud, at det er, fordi sara ikke må vide det. den søde musik begynder igen igen og så kysser de på broen. jeg tror at den eneste, der i dette øjeblik er mere glad end mig, er janus. // et fantastisk afsnit for de sødeste to. // (sara siger “du kan ikke bare vække mig uden at få lov” til rikke, og det er muligvis den sjoveste replik nogensinde).

Afsnit 14: anna og sara snakker, da janus kommer. sara gider ikke snakke med ham - det er dog sjovt. janus synes altså, at anna skal snakke med sara om dem - og søde janus, JA, det ville være det rigtige, men hun har ikke lyst, og det skal du altså bare nødt til at respektere. emma skriver til janus, fordi hun vil mødes. anna bliver trist, janus nusser hende på skulderen og forsikre hende om, at det er okay. janus kæmper lidt en kamp i den her scene - anna er ikke super samarbejdsvillig, men det er også ok nogen gange. // janus mødes med emma (hun er umiddelbart bare mødt op i teatret). og sådan helt surprise-agtigt, så vil hun være sammen igen. janus synes ikke, det er en god idé (tak janus. dig kan jeg så godt lide). emma smider armene omkring ham (ved faktisk ikke engang om janus giver et halvhjertet forsøg igen - tak). de har så åbenbart været sammen i to år??? synes janus er meget hurtigt videre fra hende, men nuvel, anna er også godt nok skøn. anna ser på dem fra scenen - hun tror, at janus vil være sammen med emma igen. selv første gang jeg så det, var jeg godt klar over, at han ville vælge anna - hende er han helt vild med (ligesom mig). // albert og janus snakker om, hvorvidt emma mener det - og hvad janus, så lige tænker om det. janus er sådan helt: vi har været sammen længe. albert er sådan: anna vil være lykkeligere sammen med mig. dét tror janus ikke helt på. det tror jeg ikke, at der er nogen andre, der gør. // anna er meget trist. sonja prøver at gøre hende i bedre humør. janus kommer ind og laver hearteyes. “har du fem minutter?” - “NEJ”. janus kigger fortabt efter anna, som hun sådan stormer ud. synes godt nok at mine søde små børn fortjener bedre!!! // janus skriver til anna (elsker at han lige signerer sms'en med janus). i forhold til at anna ikke vil give janus fem minutter, når de faktisk er sammen, så er hun ret hurtig til at mødes med ham der (yesss!!!). janus er sådan: emma vil være sammen igen. “måske er det noget pjat det der med os” - “jeg synes ikke det er noget pjat” SÅDAN JANUS - fantastisk kommentar. “selvfølgelig skulle vi ikke være sammen igen” (den søde musik begynder) “jeg er sammen med dig”. janus nailer den her scene - uden at blive alt for cliché. anna laver hearteyes. de krammer - og hvis der er noget, jeg er vild med, så er det kram: kys er virkelig sekundært her. de er også søde, når de krammer. Jeg er glad for at anna og janus formår at være så søde i en ellers cliché storyline.

Afsnit 15: albert kommer lige til at nævne at janus har en ny kæreste overfor sara. han indser hurtigt, at sara ikke ved noget, og smutter inden, han får sagt alt for meget. // sara spørger anna, om det er rigtigt, at janus har fået en ny kæreste. anna siger nej, og spørger, om det er vigtigt. sara svarer, at “hun er bare er nysgerrig”. i call bullshit. janus har smuglyttet til samtalen og overrasker anna, da hun går ind i garderoben: “sig det til hende. sig til hende, at vi er kærester” -  “vi skal bare ikke sige på nu” - “alle ved det alligevel”; jeg kan forstå Janus, det er slet ikke det. det er en semi-unfair position, anna sætter ham i, men jeg har lidt svært ved at forstå, han ikke forstår, at hun ikke har lyst?? jeg synes virkelig, at det er noget, hun selv må ligge og rode med - det er jo ikke ligefrem, fordi sara er meget sammen med dem alligevel. anna vælger klogt at skifte emne. hun fortæller, om den instruktør, der gerne vil caste dem. de bliver enige om, at det kunne være ret sejt at blive filmskuespillere. jeg er virkelig glad for, hvor meget de altid smiler til hinanden/når de er sammen - jeg elsker, når folk er glade for at være sammen. jeg er blevet træt af angsty-couples, og nyder virkelig alt, der ikke tilhører den kategori. // et lidt skuffende afsnit, hvis jeg skal være helt ærlig. der var slet ikke hearteyes og halv-cliché replikker nok.

Afsnit 16: anna har overskrevet hele manuskriptet med “janus” og hjerter, og sådan. sødt. jeg er kæmpe fan. // anna og janus øver replikker sammen. de joker lidt med, at søren har skrevet deres roller ud af stykket. janus vil synes, det er vildt fedt, hvis de begge får filmroller (han bliver klogere). “jeg har været med i en musikvideo. den har du set” - “der var du 8 år gammel” (jeg fornemmer her, at de enten har været venner længe, hvilket jeg sådan set antager, eller at janus er meget stolt af sin rolle i den musikvideo, og alle på teatret er blevet høvlet igennem den flere gange). den søde musik spiller. men så skal janus selvfølgelig ødelægge det ved at bringe sara på banen: “du har fået sagt, at vi er kærester ikke?”. anna når ikke at svare inden instruktøren kommer - men vi fatter alle hintet om nej, det har hun ikke. // (skud ud til instruktøren, som er meget forstående) // “jeg er vist nok lidt forelsket” (YAAAAAS) “det er forfærdeligt” - “vil han da ikke have dig?” (jo, det kan du dælme tro, han vil. janus er all hearteyes) “jeg tror, man skal følge kærligheden”; JAAAA TAK INSTRUKTØR, HVIS NAVN JEG IKKE KAN HUSKE !!!!!! // anna kommer glad hen og spørger janus, hvordan det gik. janus var alt for cute til at spille badboy. anna til gengæld var mega god, og får rollen. den største anna fan janus dør lidt i det øjeblik, hvor han bliver lidt tøsefornærmet over, at hun er bedre end ham. jeg vil ikke sige, at jeg er uforstående, men skuffet, det er jeg. // sara møder janus og spørger ham, om det er helt slut mellem ham og emma. janus: “Har anna ikke sagt noget?” mig: dét gør du ikke janus. janus: “det kunne bare være, at hun havde fortalt, at emma havde fortrudt?” mig: gudskelov janus. der var du altså lige ved at dumme dig. sara: “er dig og emma så sammen igen?” janus: “jeg har fået en ny kæreste.” mig: NEEEEEEJ JANUS. STOP. NU. sara: “hvem?” mig: du siger det ikke janus. du gør det ikke!!!!! janus: “anna”. mig: nej nej nej janus, dit store fjols. Din kæmpe idiot. // “mig og janus er blevet rigtig gode venner” - “måske lidt mere end det også” (for en gang skyld er jeg enig med sara - det er vist lidt mere end det.) “kan du huske, hvad du lovede?” - “det kunne jeg ikke holde” - “jeg troede, jeg kunne stole på dig” - “hvad nu hvis vi er glade for hinanden”; sødeste anna er så forelsket i janus, og fanget i det her, og det er virkelig ikke fair (janus giver jeg pt ikke så meget for; det var ikke hans “hemmelig” at fortælle). “du lovede det” - “du tvang mig til at love det”; jeg kan mærke, at jeg slet ikke er objektiv nok til at kommentere på den her scene: jeg forstår godt saras frustration, men hun har lige sagt, at hun elsker prinsen, så køl lige lidt ned søster. de stormer fra hinanden. en sørgelig scene faktisk, den skærer mig lidt i hjertet. // dørene er åbenbart vildt lydtætte på teatret, så rikke har ikke hørt noget, og janus er TAGET HJEM. hvem fanden tager hjem, mens nogen råber sådan?? især når den ene er ens kæreste, og man er grunden til det. ved nærmere eftertanke er han nok flygtet - scenen kunne have kostet ham livet tbh.

Afsnit 17: det er dagen for premieren. vi ser anna komme. vi ser janus vente på hende. hun afviser hans kys - janus spørger ind til filmrollen. han er godt klar over, at han har fucket godt og grundigt op. “han så, hvor smuk jeg var” - “ja, jeg gjorde”; cliché-janus at it again (jeg krummer lidt tæer og smiler meget). “hvorfor er du så afvisende?” det synes jeg måske, at jeg allerede har gjort klart for dig janus, men vi giver da lige anna chancen også: “du lovede ikke at sige det til hende.” - “det gav ikke mening at blive ved med at lyve” (jo janus, det gjorde det altså) - “hun flippede totalt ud” - … - “slap nu af. du burde hellere være taknemmelig” jeg stopper dig lige her en gang janus. det er satme en dum kommentar - det er synd, at albert (eller enhver anden) ikke er der til at stoppe ham. “er du slet ikke glad for, at vi er kærester?”; jeg håber at janus ved, at selvom jeg er lidt ond ved ham, så er jeg stadig MEGET glad for, at de er kærester. anna siger heldigvis også jo, men: “men min søster hader mig nu. fordi jeg var så pissedum at forelske mig i dig”; mit hjerte græder pt af rigtig mange grunde. KÆMPE skud ud til fanny i den her scene: pisse godt arbejde, seriøst. janus virker meget overrumplet, men stopper hende heldigvis og får hende givet et kram (igen, elsker kram af hele mit hjerte, og det er så perfekt her). han lover hende, at de finder ud af noget. en meget sørgelig, og/men enormt rørende! fanny stjæler på alle måde scenen. // (jeg føler mig personligt angrebet, når den søde musik bliver brugt ved andet end anna og janus) // (og, “sara elsker prinsen”, men fy føj, om hendes søster må have det på samme måde). // lige en lille ekstra kommentar: i traileren siger anna “vi kan ikke vække sara” TO gange??? men hun er der alene (mit anna/janus hjerte var ellers så sikker på, at han var taget med for at støtte hende - jeg græder lidt). // anna er røvsej at se sin søster blive kørt afsted og tænke, at hun bliver nødt til at spille premieren. // anna stopper på scenen. janus to the rescue: “stop så, når hun siger, hun ikke kan”. skud ud til camilla, som spørger ind til sara i stedet for at tage hovedrollen. // ærligt ikke nok anna og janus, men den første scene redder det, og det faktum at det er meget rørende afsnit hjælper også meget.

Afsnit 18: sara ligger på hospitalet. anna prøver at vække hende - uden held. efter at have været en tur i den anden verden, er vi tilbage hos anna, hvor janus kommer. “jeg kan ikke det her” - “hvad kan du ikke?” - “jeg kan ikke det her med at være kærester” (jeg græder allerede.) - “det føles endnu mere forkert, nu hvor hun ligger i koma” - “de to ting hænger ikke sammen” (janus er allerede desperat. han er ikke ligefrem lykkedes med at få hende overbevist om noget tidligere) - “jeg lovede, at vi ikke blev kærester. da hun opdagede det, skete det her” (janus kigger ned. det er en tabt kamp) - “du blander tingene sammen” (jeg vil også sige, at janus ikke gør noget hæderligt forsøg - og ikke en eneste cliché) - “det er bedst, vi bare er venner” (synes ingen. overhovedet. lad være med det) - janus nikker bare (til hans forsvar ligner anna ikke en, man lige skal tage en diskussion med - hun er meget trist). han går, forståeligt nok, anna siger “janus", men det bliver ikke rigtigt til mere - vi zoomer i stedet ind på hendes ansigt og ser en tåre. en meget trist scene. man har så forbandet ondt af dem begge to. // (det er også i det her afsnit, søren tager sin største idiot-hat på, og beder rikke om at bestemme skæbnen for teateret, mens hendes datter ligger i koma. jeg har absolut ingen forståelse for hans situation - ligesom alle andre antager jeg??. rikke slås derefter med sin døde mand - helt fysisk. så mærkeligt!!!) // anna har været hjemme og skifte inden hun møder op på teatret. janus kigger på hende. en hård scene (mere); philip skal fortælle skuespillerne, at teateret lukker. den giver mig kuldegysninger. forfærdeligt. anna og janus udveksler et blik, men det er også det. // (når jeg først kommer i gang, får jeg sådan lyst til at kommentere på det hele - men det er måske lidt for sent nu) // (“magiske sværd er altid fede” - pede nailer det her afsnit) // ikke mere anna og janus i dette afsnit - og som jeg husker det ikke i det næste afsnit heller. det var lidt, hvad man kunne forvente; de var simpelthen for glade sammen.

Afsnit 19: janus går rundt på teatret. han ser ned i sufflørkassen, som indeholder en masse billeder af anna (og det må jeg sige er mærkeligt - det er skuda hende selv, der sidder dernede). janus spørger philip, hvorfor han ikke har en kæreste: “det er vel fordi, jeg ikke har mødt den rigtige” - janus kigger på et billede af anna - subtle janus. “… det er bedst, vi bare er venner” - janus vender det hvide ud af øjnene og siger: “det kender jeg godt”; okay seje. “hvad mener du?” - “anna slog op med mig i går” *sadface*. jeg gad vide, om anna og janus var nået rikke og philips ører? vi ved det ikke. // anna finder endelig ind til sara på slottet: “jeg er kommet for at redde dig” - “jeg troede, du havde travlt med alt muligt andet. janus, for eksempel”; 1. kom nu videre. 2. vi er faktisk nogen, der savner at hun har travlt med janus, så jeg synes ikke, der er nogen grund til at lyde så tvær. anna ignorerer janus kommentareren - forståeligt, den var lav - og fortæller, om alt det, der ikke lige går så forbandet godt i den virkelig verden. “og det er min skyld?” (nej, men det er en konsekvens af dine handlinger) “du lovede, du ikke ville røre janus” (SERIØST TØS. det er for meget) - “vi er ikke kærester mere.” (og ja, dét er din skyld) - sara virker irriteret, da hun siger “okay”. og det er da forståeligt nok, hvordan skal hun nu holde anna til ansvar for sine egne dårlige beslutninger?? anna fortsætter med at overtale sara - og i den her situation er anna noget mere moden end sin ellers så modne søster, hvis vi nu skal være helt ærlige. sara bryder ud i gråd - hun er ved at blive sindssyg, prinsen er ved at blive creepy. anna er glad nu. “du må undskylde alt det med janus” ????????? for real??? seriøst??? det er ca 2 minutter siden du kom med spydig kommentar. hun er dejligt hurtigt til at ændre mening. anna siger, at det er ligemeget. jeg er MEGET uenig. vi er altså stadig nogen, der rigtig meget savner dem, den søde musik og janus’ cliché replikker. sara siger, at hun jo selvfølgelig ikke kan kræve eneret over ham - og det tror jeg, vi alle er enige om. “jeg har aldrig sørget for, at du blev lagt mærke til” - “nej, du har været totalt dominerende og egoistisk”; jeg ved ikke, hvad sara havde regnet med, men jeg tvivler på, at det var det. anna tilgiver hende. ja, hele scenen handler ikke om anna og janus, men så lidt alligevel. // som sagt ingen anna og janus scener. desværre. men alligevel en fremgang i deres historie, så det er altid noget.

Afsnit 20: ingenting. absolut ingenting. et godt afsnit jojoo, men jeg er ved at savne de sødeste to nu.

Afsnit 21: nok det mest nervepirrende afsnit. scenen, hvor sara vågner igen, er så rørende og fantastisk velspillet. desværre ingen anna og janus. men det ændrer sig heldigvis nu.

Afsnit 22: (philip er en gave i “vi laver en afskedsforstilling”-scenen. “det skal ikke være flyttekasser, for den slags pap dur simpelthen ikke” HAHAHAHAHAH elsker philip) // (rikke er (endelig) også blevet super badass og er sassy af overfor søren - im here for it) // jeg får deja vu med anna kommer med nyt manus til janus (og ja, det rimer simpelthen haha). anna er på vej væk (igen), janus stopper hende - den dreng giver bare ikke op. han spørger ind til sara - gør han meget den gode dreng. “vi er ikke de samme længere.” - “hvad med os? har vi forandret os?” - “hvad mener du?” - “jeg mener jo,” (yess, kom så janus. dine hearteyes lyver ikke. nu er det nu!!! - ps. anna vil have ham til at sige det samme som mig) “vi er venner?” (NEEEEEEJ JANUS. YOU HAD ONE JOB). - “du vil altså være venner?” (janus mus, det er dit stikord. hun vil heller ikke bare være venner) - “jeg tror det er bedst, vi bare er venner” (ARE YOU FUCKING KIDDING ME JANUS?????). anna siger stålfast ja, janus siger lige så stålfast ja. ingen af dem mener det. men fair nok det hele kan ikke være godt endnu. // janus er den sødeste seriøst, da han finder rødhætte fra “den der den anden verden” (tak pede). // “du er godt nok god til at blive i rollen” - janus er også sjov, der kan man bare se. anna og sara snakker lidt internt om krystaller. janus er sådan: jeg vil også være med. anna er sådan: nej janus - den her leg er kun for piger. “stol nu lige på mig!” (janus har rejst sig, for at sige denne replik) - ham og anna kigger længe hinanden i øjnene. anna kigger så på sara, og sådan: jeg elsker ham, please lad mig ikke ødelægge det mere end højst nødvendigt. // anna og sara fortæller om “deres” eventyr i den anden verden. janus tror ikke en skid på dem - hvilket man sådan set godt forstår. så kommer otto og sender rødhætte hjem. janus springer så hurtigt op fra stolen, at han kunne have fået en fiber. janus siger yada yada “krystal?” - anna griner lidt overbærende “ja, med den krystal.” // vi er tilbage - ikke for fuld smadder, men godt nok lige nu.

Afsnit 23: (philip er igen en gave. denne gang i scenen, hvor prinsen spørger ind til sara. det gider han sku ikke det pjat) // anna og janus sidder sammen nedenfor scenen. janus har slet ikke glemt sine hearteyes. de snakker lidt om otto og hans skuespilstalent. de griner. jeg er glad. janus spørger, hvad de gør med kostumer (forstår jeg heller ikke, at de ikke har styr på endnu). “vi kan ikke gå på scenen i det her” - “hvorfor ikke?” - “så er vi jo bare os selv” (man kan på sin vis sige, at det er ligemeget, om janus er sig selv eller spiller prinsen - han vil jo have anna under alle omstændigheder) - “det er da ikke. jeg er tornerose, og du er prinsen” (den søde musik begynder. det gør mig glad - de tager altid deres cutehed til et nyt level med den musik i baggrunden) - “jeg føler mig ikke særlig prinseagtig i det her” - “det skal nok komme” siger anna med et lille smil og munden fuld af æble. janus smiler lidt for sig selv, inden han siger: “du ligner en prinsesse lige meget hvad” JEG DØØØØØR. CLICHÉ-JANUS IS BACK IN THE GAME. anna ved ikke lige, hvad hun skal sige, og ender vist med et “jaja”, og jeg kan godt forstå hende. det er vel ikke mere end en dag siden, janus sagde, at han helst vil være venner - det er lidt som om sådan en kommentar (hvor sød den end er - og den er meget sød!!!) ikke rigtigt stemmer overens med det. philip kommer heldigvis og afbryder den akavede stemning med at fortælle at janus har fået en konkurrent i en eller anden freak, som går og kalder sig prins. anna regner ud, at det er den rigtige prins. janus er sådan: what dælen do we do? anna har en idé, og vi hører det ikke, men jeg er sikker på, janus synes det var den BEDSTE idé i verden. // sara prøver at få prinsen frem. hun tror ikke på det. anna siger, at det er bare ærgerligt. sara er lidt bange - janus springer frem med sit træsværd og svinger lidt med det. det giver anna ikke mange fucks for. prinsen går ind der, hvor janus er. de snakker lidt - om teaterkys, og hvad ved jeg. men igen viser dørene sig at være super lydtætte, så det er først, da janus råber efter dem, at de hører det. der var et mindre hul i annas plan, da hun giver fuldsmadder på røgmaskinen: “hvor er han?” - “er der ikke nogen, der kan se ham?” - “vi kan ikke se noget janus”; anna får det lige til at lyde som om det hele er janus’ skyld - hvilket jeg ikke synes er fair. // (vi har lige en scene med rikke og philip, hvor philip lige får sagt, at hun er meget smuk. da hun går igen, griner han røvmeget sig selv - for det var godt nok dumt - men sødt). // “anna? anna?” - “janus?” - de kan ikke finde prinsen, men synes deres kalden var så sød. “og anna?” - anna har en smule vind i håret og ser generelt bare godt ud, da hun vender sig om. - “pas nu på ikke?” - “okay”. det er vigtigt, men stadig cliché af janus. // vi har lige en lille: den onde dronning er ved at dræbe sara, så prinsen dræber dronningen. så kommer janus og SPRINGER på prinsen. han er sådan ok sej lige der. jeg ved ikke lige, hvad der helt går galt for dem, men de får i hvert fald ikke sendt prinsen tilbage. så er det lidt mere løben og gemmen - anna og janus er der begge, men ja, det er ikke ligefrem, fordi der er tid til cliché-janus laver hearteyes. // der er kun et enkelt afsnit tilbage nu, heldigvis med en masse anna og janus, så det ser vi frem til.

Afsnit 24: sara gennemgår lige de sidste ting angående stykket lige inden premieren - de har fået styr på kostumer siden i går, vi hører ikke, hvordan eller noget, men det er underordnet. sara synes det er kedeligt, at tornerose og prinsen (ps. Janus har fået det lækreste slikhår) får hinanden til sidst (bitter much). anna synes det ikke. de øver og de snakker mere til hinanden end som prins og prinsesse. Sara synes sagtens de kan nå at ændre det - anna og janus udveksler et blik og griner. // (alt i alt er det lidt underligt, at de skulle flytte premieren for to nissescener, men sagtens kan lave et helt nyt stykke - ja okay, manuskriptet er vel ca det samme - på ligesom to-tre dage???). // de står allesammen i rundkreds med hinanden i hænderne. Philip beder dem lukke øjnene. Der går vel ikke mere end to sekunder før janus åbner sine for at sende hearteyes til anna, som (heldigvis) også åbner øjnene og de smiler til hinanden - med hearteyes selvfølgelig. vildt cute. sara åbner også øjnene (alle er åbenbart sådan helt: “fuck philip”). hun smiler bedrevidende - hvilket ærlig talt også er på tide. // anna og janus spiller tornerose og prins - og de er cute, men de spiller også skuespil, så det gælder desværre ikke rigtigt. men er flot par er de altså. // (jeg forstår ikke helt stykket, hvordan det hænger sammen osv., men sådan er det jo nok). // anna gentager det, sara siger. anna: jeg har noget, jeg skal sige. janus: ?????? Da fuck?????. anna gentager sig selv, og janus forstår. “er det, vi har, ikke kærlighed?” - “jo, den første, men ikke den sidste”; rigtigt for sara og prinsen - IKKE rigtigt for anna og janus; de må være sammen forever nu. // (pede bliver lidt sendt til den anden verden med den sidste krystal - jeg tror, det lige er noget for ham). // janus går. han vender sig lidt dramatisk. anna drejer også hovedet dramatisk. Så kigger de lidt på hinanden inden janus går helt ud af døren. sara sender anna efter hende - jeg takker og bukker. // janus gør klar til komme afsted. anna beder ham om at vente. så bliver stemning lidt akavet inden hun siger: “god jul, og alt det der” - janus svarer lige så kavt: “tak - og i lige måde”. så er der ingen, der siger mere og janus gør klar til at gå inden. han formår faktisk at få sin cykel med sig. kameraet zoomer ind på anna - som er meget trist. janus stopper, og så gør han nok det mest cliché overhovedet: han halvsmider sin cykel, vender sig om og siger: “jeg har tænkt over det der med bare at være venner” - han praktisk talt spurter hen imod anna, der lyser helt op, afbryder og siger: “jeg har ikke lyst til bare at være venner” - “det har jeg heller ikke” !!!!!!!! WHAT A DAY TO BE ALIVE. så kysser de - et flot kys faktisk (og ja, kys kan godt være flotte). vi ser deres fødder, hvor anna stiller sig på tæer. så er de lige pande mod pande, og smiler meget lykkeligt til hinanden. inden de til sidst krammer (de når mange ting igennem på det ene minut, men lad nu det ligge), vi ser dem begge to smile helt gevaldigt meget. næsten lige så meget om mig. åhhh, hvor det dog bare en fuldstændig formidabel scene seriøst!!!!!!!!! // anna smiler over hele fjæset, da hun kommer ind til sara igen. “jeg synes, det tog lidt lang tid at sige farvel til ham janus” (ikke lang tid nok) “du er sikker på, at i ikke kun er venner?” - “hvad får dig til at tro det?”; annas ansigt her siger ca lige så meget som janus’ panikansigter gjorde i de tidligere afsnit - hun er sådan set rigtig glad. // set over 24 afsnit er anna og janus sådan set det sødeste par nogensinde!!!

Hvis du læser det her - og ikke bare har scrollet igennem alt det der (jeg har lige tjekket, det svarer til en 13-14 normalsider - ups haha). Det tog temmelig meget overhånd for mig, kan jeg godt mærke - og jeg tror ikke, at det var sådan den post, jeg har tyvstjålet idéen fra, var så detaljeret i alting, men sådan kan det jo gå. Jeg ved heller ikke, om jeg bliver alt for referende, men det håber jeg ikke. Anyways, jeg takker og bukker, hvis du læser det her - især, fordi jeg ikke regner med det. Det her er skrevet for min egen fornøjelses skyld, og hvor har det dog været fornøjeligt. Jeg har brugt på den gode side af 5 timer (nok endda nærmere de 10), og det hele har været det værd. Den Anden Verden viste sig at være bedre i anden omgang. Det var det herfra - vi ses måske igen.

dette er ikke et digt , men jeg har så meget brug for at blive talt med at blive lyttet til at blive rådgivet så jeg kan få styr på alle de flashbacks , alle de følelser jeg ikke forstår som jeg ikke kendte til eller troede jeg ikke besad mere. jeg ønsker så meget at få lov at elske et menneske der ikke bliver bange for alle mine små mærkelige vaner som egentlig handler om mig og mine traumer af livet alle de svigt alle de løgne som er blevet mig givet. jeg skriger så meget i min sjæl på ikke at være mig men jeg kan ikke snakke med nogen om det. jeg føler så tit at jeg er er helt skudt af og det jeg tumler med og føler er underordnet, i forhold til at rumme andre, skal jeg stå til rådighed , men fuck mig at udtrykke eller forsøge at udtrykke hvad der sker i mig er en forbrydelse og bliver afvist , selvom samtale ville gøre så godt , for måske derigennem kan jeg se for den jeg og ikke blive misforstået, men det virker så ofte på mig som om at det er for meget at jeg har lort som tanker og følelser.

så jeg opfatter så tit og ofte mig selv som en person der skal holde kæft lukke af lukke ned og lade som om jeg ikke er et menneske på lige fod med andre. realiteten er nok bare at jeg ikke kan overskue at tage mod hånden hvis den bliver rakt ud og ser jeg varmen lukker op og lader mig selv være et menneske som alle andre , er det uoverskueligt for andre omkring mig. jeg ved jeg ofte kommer til at få det til at se ud som det så er deres skyld at jeg er uduelig på alt det indre. men sandheden er jo helt anderledes ofte er det jo bare mig der ikke kan udtrykke mig korrekt. alle de forbandende misforståelser der opstår dræber mig langsomt endnu mere end overgrebende, det er mere ensomt end at side fast i et forhold med en mand man ved ville dræbe en uden dårlig samvittighed, det er jo hans ret. såvel som min krop er alle andres ret og ikke min egen. 

jeg ved at mange tror jeg er vildt sexuel og boller alle omkring mig , men hvordan skal jeg kunne det når jeg væmmes ved sex ?? jeg skammer mig altid bagefter sex jeg føler mig så beskidt og klam, badet bliver benyttet med ufattelig mange stråler bare for at slippe fri af skylden og skammen , men intet virker for det er jo så indgroet i mig. jeg forstår måske godt det kan opfattes forkert da jeg har slibrig humor , fordi jeg flirter men jeg kan jo ikke engang holde ud at få et kram fra de fleste mennesker. hvis bare jeg var en anden person er min tanke så tit så kunne det måske være at jeg ville kunne fungere i samspillet med andre og udtrykke mig så der ikke opstår forkvaklede misforståelser. 

samtidig tænker jeg , er det altid mig der skal give noget, for hvis andre ikke forsøger at lyttet og forstå selvom det virker overvældende hvordan skal jeg så kunne få lov at være mig selv ?? så skal jeg jo bare undertrykke mig selv som fortidens livs personer undertrykte mig, denne gang er det bare mig selv, så hvor er min frihed i livet egentlig ?? og hvordan skal jeg blive bedre til at udtrykke og forstå mig selv , hvis ingen giver mig chancen og faktisk bruger lidt tid på at finde ud af hvad der foregår i mig. som jeg sider her for mig selv og forsøger at få styr på alt uden at spare med nogen misser jeg vigtig indsigt og mulighed for at udvikle mig på det scociale plan.

jeg høre hele tiden min mosters ord , at jeg ikke duer til noget og at ingen ønsker mig fordi jeg er sådan et fuckhovd , det var ligepræcis det mor lene sagde det rene sagde , det alle jeg har haft tæt på har sagt. det er svært ikke at hoppe med på bølgen og tro på det. for hvorfor skulle jeg ikke kunne elskes ?? og er det virkelig sandt jeg ikke er værdig til kærlighed og omsorg er det måske et værd at have følelser ?? 

fuck jeg er glad for at jeg ikke tyer til stofferne mere for at flygte fra skammen over at eksistere , det er dog så utrolig fristende at bare tage den bane for jeg ved jo jeg bliver tom , men med stofferne kommer der bare så meget andet bs og så skal der flere baner til for at dulme de men der kommer af den verden. en spiral uden ende bare for ikke at føle og skamme sig. nej jeg er nød til at gennemleve smerten fra livet uden noget plaster, så må jeg tage nedturene frygten flashbacks afvisninger føleleser ensomhed savn længsel glæden alt elles lære jeg heller ikke at håndtere dem og blive bedre til at håndtere dem uden at afskrække mig selv og andre. fuck hvor ville jeg ønske at bare en menneske ville sætte sig ned og lytte, men jeg kan ikke forvente noget fra andre, det er jo mit eget ansvar at holde styr på, men damn det gør mig ensom og tanken om jeg intet er værd trykker jo samtidig så det at jeg ikke kan snakke med andre om hvad jeg ikke forstår der sker i mig øger bare min selvopfattelse af at jeg ikke er værdig til mennesklig kontakt på et plan jeg længes efter, tænk hvis jeg kunne få lov at elske andre end bodil og knægten. ja så er der alt det med ham oveni som er så smertefuldt at erkende ens søn er scociopat og farlig selv for mig. at jeg ikke kan fortælle nogen om hans overfald på mig, snakke med andre om hvor svært det er at det menneske jeg elsker allermest i denne verden faktisk det eneste menneske jeg elsker , ikke kan gengælde min kærlighed. hjeg er ret sikker på at det også har noget at sige når jeg sider og ikke tror på at jeg kan elskes at jeg forventer det væreste og jeg tror at alle de fucking problem stillinger jeg ikke siger til andre spiller ind i høj grad for jeg brænder jo inde men så meget jeg ikke forstår eller får sat ord på eller respons på med øjne udefra, det gør helt klart at jeg er så indebrændt og elendig til at genkende det der sker i situationer og som ikke har noget med øjeblikket at gør, men det forpulede mangel på samspil og forståelse mulighederne for at udtrykke mig når det er så jeg gemmer jo bare alt væk i en kiste når der så sker noget udløser det are så meget jeg aldrig har fået taget hånd om, det er jo langt hen af vejen min egen skyld, for jeg kan jo bare betale mig til en samtale partner , det er jo bare et plaster for det jeg har brug for og som jeg er blevet meget bevidst ogjort tm de sidste mdr er tosomheden, trygheden , varmen men jeg er så elendig til det og så bange at det virker umuligt. at jeg er så stor en mundfuld pga alle mine svage mørke sider jeg besidder. så denne lektion til mig selv må være at slå koldt vand i blodet holde igen og øve mig på at sætte de rigtige ord på i situationen så andre ikke bliver påduttet følser og frygt der ikke er deres at bære på sig. måske hvis jeg øver på mit ordforråd og genkendlse af mit idre liv , så kan det måske endag blive virkligt og ikke kun en drøm at jeg kan ligge i nattens mørke timer og snakke kramme grine , at jeg kan håndtere alt den kærlighed jeg har i mig som bare vil ud og voldtage en andens sjæl og at den person jeg er vild med kan rumme det. men først øv dig på at genkende og bremse op når du mærker noget du ikke kan forstå. 

Journal prompt: Hvis jeg kunne snakke med mit teenage-jeg, ville jeg sige...

Dit liv kommer til at ændre sig så meget. Hvor du er nu, er kun midlertidigt. Verden vil komme til at ligge for dine fødder. Alle fører står på vidt gab. Du kommer til at forandre dig som person tonsvis af gange. Jo, det mørke, du føler indeni, vil nok altid følge med dig. Men du lærer rent faktisk at leve med det, at acceptere det, at fungere til trods for det. Og det gør dig stærkere. Din viljestyrke og livsglæde kommer tilbage, og de er stærkere. Du vil møde så mange mennesker. Nogle af dem vil såre dig, de vil forlade dig, de vil misbruge din tillid, og det er der ikke noget, du kan gøre ved. Sådan er livet bare. Men du vil også møde mennesker, der får dig til at smile, til at grine. Mennesker, der gør livet nemmere og sjovere. Måske er de ikke en del af dit liv i lang tid ad gangen, men de er der. Og de vil alle sammen præge dig i større eller mindre grad, også de der sårer dig. Du kommer til at lære dig selv at kende, eller i hvert fald noget af dig selv. Du kommer til at udfordre dig selv på godt og på ondt. Du vil elske, og du vil blive såret, fordi du elskede. Men du vil altid finde dig selv et bedre sted efter at være blevet såret. Det vil hjælpe dig med at vokse og lære, hvordan du ikke har lyst til at være som person. Og nogle gange er det en af de vigtigste ting, man kan lære.

Lad vææær’...

Min bedste veninde går på studie med en, jeg gik i 0. og 1. klasse med på min fødeø. Siden min venindes studiekammerat kommer det samme sted fra som jeg, er det klart, at min veninde sikkert har spurgt, om hun kender mig eller noget i den dur. Jeg har i hvert fald lige fået at vide, at hende studiekammeraten kan huske mig. Det synes jeg er så ubehageligt. Ikke fordi jeg er flov over mit tidligere jeg eller sådan noget, men hvis hun kender mig, kender hun også min far. Jeg vil helst ophøre med at eksistere i alle i den omgangskreds hverdag og liv. Jeg gider ikke være en af de børn af “ham der”.

Mathias går også på studie med en fra den samme ø, og da Mathias fik det at vide, sagde han til ham, at “der har min kæreste boet!”. Hans studieven spurgte om mit efternavn, hvis nu han kunne huske mig, men heldigvis kunne han ikke huske det; hvorfor skulle han også det. De sidste oprindelige navnbærere af min familie flyttede fra øen i 2001, og selv hvis vi havde gået i klasse med hinanden, ville det være mærkeligt, hvis han kunne huske mit efternavn. Jeg har bedt Mathias udtrykkeligt om ikke at nævne min far. Jeg er næsten helt sikker på, at hele øen ved, hvem min far er, og jeg har ikke lyst til at blive sat i forbindelse med ham. Jeg er kommet videre. Det er en mega privat sag, alt det, der er sket, så jeg har det ret anstrengt med det, hvis andre folk kender til situationen, hvilket de helt sikkert delvist gør; øboere ved dæleme næsten alt om alle. Øv.

Jeg har bedt Ida om ikke at sige en prut, hvis hun nogensinde møder en mere fra øen. Jeg er så godt som videre. Jeg har ikke behov for andre folks skæve eller nysgerrige blikke eller for fremmede menneskers medlidenhed. Jeg synes ikke, at min far er et dårligt menneske som sådan. Jeg hader ham ikke. Jeg synes, at han er en sød og rar mand, men der er bare nogle ting, han ikke rigtigt dur til, og at være far til mig hører lidt under den kategori. Jeg har ikke bedt om at have ham som far. Jeg har ikke bedt om de ting, der skete. Hverken jeg eller nogen anden i min familie fortjente det. Min rigtige familie. For dælen, altså helt ærligt.

I går på vej til festen var vi en gruppe, der fulgtes, og af en eller anden grund kom vi til at snakke om den enes familieforhold og hendes far. Det var nogle meget private oplysninger, jeg fik, og jeg vil ikke sige, at hun har haft det spor nemt, eller at jeg har haft det værre, men da den tredie deltager i samtalen sagde, at alle mennesker har familieproblemer, men hende, der fortalte historien, nok havde haft lidt af en ekseptionelt fucked up opvækst, havde jeg lyst til at grine hult. Bitch, me too. Jeg sagde ikke en døjt. Jeg kan egentlig ikke lide at tale om det. Jeg er ikke som sådan interesseret i folks medlidenhed. Måske deres anerkendelse, men jeg kunne ikke drømme om at fortælle nogen om det. Det er det, der er pointen. Jeg vil ikke sættes i forbindelse med min far. Jeg vil faktisk helst være fri, tak.

Weekenden var velkommen. Der var mange praktiske gøremål at komme gennem, men der var også tid til at slappe af med nogle af de ting, jeg holder allermest af. Først måtte jeg dog tage et grundigt tag i nakken på mig selv, for mit værelse var ved at ligne en katastrofe.

I forbindelse med vores renovering hjemme, har jeg været delvist flyttet ud og da jeg igen fik adgang, kom de mange poser garn, strik og pinde lidt tilfældigt ind igen. Nogle af dem havnede på gulvet, mens andre indtog det meste af min bordplads.

Ja, der er lidt kaos …

Ting var ved at invadere gulvet i en grad, så jeg ikke længere kunne være derinde. Det var sket, fordi jeg de sidste mange uger har siddet ude i køkkenet, når jeg har strikket. Når jeg så ind imellem rydde op og væk, røg det hele hurtigt indenfor på værelset, så jo, der var absolut en stak praktiske gøremål at tage mig til, da jeg havnede derinde lørdag formiddag.

Efter et par timers oprydning var jeg klar til lidt arbejde

Efter et par timer, var der igen til at være derinde. Så forsøgte jeg at tænde computeren og opdagede, at den var DØD som i død. Intet liv var der at spore. Gode råd var dyre, for den har allerede en gang drillet og derfor været sendt til reparation.

Først tjekkede jeg alle strømstik. De virkede. Så tjekkede jeg endnu en gang med samme resultat. Så tredje gang …

På det tidspunkt tænkte jeg så, at det nok var nu, jeg gerne måtte blive sådan lidt irriteret og ophidset og frustreret og rasende og i det hele taget træt af maskinen. Det hørte Kenneth og kørte ned for at hente min computer på kontoret i Garnudsalg.dk. Den skulle jo nok tænde og så kunne jeg i det mindste lige få det arbejde fra hånden, der lå og ventede.

Jeg flyttede alle mine ting som oplader, headset m.m. Tændte og ingenting skete! Nu kunne jeg jo hidse mig op over det også, men heldigvis gav det jo anledning til næsten med sikkerhed at kunne konstatere, at det var noget af alt mit ekstraudstyr, der drillede. Det var det!

Jeg fjernede alle usb-stik og satte dem i et efter et. Sidste stik var synderen og blev straks igen fjernet. Nu havde jeg pludselig to velfungerende computere og et modul til et headset, der blev smidt direkte i skammekrogen, fordi det bare gjorde begge maskiner ubrugelige.

Bøf Stroganoff så englene tabte fjer af begejstring

Om aftenen kom mor til Kenneths Bøf Stroganoff. Det er ikke det værste, der kan overgå mennesker, at skulle spise Kenneths mad. En underdrivelse, så det basker. Han laver bedre mad, end den vi eksempelvis indtog på Bdr. Price fredag aften, da jeg havde inviteret på date. Ikke at det ikke var godt. Det var det da. Det var bare ikke lige så godt, som det Kenneth kan præstere.

Søndag skulle vi i sommerhuset

Sommerhus stod øverst på listen søndag. Vi skulle op og montere opvaskemaskine. Ja, vi opgraderer med opvaskemaskine OG vaskemaskine. Det skal nemlig være vores fristed og det inkluderer, at vi har alle de bekvemmeligheder, der gør, at vi kan bruge tiden på det, vi holder allermest af og det er hverken at vaske op i hånden eller tage på møntvask.

Jeg strikkede ind imellem, når jeg ikke skulle agere hjælper eller måle op til de rullegardiner, jeg vil have deroppe. Jeg hyggede med at snakke med Kenneth, som ind imellem fik et temmelig farverigt sprog, men den slags har jeg nu aldrig stået tilbage for, så jeg kunne kun grine, når han bandede det hele ad helvede til. Det lykkedes jo i sidste ende med det hele og nu er der gjort klar til, at VVS’erne kan installere/tilslutte i dag, når de kigger forbi.

Dotted Rays både her og der …

Jeg strikker stadig på det gule Dotted Rays. Der er ikke strikket meget i sidste uge. Jeg har haft for travlt, og om aftenen har jeg vist været lidt for træt, så der er ikke megen fremgang at spore, men det gør ingenting. Jeg nyder at strikke det, ligesom jeg nød at strikke det, jeg strikkede i forrige uge (se billedet ovenfor).

Jeg troede, at det ville blive et roligere og sortere resultat, men da jeg fik gang i den farve, jeg havde valgt, viste det sig, at der var meget gråt og brunt tillige med sort. Jeg er nu alligevel meget glad for resultatet og har nærmest ikke være uden, siden det kom af pindene.

Jeg elsker den farverige afslutning med den multifarvede i-cord. Den kommer fra et lagergarn, jeg ikke husker oprindelsen på, men alle farverige garner vil gøre sig som sådan en lille, velplaceret farvebombe og jeg regner med, at jeg gentager den på det gule, jeg nu er i gang med.

Blokhus var skøjter, god mad og søndags-stille gader

Vi endte i Blokhus. Først lidt mad på Kunst Caféen og bagefter et kort og fristende smut indenfor hos Kalstrup. Vi havde en køn tur hjem gennem et stykke af Nordjylland, som så tydeligt har vundet tid. Der var lyst til klokken var forbi halv seks og jeg nød det stort. Jeg elsker alle årstider, men de lyse nætter allermest. Der er solide tegn på, at vi er på vej mod dem. Det passer mig rigtig godt. Med dem kommer udeliv det meste af døgnet, aftenbade i Vesterhavet, solnedgange på sommerhusets terrasse og bare en masse mere tid til alt det, der gør livet til den fantastiske rejse, det allerede er.

Må din mandag blive en påmindelse om netop det ♥

[signoff]

Der var mange praktiske gøremål Weekenden var velkommen. Der var mange praktiske gøremål at komme gennem, men der var også tid til at slappe af med nogle af de ting, jeg holder allermest af.

03:30

Min tvillingesøster er lige gået ud af døren og sagt det “sidste” farvel, inden hun flyttede til USA.

Så snart hun slap mit greb og gik ud af døren, løb tårerne ned af mine kinder.

Jeg kan ikke forstå, at hun er flyttet og jeg har længe fortrængt tanken om, at hun faktisk flytter. Det gør ondt.

Et menneske jeg har haft et så stærkt bånd til siden vi blev født, er flyttet.

Mange vil tænke “åh rolig nu. I kan jo stadig ses og snakke - så slemt er det heller ikke”, men jeg tror ikke at alle mennesker forstår.

Ja, jeg kan stadig ses og snakke med hende, men ikke på samme måde som før. Vi har et utrolig stærkt bånd og ingen kan gøre mig så glad og sur som hun kan.

En del af mig tog med hende, da hun gik ud af døren.

Det gør så frygtelig ondt, og jeg kan ikke stoppe med at græde. På samme tid er jeg så glad på hendes vegne - hendes store drøm går endelig i opfyldelse.

Fuck, hvor kommer jeg til at savne hende i min hverdag. Fuck, hvor kommer jeg til at savne vores små som store skænderier. Fuck, hvor kommer jeg til at savne vores gode tider og grine momenter i løbet af dagen.

Fuck, hvor kommer jeg til at savne hende!....

Har ærligt lyst til at skrige. Jeg vil bare gerne have fred for dig. Hvorfor skal du fylde så meget i min hjerne, når du ikke er en del af mit liv længere? HVORFOR SKAL JEG BRUGE HVER AFTEN PÅ AT GRÆDE SÅ FUCKING MEGET, AT JEG IKKE KAN TRÆKKE VEJRET, HVOR JEG HELLERE VIL DØ END AT GENNEMLEVE DEN SMERTE HVER EVIG ENESTE FUCKING AFTEN! Jeg er så træt af hele tiden at være ked af det. Har ikke tal på hvor meget jeg græder i løbet af en dag. Når jeg står op om morgenen, i løbet af dagen og når jeg går i seng. Nogle dage er værre end andre, for det meste dem, hvor jeg bliver hjemme og indendørs. Men jeg har ingen energi til at tage mig til noget. Jeg er så udmattet og tom inden i, at jeg bare hellere vil sove dagene væk. De dage hvor jeg har overskud til at komme ud, kommer jeg altid 20 minutter for sent fordi jeg har så lidt energi til noget som helst. Bare at spise et almindeligt måltid eller at drikke vand, formår jeg ikke engang. Mit ansigt er blevet totalt udmagret at se på, og mine sorte render under øjnene har ikke været værre nogensinde før. Hvis en dag har føltes godt, kan jeg garantere mig selv at det tuderi der venter mig derhjemme, er ti tusinde gange mere pinefulde end de andre. De dage hvor jeg ikke laver noget, bare får dagen til at gå med ren og skær tidsspild, tænker jeg på dig 90% af tiden. I dag er der ikke gået en eneste time, hvor jeg ikke har haft dig i tankerne. Det er SÅ FUCKING HÅRDT! HVORDAN KAN MAN BARE SKÆRE SIT LIVS KÆRLIGHED UD AF SIT LIV, OG SÅ BARE LADE SOM INGENTING? DET ER SÅ FUCKING SVÆRT, SÅ FUCKING HÅRDT! Hver gang noget bekymrede mig, eller gik mig på, var du den jeg gik til for at få omsorg hos. Du var den jeg fandt trøst og styrke hos. Og nu kommer jeg aldrig nogen sinde til at høre din stemme længere, se dit ansigt, eller være i din favn. Det er måske godt, på et tidspunkt bliver det måske godt. Jeg hader det, hader det så meget. Jeg kan ikke engang fortælle nogen, hvor meget jeg stadig går og græder og ønsker om bare at dø. Min mor er træt af det, min bedste veninde siger at jeg overreagere. Jeg er også bare selv så træt af at snakke om, hvor fucking dårligt jeg har det. Men når det kommer til stykket, så ville jeg ønske at du ringede til mig. Jeg trøster mig selv med, at det ikke vil ændre på noget. At jeg ikke vil få det bedre af det. Efterhånden bebrejder jeg dig ikke engang særligt meget længere. Du svigtede mig, forrådte mig, bedrog mig. Du slog mig ihjel. Men jeg forstår godt, hvorfor du gjorde det. Det var hårdt. Du var ensom. Du er en mand. Det efterlader dog alligevel så mange spørgsmål, så fucking meget tvivl. Hvor meget af det var ægte, hvor meget var reelt? Betød det overhovedet noget, at jeg blev introduceret til hele din familie? Havde du reelt set tænkt dig, at vi skulle giftes? HVORFOR LØJ DU? HVORFOR FORLOD DU MIG I DANMARK? HVORFOR BEHANDLEDE DU MIG PÅ DEN MÅDE?????? Var det hele bare en maske? Var det bare skuespil? Hvor meget elskede du mig overhovedet? Hvornår holdte du op? Jeg har denne her åndssvage video, hvor du sidder og hopper svagt på den trampolin, mine forældre havde til at stå i haven. Du sidder og små griner, fordi du får kvalme hvis det gynger for meget. Var dengang du ikke turde holde mig i hånden, kramme mig, eller kysse mig på kinden, alt sammen bare skuespil? Jeg vil så gerne have alle de her tanker til at stoppe. Men jeg er konstant mindet om det, når jeg er i lejligheden, hvor du også plejede at bo. I formiddags havde overboen sex, jeg kunne høre hvordan sengen bankede ind i væggen, samt hendes støn. Det fik mig til at tænke på, hvor heldige de er, at de har nogen som de kan elske, og hvor mange gange ham og jeg havde elsket i selv samme seng jeg lå i. Det fik mig til at tude i godt en halv time. Har bare så meget lyst til at dø. Jeg har virkelig mistet viljen til at ville leve. Drømmen om at stifte familie og få børn, og det der med at forelske sig igen, det tror jeg ikke kommer til at ske mere. Jeg tror ikke at jeg runder 30. Jeg tror at jeg dør engang midt i mine 20′ere. Om et par dage fylder jeg 23, og jeg har mest bare lyst til at græde. Jeg vil langt hellere dø end at fylde 23. Jeg ved godt at det kommer til at skade en masse mennesker, hvis jeg dør. Derfor har jeg tænkt over, hvad der kunne få det til at se ud som et uheld. Måske et trafik drab... og så alligevel er jeg bange for at dø. 

Det er bare svært, når man er så ødelagt. Jeg føler mig helt tom, uden mening, uden begejstring, uden noget som helst bortset fra den hjerteskærende sorg. Det er virkelig svært at være i så meget sorg. Det er svært at sove, det er svært at spise, det er svært at smile, det er svært at være glad, det er svært at grine. Det er svært at være ene menneske som skal rumme så stor en smerte. Det er lidt som om, at hver gang jeg får samlet lidt af mig selv op, så falder noget fra igen. Det er som et puslespil af porcelænsskår, hvor man ikke ved hvordan det oprindelige porcelæn ser ud længere. Så man forsøger at samle stykkerne og organisere dem, men det går ikke op. Derfor prøver man at lime nogle af stykkerne sammen, men limen er ikke god nok. Det ville være lettere bare at kyle ud, end at forsøge at redde. Men jeg vil rigtig gerne reddes. Jeg ved bare ikke, hvordan. Måske har jeg altid været ødelagt. Den tilstand han fandt mig i, minder på mange punkter om den jeg befinder mig i nu. Måske fik han mig bare til at føle, at jeg var hel igen. Hvorimens jeg inderst inde altid nok har været i stykker. Måske er det derfor at det er så meget svære at samle stykkerne op, fordi de er blevet endnu mindre end de var.