Fjerde uge i New Zealand

Sidst vi skrev, var vi på hostel i ly for stormen. Vi havde planer om at sejle kayak, gå tur og sove i telt i Franz Josef, men vi fik desværre røg nogle af de planer i vasken. Stormen havde lagt sig lørdag morgen, men der var et tykt lag skyer på bjergene, som fuldstændigt blokkerede udsigten til gletsjeren. Derfor blev vandreturen med gletsjer udsigt altså skrottet. Vi fik dog sejlet kayak, og endda helt gratis, da en af mine venner fra Brisbane er flyttet til Franz Josef som kayakguide. Hun kunne lige stjæle tre kayaker, og vise os rundt på søen ved Franz Josef. Det var virkelig hyggeligt at mødes med hende, og ret sjovt at sejle kayak sammen.

Efter vi havde sejlet kayak, og vejret stadig ikke så ud som at det ville klare op, valgte vi at køre videre fra Franz Josef. Vi kørte derfor hele vejen fra vestkysten op til Hanmer Springs. Dette er en lille by i bjergene, der er opstået pga. varmekilder. Vi skulle altså have os en rigtig slapper dag, så søndag vågnede vi tidligt, og gjorde klar til at komme i Hanmer Springs hot pools. Vi fik prøvet en masse forskellige termiskebade, og Mikkel fik endda 30 minutter i privat sauna. Han var en glad og lidt tåget dreng, da han kom ud igen. Efter vi havde brugt ca. 3 timer i "badelandet", kørte vi videre helt rene og afslappede.

Vi kørte her fra bjergene til østkysten, hvor vi skulle til strandbyen Kaikoura. Denne by var blevet anbefalet til os, da de har hvaler året rundt. Vi skulle derfor på hvalsafari, hvilket Mikkel aldrig havde prøvet før. Og det blev virkelig en succes! Vi kom på en tidlig tur, kl 8:00, så vi skulle igen tidligt op. Det tager lidt tid at pakke telt, soveposer osv. sammen... Den store stjerne på turen var kaskelothvalen. Der er unge han kaskelothvaler i Kaikouras hav året rundt, da de skal vokse sig store, før de kan komme ud i det åbne hav, og vise sig an. Derfor kan de altså have hvalsafari året rundt i byen. Dog var det ikke denne hval der blev stjernen for vores tur. Vi var nemlig heldige nok, til at komme tæt på en kæmpe flok grindehvaler. Disse kommer kun ca. hvert femte år til byen for at yngle. Og nøj hvor var der mange! Og de hoppede og stikkede deres hoveder op af vandet, og var bare helt vildt skønne at kigge på. Kæmpe fans! Udover hvaler, fik vi da også spottet et par delfiner og albatroser. Albatroserne gjorde også virkelig stort indtryk på os. De er jo seriøst vanvittigt store. Vi kunne slet ikke forstå det. De ligner jo bare en gigantisk måge. Ret vildt.

Kaikoura var vores sidste destination på sydøen, og dagen efter vi havde set hvaler, skulle vi altså med færgen nordpå. Her sejlede vi en 3,5 timers færgetur med verdens dårligeste wifi. Dette betød dog, at vi fik lov til at lave ingenting i 3,5 timer, hvilket viste sig næsten ikke at være nok tid. Det var ret rart at sidde og stene i så lang tid, uden at skulle tænke på, hvor vi skulle sove eller hvad vi skulle se de næste steder. Vi ankom med færgen i Wellington, og her besøgte vi Mt Victoria, da der er filmet lidt Ringenes Herre her. Efter vi havde set det, kørte vi videre til et campingsted for at overnatte. Dagen efter blev brugt på mere Ringenes Herre sightseeing, og derefter kørte vi til Tongariro.

Her skulle vi overnatte og igen tidligt op, da vi dagen efter skulle gå the Tongariro Alpine Crossing. Vores sidste lange vandretur. Det blev til lige under 22 km og ca. 1000 højdemeter i et meget gold vulkan landskab. Det var så fedt, at gå i noget helt anderledes end vi før har gjort. Og på turen fik vi både set varmekilder, gejsere, kratere og store søer. Det var sådan en flot tur! Vi fik endda udsigt til Lake Taupo, hvor vi skulle bruge vores næste dag.

Også kommer vi til i dag, hvor vi har sovet i Taupo. Om morgenen gik vi ned til en flod, som lå lige ved siden af vores campingplads, som btw var gratis! Den var så smuk, og det var så rart at få skyllet sig igen. Som i måske kan gætte jer til, bliver man lidt klam af at sove i sovepose hver nat uden at vaske sig særligt meget... Efter svømmeturen pakkede vi sammen, og nu skal vi planlægge de sidste dage på turen. Vi har bilen indtil d 29., så vi har ikke mange dage tilbage, inden vi skal se Auckland. Vi skal dog lige forbi Rotorua og prøve at mountainbike og selvfølgelig til Hobbitton og se the Shire!

Tanker på en torsdag

Det er længe siden, jeg har sat mig ned for at sætte ord på papir til dette forum. Og det er ikke fordi, der ikke sker noget, men tiden bruges bare andetsteds. 

Siden sidst er jeg blevet mormor for fjerde (og måske sidste?) gang. Carlo er et søndagsbarn fra slut-marts og yngstedatters søn nummer to. I den familie får de drenge, mens ældstedatter får piger. I morgen skal jeg være et ekstra sæt hænder, når datteren skal være alene hjemme med to børn for første gang. Når baby er af den slags, der helst vil være på sin mor, kan det være svært at putte den 4-årige. 

Sidste lørdag var jeg også et ekstra sæt hænder til kusine Karens 4-års fødselsdagsfest for børnehaven, sammen med et lille hold forældre. De 15 børn var bemærkelsesværdigt rolige, i forhold til hvad jeg havde forventet af 4-årige. De fordelte sig stille og roligt i stuen, på værelset, udenfor ved gyngerne og på terrassen med løbehjul og cykler.  Ældstedatter og svigersøn er ved at få renoveret begge badeværelser ovenpå, så kun badeværelset i kælderen var i funktion, og adgangen dertil er ad en vindeltrappe, hvor der kræves en voksen i hånden, hvis man ikke lige bor i huset. Vejret var rigtig godt, så det var dejligt at være udenfor. 

Strikkeriet går op og ned, alt efter hvor ondt jeg får i hænderne pga. leddegigten. Lige i øjeblikket går det rigtig godt, og jeg har fået gang i noget egostrik, som også er blevet færdigt … i modsætning til den Abelone-cardigan, jeg gik i gang med i 2019, og som stadig mangler hele kanten med knaphuller. 

Hverdagsvesten fra FiftyFabulous kan man se via linket til Abelone-cardiganen. Den er jeg blevet rigtig glad for, fx over en ensfarvet skjorte. 

Kastellet fra Filcolana er strikket i garn, som jeg fik i gave fra ældstedatter og familien. Det var et besøg i en strikkebutik i Espergærde (Knitteriet) plus garn plus cafebesøg. Superhyggeligt! Jeg har strikket blusen i Arwetta og Alva, da jeg ikke havde lyst til mohair. 

Strømpestrik er jeg blevet ret bidt af. Og når så en af strikkepodcasterne starter en samstrik op, der lige kan passe til mig, så må jeg jo gå i gang. Det blev til disse Påskeægsstrømper baseret på Colour Palette Socks fra Laurel Knits. Jeg fandt nogle rester frem, nogle kunne bruges på begge strømper, af andre var der kun nok til en strømpe; så jeg fik ikke tvillingestrømper, men søsterstrømper. 

Næsten samtidig var jeg begyndt på strømper med garn fra A Lonely Socklady - hvor farven hed Take me to Italy, please. Det navn kunne jeg jo ikke stå for, når jeg nu har en svigersøn med italiensk far. Jeg bliver altid lidt panisk, når jeg strikker i dette “Lone-garn”, fordi jeg er usikker på, om der nu også er nok garn i de 50+20 g. Det var der, og jeg er godt tilfreds. 

Det, jeg nu har gang i, er Zweig-sweateren fra Caitlin Hunter. I flere år har jeg afvist den, fordi jeg ikke troede, jeg kunne finde ud af mønsteret, men en dag læste jeg et blogindlæg hos FiftyFabulous om denne Zweig, og pludselig kom inspirationen til mig. Og nu har den altså nået toppen af køen. Og mønsteret var ganske enkelt at strikke. Der er god forklaring. Og som altid er det jo “bare” ret og vrang i forskellige kombinationer … plus lidt slå om og strik sammen. 

Mine overvejelser lige nu går på, om jeg skal strikke lange eller korte ærmer. Jeg strikker i en tråd højlandsuld fra Garnudsalg, så stoffet er relativt tyndt, så selvom det er uld, kunne det jo godt blive en forårs/sommer/efterårsbluse. Det vil vise sig. 

Af andre ting har jeg jo også strikket lidt til Carlo, nemlig et babytæppe fra norske Strikkekaffe, hvorfra jeg også har i plan at strikke Korshavn-sweateren til mig selv (og måske nogle af de små).

Carlo har også fået Karls hverdagsshorts fra Charlotte Kaae, som jo desværre har lagt strikkebutikken på hylden for en stund.

Til slut lige en bemærkning om, at der ikke er links til nogen af de hjemmesider, jeg har nævnt i teksten. De links, jeg havde sat ind, blev ændret af systemet, så de ikke kunne åbnes. Det har jeg ikke tålmodighed til at finde en løsning på, så hvis I vil se noget om designerne, må I google. Beklager.

men hvad er der sjovt ved små drenge, de vil jo typisk kun en ting og det er det. Men selvfølgelig, hvis det er det du går efter, så er det jo perfekt.

Altså det er folk som dig der får mig til at føle mere og mere at jeg slet ikke er til mænd og btw er der ikke noget der giver mere “små drenge energy” end at skrive anonymt til en man er interreseret i altså kom nu

Kom så drenge💙💛💙💛

Mandag eftermiddag klokken 16.26 standsede færdselspolitiet en 15-årig dreng fra lokalområdet, som kom kørende på knallert på Skovvænget i Lov. Knallertens fart medførte at den blev kontrolleret på et rullefelt, og det viste sig da også at den kunne køre noget hurtigere end det tilladte. Derfor blev den 15-årige sigtet for at køre på en ulovlig knallert. Bliver han igen taget på den ulovlige knallert, så bliver den konfiskeret og muligheden for at tage kørekort til bil kan udskydes i op til seks måneder.

På sommertogt med Anna II

'Hun ser for anden gang jord stige af hav' fortalte vølven, da nordboerne for over 1000 år siden kom sejlende og fandt nyt land efter Ragnarok. Intet er forandret siden. Nok er vi ikke på vej til Island, men efter 11 timers sejlads i regnvejr over Kattegat uden landkending, er det en grundlæggende og oplivende følelse pludselig at få Anholt i sigte. Udtrykket 'jord stiger af hav' er præcist formuleret. Vølven må have oplevet det. Marsvin, se! råber Mikkel samtidig, da båden bliver omringet af en gruppe danske delfiner. Sikke en velkomst, alt er som det skal være.

Jeg er på et kort sommertogt med mine sønner i vores nye båd Anna II, der er en 26 fods Polaris Drabant, som vi sejlede hjem fra Vejle i april og som giver os mulighed for længere ture i danske farvande end Albertina II, der til gengæld lærte os at sejle. Vi tog fra Helsingør i morges, og klokken 20 er vi fremme i Anholt Havn - mere midt i Katteget kan man ikke være. Øen er en god oplevelse med fire timers landlov, der slutter i havneværtshuset 'Dørken'.

Næste morgen stikker vi af mod Djursland durk gennem Anholt Vindmøllepark, som er imponerende grænsende til det skræmmende. I to timer er vi omgivet af 111 vindmøller, der er 40 meter højere end Rådhustårnet. Vinden vender sig imod os, så vi starter motoren, bølgerne bliver større og vi er glade, da vi sidst på eftermiddagen finder en kajplads i Grenå Havn. Vi spiser Heinz tomatsuppe på dåse, hører tour på mobilen og ser filmen Captain Philips med Tom Hanks på ipadden. Da det bliver mørkt, opdager jeg, at jeg nu slapper helt af og tænker på ingenting.

Det er rart, at vi nu igen sejler langs kysten, konstaterer Mikkel næste morgen, da vi sætter kursen sydpå langs Djursland. Han har ret. At sejle kun omgivet af himmel og hav, sætter på en eller anden måde tid, sted og fart på hold. Der sker jo ingenting. Det må være relativitetsteori for sejlere. Ud for Ebeltoft trækker kulsorte skyer sig sammen, det ser fantastik ud i al sin storhed, og så begynder det at regne, som jeg ikke har oplevet det i mange år. De sidste to-tre timer ind til Århus er nærmest uendelige. Bølgerne er krappe og kaster rund med båden, og byen synes ikke at komme nærmere, uanset hvor meget vi sejler.

Vi finder en god plads i Århus Lystbådehavn ud for Øen, der er byens nybyggede havnefront med boligtårnet Lighthouse, der er 142 meter højt. Det er 50 cm højere end Anholts vindmøller! Her dukker storebror Nikolai op og jeg har en vidunderlig eftermiddag og aften på madmarkedet sammen med mine to sønner, inden vi sender Mikkel med toget hjem til arbejet næste dag. Begge drenge er blevet glade for at sejle og dygtige til det, og om torsdagen sejler Nikolai og jeg rundt på Århusbugten og spiser om aftenen i tapas fra Føtex om bord.

Fredag er jeg på egen hånd, begge drenge er nu på arbejde, så jeg sejler alene videre til Sejerø. Jeg vil helst have selskab ombord, men jeg vil heller ikke holdes tilbage og er vant til at sejle på egen hånd. Jeg sætter kurs til Slettehage og går herfra rakt ind over færgeruten, så jeg holder mig fri af de hurtige katamaran-færger.

Jeg sejler forbi Samsø, som vi besøgte i april, og fortsætter mod Sejerø. 10 sømil før mål løber forbrugsbatteriet tør for strøm og gps'en går ud. Det undrer mig, for jeg synes, jeg har opladet batteriet både i havnen og undervejs med motorens generator. Men det er ikke noget stort problem, jeg har gps på min mobil, jeg har ekstra powerbank og endog en ipad, hvis jeg skulle tabe telefonen overbord. Jeg er faktisk ret sikkerheds-fokuseret. Når jeg sejler solo, har jeg altid en sikkerhedsline på, jeg vil ikke falde i vandet, mens båden sejler videre uden mig. Med det døde batteri, dør også vhf-radioen. Men jeg har naturligvis en opladet vhf-radio hægtet på redningsvester. Jeg har dobbelt eller trippel dækning på alle sikkerhedssystemer. Jeg har stor respekt for havet, men har aldrig været bange.

Sejerø er en rar havn. Den er ikke nær så organiseret som Anholt - men hyggelig, og den minder mig om Kyrkbacken på Ven hjemme i Øresund. Øen er stort set uden mobildækning, men det lykkes mig om morgenen at fange en vejrudsigt, som siger 8 til 10 meter i sekundet med vinden lige i ryggen det første stykke. Luksus. Det giver 6 knob langs med kysten og et stykke videre ud til Sjællands Odde. Batteriet er igen opladet og holder spændingen. Da jeg går igennem renden ud for Sjællands Odde er der store bølger og vind lige ind mod stævnen. Jeg starter motoren og båden kæmper sig frem med 4 knob. Jeg kunne sætte automat-styring på, men undlader og bliver i cockpittet hele vejen til Hundested og lever af chokoladekiks og cola zero. På den sidste del af turen kan jeg sætte genua og får farten op på 5 knob. Indsejlingen til Hundested er lidt tricky med flere sandbanker langt fra kysten og faktisk også lige foan havneindsejlingen, så jeg opfører mig, som styrede jeg færgen, der sejler til Rørvig. Igen finder jeg en genial plads i havnen, søde naboer hjælper med fortøjningen og jeg spiser middag med min hustru, som kigger forbi.

Søndagsvejret er som lørdagsvejret, og det går strygende langs Sjællands nordkyst. Jeg er doven. Jeg har sejlet 8-10 timer hver dag i en uge og kæmpet med vejr, vind og bølger, men nu kan jeg blot rulle forsejlet ud og sejle 5,5 knob uden at skulle gøre noget som helst udover at drikke kaffe og kigge ind på kysten. Jeg kunne også sætte storsejlet og sejle lidt hurtigere. Men jeg gider ikke. Nu er jeg på hjemmebane, jeg hører Tour de France på mobilen og de syv timer hjem går hurtigt. Ud for Ålsgårde, dukker Kronborg op om styrbord. Jeg sender en venlig tanke til Søren fra Vejle, som jeg købte båden af. At mit lille sommertogt er gået så smertefrit er hans fortjeneste. Han har passet og plejet den gamle Bukh dieselmotor, han har ringet med gode råd og tip om trimning af sejl og fyldt Anna II med god karma.

La ventitreesima settimana: En Aperol Spritz i mørket. 

Mandagen brugte jeg på biblioteket for at lave uddannelsesansøgninger og på at forberede en præsentation i forbindelse med Kvindernes Kampdag den 8. marts. Derefter gik jeg en lang tur og på hjemvejen købte jeg en “tarallo dolce”, som helt klart er blevet en af mine favorit ting hos bageren i Italien. Om tirsdagen kom Giorgia endelig tilbage efter sin tur til Thailand, så i forbindelse med frokosten fik Adriana og jeg alle detaljerne. Senere udfyldte jeg papirerne, hvori jeg opsagde mit værelse i Perugia. Det var ret trist, men jeg tror også, at det er den rigtige beslutning. 

Om onsdagen tog jeg som sædvanlig til strikkeklub, og om aftenen holdte vi afskedsmiddag med Samira, der skulle tilbage til Tyskland dagen efter. Det må nok være noget af det hårdeste ved at være på udveksling - alle tager hjem, og man ved ikke, hvornår (og om) man ser dem igen. Det var dog alligevel en hyggelig aften, hvor vi spiste en calzone fritto på et pizzeria, hvor jeg ikke havde været før. På et tidspunkt troede jeg, at man kunne se fodbold i et af rummene ved siden af, men senere gik det op for mig, at larmen bare skyldtes en gruppe drenge på min egen alder, som havde en vild aften. Derefter gik vi en afskedstur i Perugia og drak en Aperol Spritz, der var så orange, at den næsten virkede selvlysende. 

Torsdag mødtes jeg med Anna om aftenen, hvor vi lavede cioccolata calda, som må siges at være blevet min nye besættelse (udover piadine og strikning). Fredag spiste jeg aftensmad med Viviana, Anna og Adriana, hvor vi blandt andet fik talt om Sydkorea, hvorvidt man kan tillade sig at have shorts på i skole og læbestift. Lørdag var jeg syg, så jeg brugte bare dagen i sengen. Søndag løb jeg en tur, hvorefter jeg spiste frokost med Giorgia og brugte resten af dagen på mere strikning.

*melts into a puddle* 🫠🫠🫠

Queensland

Vi ankom i Cairns d. 14/9 (hvor vi var fløjet fra Darwin), og blev i Queensland til d. 24/9, hvor vi fløj til Melbourne ned sydpå i Australien. Men tilbage til Queensland.

Vi så også andet i Queensland end koralrev, fisk og havskildpadder.

Vi gjorde derfor indkøb til autocamperen, så vi kunne overleve i det meget frodige, langt mere befolket og derfor ikke særligt barske landskab nord for Cairns.

Vi besøgte først Mossman Grove, som er del regnskoven Daintree. Det var en meget flot regnskovsdel, som har den klassiske regnskovslugt, som altid minder Laura om Randers Regnskov, fordi det jo er regnskov.

Træerne i regnskovene har rigtig mange rødder, der ligger ovenpå jorden og strækker sig vidt. Dette sker, fordi regnskoven har så høj luftfugtighed, så træerne får ikke kun vand fra jorden men også luften. Det giver også nogle meget flotte og imponerende træer.

I Mossman Grove var der også noget flodværk og små åer, så halvvejs igennem den rute vi tog rundt, kunne vi lige dyppe fødderne og nyde at stå op ad en varm sten. Derefter gik vi tilbage til et flodstykke, hvor vi kunne bade. Man fik brugt godt kræfter, for strømmen var nogle steder meget kraftig. Specielt de steder, hvor der var en del sten.

Det skete så også, at Laura fik udlevet sin ikke eksisterende drøm om at være livredder, da der var et par drenge, der legede i en del af floden, hvor der var kraftig strøm. De havde det sjovt, ind til det ikke var så sjovt længere, og den yngste (en 10 år) begyndte at blive lidt bange, fordi han ikke kunne svømme mod strømmen, der hvor han prøvede. Laura var lige den hurtige gutinde (selvom vi alle fire havde holdt øje i noget tid, for at være sikker, på der intet skete), som hoppede i og hjalp med at svømme med ham mod strømmen.

Efterfølgende tog vi på stranden og badede lidt mere. For hvorfor ikke?

Vi lavede dog også andet end at bade (selvom badning er kraftigt gennemgående tema indtil videre) vi tog nemlig mere nordpå. Til Cooktown for at være specifik, som er en af de nordligste byer, du kan komme til uden 4-hjulstræk, og vi havde ikke 4-hjulstræk.

Cooktown er opkaldt efter Thomas Cook, som var en af dem, der var med til at kortlægge Australiens østkyst og kolonisere Australien tilbage i 1770'erne (eller sådan noget).

Der var flere steder i Cooktown, der var opkaldt efter britiske monarker eller andre fra England. Der var oven i købet markeret det sted, hvor dronning Elisabeth II gik i land i Cooktown i 1970, da briterne endnu engang lige skulle tisse på deres terræn og vise Australien, at de stadig hører under England og deres monark.

Ikke desto mindre var der nogle flotte gamle bygninger i Cooktown og tæt på byen var også en virkelig skøn strand, som skreg, at man skulle bade der. Det måtte man dog ikke, for der var risiko for krokodiller og stingers, som er den australske udgave af brandmænd. Stingers vil, som alt andet i Australien, prøve at dræbe dig. Nok ikke dræbe, men de er ikke sjove at møde, så man bader ikke der.

Vi tog efterfølgende lidt sydligt til Atherton Tablelands, som er nogle slags bjerge, der er flade på toppen, så vi var oppe i en 700 meters højde. Her smagte vi lækker mangovin (og der blev også købt lidt), og var på nogle naturskønne campingpladser. Bl.a. på en campingplads, hvor vi mødte masser af wallabies, som er den mindste kænguruart, de var simpelthen så søde! I kan se på et af billederne at Didde spejder efter dem - ej, det gjorde hun ikke, for de var meget menneskevante, som de kom helt hen til dig, som I kan se i videoen.

Vi så også nogle figentræer, og lærte at nogle arter af figentræer starter med at vokse på andre træer og kvæler efterhånden stammen til det gamle træ. Efterhånden som det gamle træ bliver kvalt, gror figentræet lange rødder, som støtter træet på jorden. Dermed når det gamle træ er dødt og vælter, vælter det ikke på jorden, men over i et nyt træ, som figentræet også kvæler. Da figentræet kvæler andre træer og bruger deres stammer som støtte, bliver de nemt meget store. Så det er et virkelig skønt træ, der ønsker det bedste for andre træer.

Undervejs sørgede vi selvfølgelig også for at lave mærkelige og ting, vi kunne grine af, for man har ikke andet sjov end det, man selv laver.

Indem vi fløj videre til Melbourne brugte vi lige et par timer inde i Cairns, hvor der er anlagt en svømmepøl lige ved kanten til hav og strand. Poolen er der, fordi man ikke må bade i havet...

MEN sjov info - Laura synes poolen virkede bekendt, så hun vækkede sin elskede Hannemor kl. 4.30 (dansk tid), så Laura kunne få svar på, om de ikke havde været der i 04/05, da Laura og familie var i Australien. Det var også bestemt korrekt husket, og det var også der, Laura blev så skoldet over næsen og ud på kinderne, at det gjorde ondt at smile (pga højtsiddende smilehuller), og huden blev helt hornet. Det skete heldigvis ikke denne gang!

- Didde og Laura (inkl. Jan og Annemette)

4/10-2022

Læseferie = vandretur og camping

I sidste uge var der dømt SWOTWAC (Study Without Teaching Vacation) i Brisbane. Altså det vi ville kalde læseferie. De er virkelig glade for de forkortelser i aus... Dette betød selvfølgelig at jeg tog på udflugt lidt syd for Brisbane. Jeg hoppede i golfen med fire andre danskere, også tog vi et par dage afsted.

Vi mødtes tirsdag morgen kl 9 for at købe ind til en overnight hike. Vi skulle til the Scenic Rim, hvor vi skulle gå the Albert Circuit. Den er ca 27 km fordelt på to dage. Vi skulle altså lige have købt noget mad til turen, og jeg fik også købt mig et liggeunderlag :))

Vi har desværre ingen trangia her, så aftensmad stod på tortillas med bønner, dressing, tun og oliven, også var der ellers købt masser af sandwich brød med hummus, peanutbutter, bananer og lidt kødpålæg. Meget lækker udendørsmad!

Vi skulle gå i regnskoven, og dagen startede virkelig godt ud med fuld og meget høje temperaturer. Dette skiftede dog efter et par timer. Da vi ikke havde længe inden vi nåede vores bush campingsite, blev der meget mørkt af skyer. Efter skyerne trak til gik der ikke længe før tordnen begyndte, og efter tordnen begyndte fulgte lynen med. Et at lynslagene var så tæt på at det fuldstændig lyste den ellers dunkle regnskov op i hvidt lys, hurtigt efterfulgt at en bragende torden. Vi fik hurtigt øjenkontakt med hinanden også blev der ellers gået hurtigt for at nå til campingområdet inden regnen virkelig træk til.

Heldigvis undgik vi regnen, og vi fik sat teltene op i tørvejr. Efter teltene var sat op, og vores ting var i ly, klarede himlen også lidt op, og vi kunne gå ud til Echo lookout, og se det smukke landskab som omringede os.

Efter solnedgang blev der hurtigt mørkt, og vi fik lavet aftensmad ved det lille samlingspunkt i bushen.

Efter mad fik vi pakket sammen, også var det ellers sovetid. Jeg sov i telt med Cecilie, og vi havde begge to en dejlig nat, hvor vi vågenede et par gange til lyden af regn, men vi kunne nemt falde i søvn igen. Sådan var det dog ikke få de tre drenge der lå i det andet telt. De sov i billige Kmart soveposer, og det kunne godt mærkes. De havde frosset hele natten, og Jonas Garmin ur viste "No sleep recorded" da de "vågnede" for at se solopgangen.

Solopgangen var netop grunden til vi valgte denne overnight hike. Det så nemlig helt fantastisk ud på de billede vi fandt. Dog ikke helt den oplevelse vi fik... I kan få to billeder af den solopgang vi vågnede 4:30 for at se. Nogen gange må man huske at nyde turen lidt mere end andre :)))

Efter den skønne solopgang blev der sovet lidt længere, da Martin og Jonas hoppede ind i Cecilie og mit telt for at få varmen, og Andreas faldt i søvn i Kmart soveposen.

Da gutterne var lidt mere veludhvilede fik vi spist noget morgenmad, nogle fik det i sengen, også pakkede vi sammen. Turen ned var smæk fyldt med masser af fantastiske udkigsposter, som vi desværre ikke fik meget glæde af. Vi fik dog i stedet set utrolig mange igler. Pga fugten sad de på alle blade vi gik forbi og hvert 5 minut var der iglestop, hvor man lige fik fjernet de 5-6 nye igler der havde sat sig på ens sko/strømper/ben. Jeg fik to bid og Andreas fik et, men de er heldigvis ikke farlige her, det bløder bare vanvittigt meget, når de først har fået fat, så vi fik begge lidt blodige sokker.

Da det var ved at være frokostpause, skete det bedste på turen. Solen kom endelig frem igen. Vi fik sat os ved et vandfald og nydt solens stråler imens vi spiste sandwiches. Her fik vi faktisk også spottet nogle flodkrebs (en yabby). Der var nemlig to Lamington spiny crayfish i bunden af vandfaldet hvor vi sad. Det var virkelig fedt!

Med fornyet energi kunne vi ny bevæge os videre og færdiggøre vandreturen :)) Tilbage ved bilen blev der lavet igletjek, hvor alle sko og sokker blev taget af, og fødder og ben blev tjekket. Derefter gik vi forbi et fugleområde, hvor der var masser af farverige fugle. De var helt vilde at kigge på, og havde de flotteste farver.

Efter fugleshowet fik vi alle skiftet trøjer, for at få noget tørt på. Man bliver meget våd af at gå i regnskoven, når det faktisk regner og er fugtigt. Da vi havde skiftet gik turen mod det første åbne bageri, så vi kunne få os en kop kaffe og en meatpie.

Dette afslutter altså vandredelen af turen, og dermed begynder campingdelen. Vi kørte til Fingal Heads, hvor vi skulle sove to nætter. Denne aften orkede vi ikke selv lave aftensmad, så vi kørte på pub og fik aftensmad. Og det var bare en god beslutning :)))

Næste morgen prøvede vi igen med den solopgang, og det gik lidt bedre denne gang. Vi fik set solopgang, spist morgenmad, også kørt til Tweed Heads, til stranden Snapper Rocks. Det er et meget populært surf sted, og virkelig flot med bølgerne der slår ind på stenene.

Efter en kort badetur ved stranden, kørte vi i Aldi for at købe ind til frokost, aftensmad og morgenmad, OG billige Aldi øl. Vi har nemlig lige præcis krydset grænsen til New South Wales, NSW, hvor det er lovligt at sælge øl i supermarkedet. Så kørte vi tilbage på campingpladsen og havde en vildt chilleren dag med strand, mad på barbecuen og piratvist. På stranden var der lidt større bølger, og Martin lærte mig at bodysurfe, hvilket var virkelig sjovt!

Næste morgen stod Cecilie, Jonas og jeg tidligt op for at se solopgang, mens Andreas og Martin sov længe. Derefter spiste vi morgenmad, også vendte vi ellers snuden hjemad. Vejrudsigten bød nemlig på regn senere på dagen, og det var vi ikke lige klar på. Ja, også skulle vi måske også hjem og læse op inden eksamener begynder i denne uge.

Alt i alt en virkelig dejlig ferie fyldt med god mad, godt humør og masser af Minds i bilen! Det kunne jo ikke være bedre :)

Min første eksamen er i morgen, og jeg føler mig rimelig klar. Jeg er ret sikker på, jeg nok skal bestå, hvilket jo er det vigtigste ;)

Var de smukke unge damer denne gang faktisk smukke unge damer?

Jeg tog til bageren den anden dag. Mens jeg tænkte på, hvad jeg køber, kom ind en dreng omkring tre år gammel og sin far. Drengen var snakkesalig og faren snakkede også meget med sin søn. Drengen holdt en bakke og det så ud som om han valgte, hvad de køber.

Fordi jeg havde allerede bestemt, hvad jeg køber, deltog jeg i  køen. Der var en kunder ved kassereren og jeg var den anden person i køen.

Mens jeg ventede foran et skab fyldt af sandwiches, kom drengen tæt på mig. Jeg gik lidt væk fra ham, fordi jeg troede, at hun ville gerne se sandwiches. Bagefter sagde faren til sønnen, “Du skal vente i køen.” “Far, den ung kvinde gik ud af køen for mig.”

Jeg sagde til drengen i mit hoved, “Nej, jeg er stadig i køen.” Jeg tænkte, “Små børn tror på, at de er centrum af verden g tingene går rundt dem.”

Men jeg snakkede med mig selv i mit hoved, “Vent. Er jeg ‘en ung kvinde’ selv om jeg er ældre end tredive år gammel? Er jeg (sessha) socialt en ung kvinde?  Skal jeg (sessha)  føle lykkelig om det?  Er det passende, at jeg føler lykkelig, fordi en dreng kaldte på mig som en ung kvinde? Jeg er en feminist.”

bagefter husker jeg, hvordan jeg var, da jeg var lige så gammel som drengen. 

Et barn, der er tre år gammel, er en super stjerne overalt hvor barnet er. Jeg var sådan også.

På toge og gader smilede unge smukke dame på mig, sagde hej til mig og vinkede til mig.

Men jeg undrede mig, “kaldte alle de kvinder sig selv ‘sessha’ i deres hoved?”

Hvid deres først person var “sessha,” var de såkaldte unge smukke kvinder”?

Nu forestiller jeg, at kvinderne i min ungdom skul arbejdede i sværer miliø, på grund af fraværet af feminisme i store japanske samfund. Det er muligt, at deres sprog inden for deres hovede var værre eller mere voldsom end min.

Det er også muligt, at de havde stærk “min verden”, som jeg heller ikke kunne forestille, selvom otaku kulture var ikke stor ting på det tidspunkt.

Jeg troede, at “de smukke unge kvinder” i mit hoved ikke var troværdig. De kvinder, der kunne have kaldt sig selv “sessha” var ikke kun “unge smukke damer,” men også hårdkogte krigere, der opmuntrede sig selv ved at kalde sig selv "ore" eller "sessha".

Jeg aflagde en ed til mig selv, at jeg ville blive ved med at kalde mig selv "sessha".

Jeg købte pandebrød.

Drømmesekvens:

Baggrundsmusik:

Kunstner: guldimund

Album: dem vi plejede at være.

Sang: dem vi plejede at være.

Drømmens plot:

Vi (L, mig og J) var på museum, science museum I London, og gik i børneafdelingen, fordi det var der, der var færrest børn og mennesker. Der var hoppeborge, med sådan... 2-3 børn og 2-3 voksne i hele afdelingen. Meget stille sted. Der var ingen larm. Ingen ord. Kun en summen fra ventilationen, og larmen fra børn i de andre afdelinger. Der var nogle seje gamle musikinstrumenter. Strengeinstrumenter som fx jazz guitarer, og helt gamle akustiske guitarer der var i hvert fald 100 år gamle, I mørkt træ. Der var de første elektroniske keyboards, hvor man selv kunne designe lyden i reeltid ved at lægge forskellige stykker metal på en magnettavle, som skulle skubbe lydbølgerne, så der kom helt særlige lyde frem. J og jeg jammede på et af dem, og fik lavet baby driver sangen, "was he slow?“. Det er et latterligt fedt keyboard. Jeg lader J arbejde på det tekniske, mens jeg laver det" kreative" musikarbejde. Den perfekte arbejdsballance. J kan ikke spille eller lave musik naturligt, til gengæld er han god til at ordne lyd, og jeg er ikke svagstrømsingeniør eller ved noget om teknik. Der var en mistroisk sur tysk far med en dreng på ca 6-7 år, som kiggede meget på os alle. Faren virkede meget konservativ og kynisk sur. Han forstod ikke hvorfor vi gik rundt i børneafdelingen på museet uden at have børn.

Vi kom hjem. Til J's og mit barndomshjem. Ind i mit og thea's flytterod. L har gjort noget på museet der får tyskeren til at tro hun er pædo. Han ringer hende op og beskylder hende. Vores hus er på bakken, som irl, men der er en vej lige foran huset, der er modsatrettet, altså på tværs, men jeg ser ingen huse på den anden side af vejen, selvom byen er i den retning. Så det må være meget stejlt. Som på et bjerg. Vi bor ikke længere på enden af vejen, men måske stadig ca på toppen af bakken. Tyskeren ser L og mig, og siger "der var de. jeg skal nok få ram på hende". Han forsvinder ind i et hus. Vejen er meget London agtig, dog uden at være meget trafikeret. Vi kigger ud. Horisonten er lidt rodet. L's tlf vibrerer. Hun tager den. Hendes stemme bævrer. Hun siger, at hun er klar på at mødes og tale om det. Meget modent og ordentligt. Det er latterligt tydeligt i den måde hun siger det på, at der er intet at komme efter. Intet at komme efter på den måde, hvor man godt kan høre, at hun er uskyldig og intet har at skjule. Manden er jo gal. Vi var der kun for at slippe for folkemængder. Han forstår intet. Jeg ved godt alt det her, selvom L ikke har betroet sig endnu. Er meget bekymret. Kommer ind på værelset ud til terrassen. Min seng er væk. Jeg får et raserianfald. Havde brug for at ligge ned. Er så udmattet. Sparker en flettræsskuffedarie. Det er T's, og får øjeblikkeligt dårlig samvittighed. L kalder på mig imens jeg slår i muren og gulvet. Sengen er tilbage. Jeg ruller over den, mod døren til bryggerset på verdens mest aggressive måde. Den står "forkert" (som i, ikke der hvor jeg havde sat den, og tænkt den skulle stå. Jeg når at tænke, at jeg synes den står bedre det nye sted. Rummet bliver større, og mere luftigt. Som om flytterodet ikke længere roder. Mine guitarer står fremme på gulvet, i guitarholdere. De ser gode gamle og dyre ud, og det er som om der er plads. Luft. Flytterodet er væk. Det er klar til at blive brugt. Jeg har stadig voldsomt høj puls efter mit korte eksplosive pludselige raseriudbrud. Ingenting gik i stykker. Jeg skynder mig ud til L, der står i bryggerset, og kigger ud ad vinduet. Hun spørger mig, om jeg ikke vil bekræfte, at det hun ser er rigtigt, og peger ud på havet, der er tydeligere end irl og længere nede end irl. Det er fyldt med hoppeborge. Både. Militær. Der letter gamle fly, der tilsyneladende er designet som de gamle (krigs)fly fra science museet. Jeg kan se flyene er ladte med missiler. Begynder at høre lyden af anden verdenskrig. Siger til L, at hun ser rigtigt. Råber efter T, og løber rundt for at finde hende. Hun skal advares. Hun skal beskyttes. Vi skal slukke lyset, vi skal i læ. Er panisk. T er ved at pakke ud. Hun er rolig og glad. L græder. Jeg tænker, L's verden i dette øjeblik må være ubærlig. Jeg ved det er derfor hun havde illusionsfølelse. Med tanken, at det da umuligt kunne blive værre efter opkaldet, for så at se bombefly lette fra bådene i havet. For så at høre lyden at missiler der falder fra himlen. Jeg tænker det er Putin der vil have Danmark. Men det kunne stadig blive værre. Vi kunne blive ramt.. Jeg leder efter et sted at søge ly, tænker at ligge under sengen. Eller bygge et telt af madreser. Men vi skal også kunne komme ud, hvis det bliver nødvendigt. Hvis der går brænd i det hele, og alt styrter sammen. Jeg er stadig panisk. Har slukket alt lys. Vil ikke være skydeskive. Kan ikke tænke klart. Hvor skal vi søge dækning. Ville ønske vi kunne være under jorden nu, men alle bunkerne er enten væk eller i så dårlig stand, at de ikke beskytter mod noget. Står i vildrede. Hopper under sengen. Vågner.

Jeg glemmer, at jeg har en stemme, når jeg bare går rundt og chiller herhjemme alene. Havde sat alarm i dag, fordi jeg havde tilkaldt en fagperson(lol), der skulle kigge på min emhætte, der var kaput. Men inden han ankom, snakkede jeg til mig selv for at opvarme, så min stemme var “parat”. Jeg er en absolut numse. Der er hellere ikke husdyr tilladt, så plus at flytte rotteburene ind på soveværelset, og det ene bur er næsten ligeså højt som mig. Det hele føltes som en brandøvelse, lol igen. Luftede ud og tørrede vægge, sofaen og emhætten af. Pedellen tog min nabo med ind, fordi drengen studerer til elektriker, det var virkelig dumt, jeg HADER ham. Afskyer ham. Og han ved det, fordi jeg ikke er en falsk white person small talker, som han er. Tofjæset passiv aggressive lille dreng. Jeg vil ikke lade som om, han ikke har været rigtig ubehagelig og klaget til boligforeningen, så der var økonomiske konsekvenser for mig. Og så prøvet at small talke med mig. De studerende i min opgang, deres eneste hobby er at small talk. Det er så akavet at se, hvordan de interagerer med hinanden. Rigtig akavet og den alt for lange stilhed, mellem dårlige small talk jokes på den alt for lave sofa i opholdsområdet. Alt det akavede og tåkrummende ved kollegier og første møder, men hver tirsdagaften herude. Baka da. En aften lavede min ekskæreste og jeg tacos og skulle benytte fælleskøkkenet. De sidder derude og drikker øl, og en anden dude, der gangede op med min nabo imod mig, kom snigende og AKAVET igen, halvnervøs og svinger lidt med sin øl og spørger øhh, sååå, hvad læser du? Ikke en skid, Mikkel, vi har hævet stemmen foran hinanden, og du prøver at lade som om, vi nogensinde kunne stifte et venskab? U’ve been an asshole og nu holder du mig verbalt gissel. Bet

En politipatrulje fra Lokalpolitiet fik onsdag en knallert standset på Hørve Stationsvej i Odsherred. Onsdag aften kl.17.30 standsede lokalpolitiet en 16-årig lokal dreng, da han kom kørende på en knallert, der umiddelbart fremstod som om, at den kunne køre hurtigere end det tilladte, hvad den 16-årige nok måtte erkende, at den nok kunne. Faren til den 16-årige blev kaldt til stedet og politiet fik en snak med både far og søn om at knallerten skal lovliggøres om ikke må komme ud at køre, før det er sket, hvad de begge var indforståede med. Skulle den 16-årige igen blive taget på den ulovlige knallert, så vil den blive konfiskeret på stedet, og muligheden for at tage kørekort til bil blive udsat i seks måneder.

Work in progress - tekstuddrag fra arbejdsværket “Into the purple haze.”

Uddrag fra work in progress roman om et kærlighedsforhold mellem to kvinder, et jeg og et du. Her møder vi dem på et særligt godt tidspunkt i livet.

Vi har sat os på en bænk i parken med hver vores to-go kaffe fra den lille, lokale hipstercafe rundt om hjørnet, hvor vi bor.

Det var dig, der foreslog, at vi lod det sidste ligge og gik ud, som vi var. De smilede og kiggede lidt ekstra, da vi kom ind og bad om vores sædvanlige kaffer, men jeg tror ikke, at de genkendte os.

Du strækker benene ud foran dig på bænken og vipper med de store, brune sko. De ternede bukser stumper, så jeg kan se dine lange, hvide ankler. Du lader dig glide ned af ryglænet, så du kommer i niveau med mig, drejer hovedet og smiler.

Vi gik uforstyrrede hele vejen herhen, hånd i hånd. Folk smilede mest, når de så os, og nogle pegede lidt, men der var ingen, der standsede op for at bede om din autograf og et billede.

Vi skulle gå ud sådan her lidt oftere, sagde du til mig bag ansigtssminken og den regnbuefarvede paryk.

Så grinede vi og lænede os ind mod hinanden, mens du klemte om min hånd, og mine lige så store sko faldt ind i rytmen med dine.

Festen var et hit, og vi taler lidt om den nu. Hvor sjov dagen har været, hvor godt det hele forløb. Folk var festlige og opstemte, og alle havde gjort meget ud af deres udklædning. Forestillingen fik os alle til at hyle af grin, klappe i takt og heppe højlydt.

Folk sad med champagne og varme popcorn og sang og råbte med, når artisterne henvendte sig til dem. Vi kunne ikke have ønsket os et bedre udfald af vores skøre event.

Vi må gøre det igen næste år, siger du, gøre det til en tradition.

Skal vores lille trold så også klædes ud som os, siger jeg og stryger din mave med bagsiden af min frie hånd.

Bestemt, ler du. Hvis vi kan finde et kostume så lille.

Det bliver nok mest parykken, der bliver en udfordring, griner jeg.

Du lægger din pande ind mod min, og sådan sidder vi lidt og ser ind i hinanden, mig med hånden på din mave, og tænker på, hvordan vores liv ser ud om under et år.

Jeg skal til at læne mig ind til et kys på din meget røde mund, da en lille stemme pludselig spørger, om vi laver ballondyr.

Vi ser op på den lille lyshårede dreng, der står lige ved siden af dine lange, strittende fødder.

Jeg har ét tilbage, siger du, og finder en lang, slatten, blå gummiballon op af din lomme.

Du har kun denne ene dags øvelse, så drengen ser lidt skeptisk ud, da du rækker ham det færdige resultat.

Det er en gravhund, siger du.

Han ser stadig ikke helt overbevist ud, så du hiver en håndfuld karameller op af din anden lomme og sender ham afsted med dem også.

Don’t quit your day job, griner jeg ned i mit ærme, hvor jeg har skjult halvdelen af mit hvidmalede ansigt, mens du asede og masede med ballondyret.

Du niver mig i siden, og jeg spjætter rundt på bænken, til vi begge er helt forpustede af grin. Jeg finder to bolsjer fra min dybe frakkelomme og giver dig det røde, fordi jeg ved, det er det, du bedst kan lide. Her, siger jeg, stadig forpustet, mens jeg klapper dig på den skaldede isse.

Du griner med den røde sukkerrubin mellem tænderne, mens du krøller bolsjepapiret sammen i hånden og smider det mod skraldespanden overfor.

Det lander halvvejs på stien, og du rejser dig, mens du stadig taler til mig, bøjer dig ned, samler det op og læner dig det sidste stykke frem mod spanden og smider papiret i.

Bevægelserne får det ellers så store, posede tøj til kort at lægge sig ind til din krop, og jeg kan ane dine former bag. Jeg bliver varm under den hvide sminke og helt ned til bænkens sæde.

Du sætter dig ned igen og ser på mig, mens du afslutter den sidste sætning. Jeg har lyst til dig, siger jeg. Der farer et lidt forvirret udtryk hen over dit ansigt, så ser du på mig med det her bløde smil, der er dit.

Sådan her, spørger du, og slår ud med armen, og så knækker vi begge sammen af grin.

Det var, da du stod ovre ved skraldespanden, da du bukkede dig ned efter det bolsjepapir, hikster jeg.

Så fik du simpelthen lyst til at hump’e mig lige der?

Ja, klukker jeg.

Og vi ler begge så hårdt over det billede af os, den lille klovn, der hump’er den store bagfra, bøjet ned foran en skraldespand i en offentlig park i L.A., at tårerne triller ned ad kinderne, og du må holde dig på maven med begge hænder.

Til sidst vender du dig mod mig, løfter armene op fra din mave og tager mit ansigt mellem dine hænder.

Min lille liderlige klovn, siger du, og løfter min mund op til et blødt og meget rødt kys.

copyright@gabaltdk

La terza settimana: Perugia - et farligt sted for ankler

Om mandagen var jeg ikke overraskende meget udmattet efter eventyret i Firenze, og de italienske verber hoppede nærmest rundt på papiret, da vi gennemgik forskellen på imperfetto og passato prossimo. Heldigvis spurgte Claire (en fransk pige som gik på samme sprogkursus som mig), om jeg havde lyst til at “pranzare” sammen med hende og et par andre piger fra holdet. Claire boede nemlig hos et ældre italiensk ægtepar lidt udenfor Perugia, hvor hun havde sin egen tagterrasse med udsigt over Perugias dale. Det endte med, at Momo og to andre drenge fra det andet hold sluttede sig til os, og sammen spiste vi pasta med pesto og drak vin, mens Umbriens sol bagte ned på os. Giancarlo, den italienske mand som Claire boede til leje hos, var meget snakkesaglig, og vi fik blandt andet vendt det italienske valg, som på daværende tidspunkt var faretruende tæt på. Som Giancarlo så fint udtrykte det, så havde han kunnet stemme i mere end 50 år, men han forstod stadig ikke, hvordan italiensk politik hang sammen. 

Tirsdagen gik med lektielæsning og de sidste forberedelser. For dagen efter ankom mine to coinquiline, Simona og Giorgia, nemlig endelig til Perugia. Vi endte med at spise indflytter-pizza sammen om aftenen, og jeg mødte også Simonas ven Emmanuelle, som kom på besøg om aftenen. Torsdagen gik med skole, lektielæsning på biblioteket og frokost med Simona og Giorgia.        

Claire havde ikke været til undervisning i et par dage, og jeg var begyndt at blive en smule bekymret, men om fredagen dukkede hun endelig op - dog med krykker og anklen i gips! Hun havde været så uheldig at snuble ned ad trappen, der førte op til hendes del af huset, og da hun boede udenfor centrum, blev hun nødt til at tage en taxa for at komme hen til universitetet (det har nemlig vist sig, at Perugia er et yderst farligt sted for ankler - men mere om det senere!) Om eftermiddagen besluttede Lisi og jeg os derfor for at tage hjem til Claire, og sammen brugte vi eftermiddagen på terrassen med at male og snakke, indtil solen gik ned. Resten af aftenen brugte jeg på at slappe af på mit værelse, og alt åndede fred og idyl, lige indtil amerikanerne gjorde deres indtog. To etager længere nede boede der nemlig fem amerikanske udvekslingsstuderende, som altid drak sig meget fulde, og da det kan være svært at være rigtig fuld og stille på samme tid, var der sjældent roligt om aftenen. Til deres forsvar er her meget lydt - eksempelvis vågner jeg af og til af underboens vækkeur - men jeg fik alligevel noget af en oplevelse den fredag. For sent ud på aftenen vågnede jeg til lyden af en, der kastede voldsomt op. Til at starte med kunne jeg ikke rigtig lokalisere lyden, men da jeg gik hen til vinduet, gik det op for mig hvorfor. Ud af vinduet nedenunder hang en af amerikanerne nemlig ud af vinduet, mens kaskader af opkast spredte sig nede på fortovet. Selvom jeg er opvokset i Danmark, hvor alkohol må siges at være meget udbredt, var dette alligevel en førstegangsoplevelse.     

Lørdag blev jeg inviteret på middag hjemme hos Lisi, Lili og Simon, hvor jeg fik smagt Lilis lækre risotto. Efter et par dejlige timer på deres terrasse og en Aperol Spritz eller to, mødtes jeg med Simona og Emmanuelle på trappetrinene ved det store springvand på Corso Vannucci. I centrum af Perugia er der ikke diskoteker, og da de fleste barer ikke må servere alkohol efter kl. 1, bruger de fleste unge deres aftener ved “le scale”, hvor de drikker, snakker og hører musik.  

Søndag havde de andre fra mit hold talt om at gå fra Perugia til Assisi, og jeg havde egentlig tænkt mig at tage med, men da jeg vågnede op med en forfærdelig hovedpine, endte jeg med at blive hjemme. Det skulle vise sig at være en fantastisk beslutning, for det havde åbenbart været en rædderlig tur. I stedet brugte jeg tiden på at slappe af og forsøge at blive venner med de italienske verber.