#Rasmus Skov Borring | Explore Tumblr Posts and Blogs

tripchina · 6 years

Text

Zhangjiajie (byen som ingen kan udtale) - Avatarforest

(Majd skriver)

Vores næste destination skulle være Zhangjiajie. Byen med en meget flot nationalpark. Vi havde næsten besluttet at vi skulle hertil før vi ankom til Kina. Efter Chongqing var Zhangjiajie et oplagt sted at tage til, da det også ville bringe os tættere på Shanghai, hvor vores tur slutter om 15 dage.

Transporten startede en tidlig morgen ved 6 tiden, hvor vi tog toget til en by ved navnet Yichang. Der skulle vi vente på et andet tog, som skulle tage os til byen Zhangjiajie. Turen med det andet tog tog fem timer, da toget var et almindeligt gammelt tog. At gå fra at køre med et lækkert nyt tog med hastighed på 250 km/t til et overproppet tog på 120 km/t var lidt deprimerende, men turen skulle overstås. I toget var der masser af ung kinesere som også skulle på ferie. Det er altid imponerende og spændende at se hvad folk har med af mad i togene. Vi havde selv nogle snacks med, men det var ingenting i sammenligning med de andre. De havde poser fyldt med slik, kyllingefødder, pakket tofu, tørret kød, æg, tørret frugt og listen fortsætter.. (En gruppe piger var så sød at tilbød os rosiner, nødder og slikkepinde).

Efter fem lange timer ankom vi til Zhangjiajie byen, hvor vi hurtig fandt vores hostel og derefter så lidt af byen. Dagen efter skulle vi ud og udforske det såkaldte Tianmen Mountain. Bjerget skulle være et must hvis man er i byen, og det er det første man ser, når man træder ud af toget. Vi var lidt usikre på, om vi skulle se det, da billetterne til bjerget var lidt dyre. Dog indeholdte billetten en envejstur med bjergets cablecar/lift, som også skulle være Asiens længste på 7,5 km. Liften kunne transportere én fra byens centrum og hele vejen op til bjergtoppen på en halv time. Efter nogle overvejelser endte vi med at købe billetterne fra hotellet samme aften vi ankom til byen.

Vi havde hørt, at der skulle være mange mennesker deroppe, og at man helst skulle tage derude tidligt for at undgå turistgrupperne. Så det var det vi prøvede at gøre. Vi stod tidligt op og skyndte os mod cablecar-stationen. Vi ankom til en meget hektisk station med total kaos og MANGE mennesker. Vi havde allerede bestilt vores billetter men vi skulle stadig hente dem fra stationen, dvs. stå i kø.

Efter at have stået i to køer og blev sendt frem og tilbage et par gange, fik vi endeligt vores billetter. Derfra bevægede vi os hurtigt mod cablecar-stationen for at tage liften op, men vi blev stoppet og fortalt, at vores billetter var “B” billetter, og at en “B” billet betød, at man skal komme op af bjerget med en minibus og ned med en liften. Dem som har en “A” billet kan komme op med cablecar og ned med bus.

Senere fandt vi ud af, at hvis vi havde bestilt vores billetter 2-3 dage før, kunne vi have fået “A” billetter og på den måde havde undgået turistgrupperne, som alle får en “B” billet.

At have en “B” billet betød, at vi skulle stå i kø med en masse turistgrupper i omkring 40 minutter, før vi kunne komme oppe. Der var kamp om pladserne i køen, hvor man hele tiden blev blokeret fra at komme videre i køen og man blev derfor nødt til at holde sig til og også skubbe lidt tilbage. Efter vi endelig kom med bussen, tog turen op til mellemstationen omkring 15 minutter, hvor man skulle skifte bus for at komme højere op i bjerget.

Den anden bus kørte os op af nogle meget stejle og snoede veje, hvor man var nødt til at kigge væk nogen gange, for ikke at få højdeskræk (det skulle være meget mere skræmmende at tage bussen nedad end oppe, men det kunne vi ikke med en “B” billet).

Det, der kendetegner bjerget er en cirkelformet åbning i bjerget med dens berømte trappe på 999 trin. Trappen kaldes for “Stairway to Heaven” og den tager én hele vejen op til bjergåbningen. Trappen er delt op i fem sektioner som alle repræsenterer fem velsignelser i livet (penge, sundhed, succes og to andre jeg ikke kan huske). Går man op af trappen, vil man kunne opnå disse velsignelser.

Man kunne også vælge at tage en rulletrappe til åbningen hvis man ønskede det, men vi valgte selvfølgelig at gå op af de 999 trapper. Det var 999 hårde og stejle trapper. Det var imponerende at gå op af, da vi hele tiden nærmede os bjergåbningen og vi glædede os til at se, hvad der ventede os. Bjergåbningen var selvfølgelig mere imponerende fra afstand end at stå i den. Vi gik lidt rundt deroppe før vi fortsat til bjergtoppen via de indbygget rulletrapper i bjerget (der var syv lange rulletrapper i bjerget fra bjergåbningen og op!!). Rulletrapperne førte os op til et åbent område, hvor vi gik rundt langs bjergets kant med en rigtig flot udsigt. Nogle af de kanter vi gik på havde glasbund, så vi kunne kigge ned på vores fødder og videre ned på et frit fald på mange hundrede meter og derved få os en fornemmelse af hvor højt oppe vi var.

Turen ned af bjerget med asiens længste lift blev oplevet med en kinesisk familie (mor, far og tre teenage sønner). Moren havde højdeskræk og skreg virkelig højt meget af vejen (for hver gang liften vippede en lille smule). Hun valgte til sidst at lægge sig ned på gulvet i liften. Efter de 30 minutter var gået længtes man bare efter at komme ud af liften.

Vi havde måske forventet lidt mere af Tianmen Mountain, men udsigten fra bjerget og trapperne var turen værd. Stairway to Heaven var en super fed oplevelse.

(Rasmus skriver)

Efter et par dage i Zhangjiajie by var tiden kommet til at tage videre til Zhangjiajie nationalpark, som ligger omkring 30-40 kilometer væk. Zhangjiajie nationalpark er et af Kina's helt specielle naturområder og et geologisk vidunder. Parken er kendt for sine mange klippeformationer som består af sandsten og som bare skyder op i luften alle vegne. Og med den subtropiske bevoksning på klipperne, ser de bare helt specielle ud. Dertil skulle det også være her, hvor Avatar-filmen har hentet sin inspiration til filmens natur.

Selve parken er et kæmpe område som tager flere dage at afdække til fods. Vi havde besluttet at vi ville tage nogle dage her, og at vi ville bo uden for parken. Man kunne enten finde hoteller på den østlige side af parken, som er turistcentrummet, hvor alle tour-grupper bor og ankommer. Dette sted skulle efter sigende være ret hektisk og ucharmerende. Fordelen her ville dog være, at alle hovedseværdigheder i parken ville ligge utrolig tæt på. Den anden mulighed var at bo på den mindre besøgte vestside, som skulle være lidt sværere at komme til og det skulle ligge lidt længere væk fra hovedseværdighederne, men beliggenheden af bostederne skulle være helt fantastiske i forhold til natur.

Vores valg faldt hurtigt på den vestlige side på grund af de omgivelser vi ville komme til at bo i. Desuden, så var formålet med at besøge parken også at vi skulle hike, så vi havde ikke noget imod at hovedseværdighederne lå lidt længere væk.

Turen ud til den vestlige side af parken var hård. Det var 1½ - 2 timers bumletur med nok den mest smadret minibus vi har set i Kina. Alt var smadret ved bussen, både indendørs og udendørs. Mit sæde var ødelagt, så jeg blev nødt til at ligge halvt ned hele turen, samtidig med at vinduet til venstre for mig sad løst og klappede højlydt. Vejene var grusstier og med mange huller. Hver gang vi kørte over et bump fløj man op i sæderne (vi kunne dog se at de var i gang med at bygge en stor og bedre vej, så om kort tid vil man kunne få en behagelig tur derud). Vi vidste ikke at turen derud ville være så besværlig, men det var bestemt alle bumpende værd. Vi kørte igennem mere rurale områder af Kina og kom igennem flot natur.

Vores guesthouse lå i rigtig flotte omgivelser med rismarker omkring og med udsigt til et bjerg i horisonten. Helt sikkert værd at tage på den vestlige side.

Da vi ankom smed vi vores tasker på vores værelse og fandt vores vej til entreen til parken. Vi tog en parkbus op ad bjerget og steg af ved en sti som førte ind i en skov. Vi fandt hurtigt ud af at denne sti var fyldt med aber. Disse aber var lumske og gridske. De havde lært, at der på stierne går mange turister, og hvor der er turister er der mad. Længere fremme end hvor vi gik, gik en kinesisk mand med en pose med masser af mad. Aberne fik hurtig interesse for ham og hans pose. De listede sig ind på ham og rev posen ud af hånden på ham. Herefter var aberne godt i gang med at åbne og spise diverse godter fra hans pose. Ligeledes gik der en kvinde, som havde en vandflaske som også fik den revet ud af sin taske. Vi gik “heldigvis” bagved en person, som havde købt blommer som han gav aberne, når én kunne finde på at blokere vejen (at give aberne mad er dog en lidt dum idé, for det gør blot at de lærer at de kan få mad hvis de presser på, så det er lidt en ond cirkel). Aberne kunne simpelthen finde på at blokere vejen og række hånden ud for få en betaling for at lade én komme igennem. Vi oplevede dette på førstehånd på en af vores hikingture. Vi havde en af dagene fundet os en mindre benyttet sti, som førte os ned gennem en kløft og videre ind i den tætbevokset skov. Vi gik i vores egne tanker, vi var trætte og det var sidst på dagen. Pludselig hørte vi en høj ruskende lyd, ligesom noget sprang rundt oppe i trækronerne. Pludselig sprang en abe ned og satte sig midt på stien længere fremme. Vi gøs ved tanken om, at vi skulle forbi den, men tænkte at den nok skulle rykke sig, når vi kom tæt på. Men nej.. den rykkede sig ikke én millimeter og den begyndte at kigge på os. Vi stod nu halvanden meter væk fra den og vi var lidt usikker på, hvad vi skulle gøre. Vi besluttede os at prøve at gå forbi den, men så snart vi satte i gang strakte den sin arm ud og blokerede vejen. Vi vidste godt hvad den var ude på. Vi prøvede igen og det lignede den ville række ud efter os, hvis vi prøvede at passere den. I starten så den ret hjælpeløs ud, men efter vi forsøgte at passere den anden gang, så var den blevet lidt irriteret og viste en smule tænder. Med frygt for hvad den kunne finde på at gøre, tog vi imod dens tilbud. Jeg huskede, at jeg havde nogle nektariner i tasken. Jeg rakte derfor ud efter én og kastede den over mod den, men jeg kom til at kaste lidt for hårdt og nektarinen rullede ud over skrænten. Heldigvis havde jeg én til og jeg lagde den i stedet på jorden, hvorefter aben snuppede den og begyndte højlydt at gnaske i den (vi måtte hermed passere). Efter denne episode udstyrede vi os med en kæp hver og vi var klar til at møde en abe igen - desværre mødte vi bare ikke nogen aber som turde efter.

Tilbage til den oprindelige historie. Vi kom igennem skoven og fandt en parkbus som vi tog ned i parken. Herfra fandt vi en rute, som ville tage os op på en af de her klippeformationer. Ruten startede med trapper og vi tænkte ingen problem - Vi er vant til trapper. Efter én hel time med trapper, og hvor det bare gik op, op og atter op, begyndte vi at spekulere på hvornår det mon ville ende. Men det gjorde det heldigvis. Vi kom op på klippen og fik en hel fantastisk udsigt. Et yderst særligt landskab kom os i møde. Jeg kom straks til at tænke på filmen Avatar som også har sådan et landskab. Helt fantastisk. De efterfølgende dage brugte vi på at hike de forskellige ruter og udforske forskellige områder i parken. Hver område havde hver deres natur. Vi gik både på meget turistet stier, og på stier som sjældent ser turister. Man kunne både gå nede imellem klippeformationerne og kigge op på det særlige landskab, eller man kunne tage turen op og se det fra toppen. Zhangjiajie er helt sikkert et meget specielt område og turen hertil var helt sikkert en af vores rigtig gode beslutninger.

Vi er nu taget videre til Hangzhou, som er en by relativt tæt på vores endestation, Shanghai. Det tog os 18 timer med tog at komme hertil fra Zhangjiajie med tog. Højsæsonen er ved at slå til i Kina. Vi kan mærke at togbilletter er sværere at få fat i og man skal være lidt på forkant. Vi har derfor valgt at tage en lang rejse for at være sikker på vi er tæt på vores endestation. Så kan vi udforske lidt byerne omkring Shanghai før rejsen går mod Istanbul (hvor vi skal være i nogle dage, før vi rejser mod Danmark).

0 notes