Håber du er okay mentalt ven

Den her blog er død. Hvem er du, hvorfor skrev du. Sjovt. Jeg har ikk haft det bedre. Ikke deprimeret længere og har ikk været i noget tid.

jeg har nedstirret jonas morgensen i dag i kvickly.. tænk hvis han troede jeg dømte ham for at gå i sandaler eller at have armene fyldt med mel

mit værste personlighedstræk er at jeg både er i zen og virkelig chill men intens med mine følelser. især romantiske tendenser gør noget helt fjollet ved mig. jeg frygter, det gør mig svær at elske. man kan ikke komme helt tæt på mig, men vil gerne fordi jeg virker nede på jorden og jeg tager ikke ting for seriøst, men de bliver skræmte når jeg tager ting rigtig rigtig tungt og skal ligge mig horisontalt for at trække vejret igen.

22 år og hovedet er stadig gigantisk i forhold til min krop

var så meget sødere som 17-årig end 19-årig. mit hoved var også større men det var min glæde og naivitet også! Miss her

min bror troede jeg var blevet drugged i byen fordi jeg stadig var frisk kl 6 om morgenen (normalt kold før tolv eller nærmere gaber og vil ramme hovedpuden før tolv aka jeg er elendig til byture)

forresten

Bertil skulle kremeres i en rød glaseret urne med skriften “Bissen Bertil” og det absolut skulle han !!! IDGAF take my rat and money. Jeg giver også tårer og snot ud (og en smule savl da jeg stortudede så meget ad)

jeg har lige spenderet 2500 på den ene af mine rotter og stadig har The Audacity til at gå med sko hvor platformen er halvt af og fikset med gorillatape, trælim, søm og skruer og nu har spændt sokker over. det klart jeg er i snak med en psykolog, sygeplejerske, to psykiatere og en læge i øjeblikket

bror gik blot ud på min altan for at strutte røv og slå en skid og så gik han ind igen

hvis man hænger ud med mig kommer der konstant mundlort ud undskyld jeg snakker hele tiden hvert øjeblik skal være epic gamer øjeblik intet er underholdende fordi jeg er død indeni og finder intet reelt stimulerende og det er årevis siden jeg blev oprigtig spændt på noget så i sidste ende er alt underholdende jeg er faktisk ikke et menneske længere eller nærmere en person jeg er grådig og larve-lignende og alt keder mig fordi min hjerne har skulle bedøve mig og kan nu ikke finde stopknappen de få gange jeg har grædt af glæde har jeg bare været overstimuleret

taler over mig natten lang ingen kan stoppe mig

Vågnede op til at han havde sindssyge vejrtrækningsproblemer, droppede ham af ved dyrlægen og nu har de ringet og sagt det er så kritisk at de får mig til at vælge mellem at prøve at behandle ham eller lade ham aflives. Og de har ferie fra i morgen af de næste tre uger. JWG SIGER JER JEG FUCKIN TILTER. kan ikke få fucking ro. jeg synes selvom jeg ikke laver de største ting i ferien og jeg er ikke på charter eller noget så kan jeg bare sidde hjemme og så hælder der problemer op til randen. jeg kan ikke miste ham, jeg nægter det. har overvejet at off mig selv men tanken om jeg ikke ved hvem der skal passe på mine rotter har stoppet mig. intet føles rigtigt længere

Det burde være ulovligt at jeg ikke kan verbalt kommunikere med mine rotter. det stopper mig ikke i at kalde bertil for en god dreng hver gang jeg går forbi buret tho

jeg sværger jeg tilter snart

Føler jeg har sommerferie pga studiestart i august i stedet for bare at nyde sommeren. Forstår i. Det mega stressss og jeg gaber stadig hvert andet sekund efter mit sygdomsforløb for to uger siden.. Er udmattet i hoved og krop så jeg spilder min sommer og det er ikke andres skyld end fucking instagram influencers/influenza

Det burde være ulovligt at jeg ikke kan verbalt kommunikere med mine rotter. det stopper mig ikke i at kalde bertil for en god dreng hver gang jeg går forbi buret tho

kom hjem fra kbh først i dag. føler jeg er endt alene i min lille etværelses lejlighed. føler nogen har placeret mig her i efterladenskaber af en person der hyggede sig med at pakke og glemte at tage opvasken inden de tog afsted. men nu er jeg hjemme og kan ikke finde ud af pakke ud og hvor tingene skal stå. jeg er virkelig rystet og brugte hele min aften og nat på at være forberedt på tage min bror i hånden og løbe. jeg har set så mange geværer og blinkende lys. blevet eskorteret af mennesker i blå der pegede med deres tunge skydevåben mod retningen vi skulle hen. grådfærdige mennesker. alle ringede til deres forældre, det havde jeg ikke lyst til. jeg var jo uskadt så der var ingen grund til at bekymre min mor. den mentalitet fik mig til at føle mig ekstra ensom. jeg er også ked af at jeg ikke hev fat i kraven på sikkerhedsvagterne og jeg i stedet blot sagde de ikke skulle åbne dørene. jeg skulle have insisteret. min bror håbede koncerten blev udskudt til dagen efter og jeg ville bare hjem. helt hjem. men nu er jeg hjemme og jeg vil heller ikke være her. hvad så nu