Jeg tilgiver mig selv

Jeg kan ikke rigtigt gøre andet.

Jeg blev overmandet af træthed og besluttede mig for at tage en lur. Jeg sov i en time og vågnede endnu mere træt. Absurd træt. Kæmpe med at holde mig vågen-træt. Men klokken er over syv og jeg burde lave aftensmad og Mathias er her stadig ikke, og Daniel fra mit arbejde har indkaldt til et møde i morgen om en opgave jeg ikke har løst og jeg kan nærmest ikke fokusere mit blik af træthed. Jeg er så træt. Og nervøs. Og ked af det. Og så træt. Jeg er så træt. Hvor er han?

At some point in your life, you were taught that being slightly annoying is an unforgivable sin. Maybe it was by your parents or a teacher or a friend or a bully or an older sibling. But someone taught you that being slightly annoying is a crime punishable by death.

You must unlearn this.

You must accept that all people will be annoying at some point or another in their lives, maybe all of their lives, and that this is okay. It is okay for strangers on the bus, it is okay for children in the grocery store, it is okay for people on social media, and it is okay for you.

If you ever want to truly love your fellow humans, if you ever want to truly love yourself, you must have forgiveness for being annoying.

Jeg føler, jeg har gjort, hvad jeg kunne for det her

Det vilde er, at det tilsyneladende aldrig bliver betvivlet, at rationalet bag mine handlinger selvfølgelig må være hensynsløst, ulogisk, kortsynet, egoistisk og absurd. Yay. Winning at relationships.

“Du er et af de mest velmenende menneske jeg kender”

keep going

Jeg kan ikke huske koden til hoveddøren på studiet. Hvor er det dog… jeg gider ingenting.

There's a bunch of adhd advice out there that's like "people with adhd tend to work better under deadlines due to the anxiety so here are ways to artificially induce a stress response in order to get you to get work done" and it's like well what if I don't want to be stressed out all the time in order to function

Jeg laver ikke andet end at fryse og være stresset

Jeg bliver ved med at have lyst til at sige, at jeg er overbevist om, at jeg ikke eksisterer og at jeg ikke findes. Men jeg ved godt, at jeg findes og at jeg er her. Hvad nu hvis hele min krop begyndte at sitre på grund af mit overkompenserende nervesystem og jeg rystede så meget, at alle mine celler gik fra hinanden og til og jeg ville blive til støv, Infinity War style?

Min søster fortalte mig i går, at hun har bemærket, at jeg det seneste stykke tid er begyndt at tale roligere, langsommere og lavere. Det har jeg ikke lagt mærke til. Lige nu føles det som om, mit indre er fuldstændig amped up og alting indeni fungerer i samme tempo som Eminems Godzilla. Jeg er begyndt at blive lidt nervøs for, om jeg er ved at blive sindssyg. Og jeg er bange for, jeg aldrig bliver tilfreds med noget.

Jeg er i virkeligheden fucking bange for at der er mere nede i mørket, der er blevet pakket væk i glemslen som overlevelsesmekanisme. Børn er så sindssygt modelerbare og omstillingsparate og totalt afhængige af deres forældres eller værgers kærlighed for at overleve. Jeg talte først med Mathias og Po om hændelsen og fik mine første åbenbaringer bekræftet og en umiddelbar kærlighed og bekræftigelse på at det ikke var min skyld og at det havde jeg ikke fortjent. At det var forkert. Så glemte jeg det lidt igen. Men efter at have bearbejdet med min terapeut, så med min mor og til sidst med min søster, alt sammen på to dage, er alvoren krøbet ind under huden på mig og tippet mine sanser og det føles som om, det er væltet lidt nedover mig. Og jeg er bange og ked af det og jeg har ikke lyst til at vide, at det virkelig var en traumatisk oplevelse, jeg har ikke lyst til at anerkende det for alvor, at jeg har barndomstraumer, der virkelig påvirker mig, stadigvæk og har alt muligt at skulle have sagt i alt hvad jeg er, for hvad fuck ligger der ellers og gemmer sig i hullet? DET VIL JEG IKKE….!!! Det er uhyggeligt! Det ville være uoverskueligt selv uden alt det andet, alt det andet liv jeg også skal håndtere. Jeg græder og græder og græder og jeg er svimmel og forvirret og føler mig efterladt og jeg ville ønske alt muligt, at Mathias havde smidt alting uden tøven og havde holdt om mig, fordi det er synd for mig, men det er ikke hans ansvar, kun mit eget. Visheden om at jeg skal stå med alt det helt alene og uden nogen til at hjælpe mig på den måde skaber et sort hul af frygt i mig. Jeg forestiller mig alene midt ude på Amager Fælleds lange strækninger med en enorm mental bagage og angstprovokerende håbløshed og desperation. Og min krop, som jeg er afholdende for at mærke. Jeg vil meget hellere være oppe i mit hoved, hvor der er trygt, fordi der er velkendt. Og jeg… jeg har jo aldrig bedt om noget af det… jeg ved godt, at sådan er livet bare, sådan er det bare, så jeg ved ikke, om jeg overhovedet må tænke på, at det ikke er retfærdigt, og at alle mennesker godt ved det, men der er ingen anden vej end fremad og alene. Værsågod. Her er din hånd. Deal with it.

Nogle gange svælger jeg i, hvor (i mangel på bedre ord) ubehageligt det er og at det er koloenormt uoverskueligt og uden ende at gøre noget ved det, og at jeg ikke har lyst til nogen af delene. Et eller andet sted oversætter jeg det til, at jeg hellere vil dø end at gøre noget. Og det er skamfuldt. Jeg kunne jo bare gøre noget. Så gør dog noget! Men jeg gør ingenting. Jeg er en ekvivalenten til en sofavælger. Jeg gør ingenting, klager kun. Svælger. Har ondt.

Og jeg er bange for, at hele mit liv ser sådan ud. Jeg… er gået i stykker. Fra barnsben? Snørklede overlevelsesstrategier gør tilværelsen… anstrengt… i mere eller mindre grad. Nogle gange lægger jeg slet ikke mærke til det, men det spreder gift og forhindringer, og det hele er noget, jeg selv gør. Og jeg har selv ansvar. Og det er mit ansvar. Og det er uoverskueligt og skræmmende og ubehageligt og jeg har ikke lyst til at deale med det, men det skal jeg, ellers ender jeg som en krampagtig, ubehagelig, energisugende sølvpapirskugle, der tydeligvis ville have gevaldig gavn af at have gjort noget ved den selvgravede grav. Men aldrig gjorde det. Det evige offer. Jeg har ikke lyst til noget af det. Jeg føler mig svag og pinlig og skamfuld.

New Order - Elegia

I forrige uge kom jeg tyve minutter senere på arbejde end planlagt, fordi jeg ville sende en besked til Blaue Blume på deres Instagram for at fortælle dem, at jeg blev glad for at høre deres nye single og interview i morgenradioen den dag, og at den mindede mig om, hvordan deres musik hjalp mig igennem bachelorskriveri i isolation i 2020, og de har ikke engang svaret på den, og det er jeg en lille smule fornærmet over

Jeg har været væk fra Tumblr i omkring 10 år, hvor jeg fulgte dig og mange andre. Jeg troede du var gone fra Tumblr. Hvordan går det? 😊

Jeg har det akavet med, at man åbenbart ikke længere kan svare afsenderen direkte på ikke-anonyme asks uden at skulle poste dem som et indlæg, så derfor har din besked ligget i et stykke tid. Jeg har aldrig gjort mig det i at offentliggøre personlige asks; det føles som at have en privat samtale ved at skrive offentlige opslag på hinandens Facebook-profiler, ligesom man gjorde tilbage i slutningen af 00'erne. Yuck.

Anyway. Jeg får nogle gange den her slags beskeder, fra folk jeg ikke (længere?) kender, og no offence så ved jeg aldrig rigtigt, hvordan jeg skal svare... Måske velkommen tilbage? Idk. Det er i virkeligheden et ret personligt spørgsmål, og det føles mærkeligt at svare, når jeg ikke kender afsenderen - især når jeg er tvunget til at offentliggøre det som et indlæg. Også fordi jeg... ærligt talt synes, det er lidt mærkeligt at spørge om på en blog, jeg bruger som dagbog, heh. Jeg ved ikke, om du har det samme navn nu, som du havde for 10 år siden, men jeg kan ikke genkende det, og jeg aner ikke, hvilken relation vi har haft - hvis det overhovedet var andet end almindelige mutials.

Og hvad skal jeg svare på, at du troede jeg var gone fra Tumblr. Det, æhm... høfligt okay? :b Jeg ved ikke, om det er mine sociale skills, der halter her, men hvordan er det meningen, jeg skal reagere? Jeg er i tvivl. Men... altså... jeg er her stadig? Tjuhej for det. Velkommen tilbage til the land of reblogs and sadness, eller hvad du nu end bruger det til :) Høflig hilsen!

We Can't Be Friends (wait for your love) - Ariana Grande

Den rekreative (hvilket er det MEST lowkey prætentiøse ord, der har sneget sig indunder huden på mig, siden jeg startede på uni) vinkel bliver ved med at dukke i mit projekt, selvom jeg selv har valgt at gå med "natur for naturens skyld - IKKE for menneskers skyld >:/"-vinklen

Seriøst, der gik en halv til en hel time, før det gik op for mig, at den havde sneget sig ind i introduktionen til min landskabsanalyse: "the landscape is hilly and verssatile, offering a variety of both open and closed spaces". Huff, huff, det er så typisk landskabsarkitektagtigt at bruge ord som "offer" og "space". lol. Da jeg først fik øje på det, kunne jeg ikke ikke se, hvordan det i virkeligheden skriger: "OPLEVELSESVÆRDI". Whoops. Min vejleder er biolog, jeg forestiller mig, han ville kigge på den formulering som en høne på en orm på jorden, hahaha. Ikke at jeg var tilfreds med at skifte offering ud med det røvsyge containing og spaces med areas. Hvis jeg skal være ærlig, har jeg ikke engang slettet spaces. Jeg har bare tilføjet "and areas", selvom det er dobbeltkonfekt. Den ryger sikkert senere, når jeg har lagt den ubevidste afsky ved ikke-flatterende, maleriske beskrivelser fra mig - i det her tilfælde. De skal nok finde vej ind i opgaven på andre måder, det er klart. Jeg er trods alt landskabsarkitekt.

hahaha, offering... Jeg var selv så fornærmet på "naturens" (det er en helt anden diskussion) vegne, da jeg læste kommunens plan for mit projektområde tilbage fra 2018, og den bare svømmede rundt i oplevelsesværdier og friluftsinteresser, og i virkeligheden kun indeholder et halvt afsnit om, hvordan de faktisk har tænkt sig at forbedre biodiversiteten i området, mens alt det om friluftsliv og rekreation og hvad folk generelet kan få ud af området fyldte resten. Jeg sad virkelig og var sådan "hvorfor fuck skal det hele handle om mennesker". Men tbf så er det lidt mere ligetil end at behandle "natur" som sin egen interessent. Det kan man jo ikke. Definer hvad natur er for det første. Den menneskelige vinkel vil altid være en del af det i et eller andet omfang. Det er faktisk vældig spændende! Men alligevel. Jeg må hellere forsørge at adskille mig selv fra det, øh, lyrisk. Diskursss...mæssigt? Sprogligt? Idk. Det der.