4/2-22

har lige brug for at finde mig selv igen, tror jeg. i mit skriv i hvert fald, sammenligner mig selv, de tanker kunne jeg aldrig omforme til ord, at folk er bedre end mig, at føle noget er en danskopgave, at føle man ikke kan andet end at lytte. ord har været så tilgængelige for mig de sidste par uger, og det har føltes skønt, nu føler jeg det som om jeg skal presse dem ud, skal mærke efter, er blevet hvirvlet ind i et højskoleunivers og det er vidunderligt, men har svært ved at mærke mig selv, har svært ved at lytte efter mine egne behov, lever i konstant relation til andre, til dem jeg bor på værelse og i hus med, til dem jeg er på linje med, til hende jeg står i køen bag til morgenmaden, til hende der råber højt i foredragssalen, til ham der ikke siger et ord selvom jeg er den eneste som sidder til bords med ham, mine tanker eksisterer sammen med 130 andre, plus det løse, jeg har svært ved at skrive, jeg vil skrive, jeg ved jeg kan, tror jeg, måske kan jeg ikke skrive digte, måske kan jeg skrive prosa, måske kan jeg skrive begge, måske ingen af delene, skal man have temaer i baghovedet når man skriver, kapitalismekritik i en skriveøvelse, at være bevidst om hvad man gør, er noget jeg ikke gør, jeg bliver ramt af en angst, hvad nu hvis jeg ikke kan skrive, hvad nu hvis det hele er en løgn, hvad nu hvis mine ord er gået i baglås

30/1-22

I dag er jeg ked af det, eller bare for en stund. Føler mig overvældet, overstimuleret, overset, overtræt. Kan ikke skrive, ondt i maven, høje stemmer. Drømmer mig væk til varmere dage, folk der holder af mig ubetinget, at falde på plads

Bestod min teori venner!!!!!!!!

"Han forlod hende aldrig, som intet menneske forlader os, vi engang har holdt af. De lever i vort sind som hvide alterlys, vi knæler for i stille timer."

- Tove Ditlevsen, Man gjorde et barn fortræd 

"Disse mennesker her finder mig kedelig - de repræsenterer ikke samfundets mening, det er sandt nok, men i min verden er de den største magt, fordi man har henvist mig til deres selvskab."

- Tove Ditlevsen, Man gjorde et barn fortræd 

Burde øve til min teoriprøve, i aften på Amager kl 18.30 sidder jeg og sætter krydser for mit liv, skal ikke: blinke med forlygterne eller bruge hornet, skal være særlig opmærksom på: lyssignalet, færdselstavlen, kørebanestriber, det giver ikke mening i mit hoved, føler mig som gummi tarzan der skal lære at læse, hajtænder og varslingslinjer der hopper rundt på skærmen, har brug for at sidde med garn mellem hænderne for bare at holde koncentrationen, du må tage det med et grand optimisme, siger min kørelærer og kigger skuffet på mine falske prøver, 6, 7, 8 fejl, det kan du jo blive nødt til

Åh hvor jeg ikke savner dig, du kryber ind ad bagdøren, giver mig små hjerter på instagram og opstår i samtaler med vores fælles venner, har lyst til at fjerne alle fra mit liv der bare kender dig, vil ikke tænke på alt dit rod, har ikke ansvar for dit indre barn længere

Starter alle mine sætninger med et stedord og et verbum, jeg er, jeg gør, vi siger, vi bliver, nogengange bare har, er, føler tænker, som kan jeg ikke skrive om andet end fra mit eget indskrænkede verdensbillede, kan jeg ikke strække det ud og leve i abstrakte scener, det er for let, for banalt, vil skrive så det vedkommer andre, vil male smukke billeder med ord og finde på dialoger der giver folk lyst til skrige, historier der gør ondt, fortællinger der forstås bagfra, endnu sidder jeg fast i en ungdommelig sump af navlepilleri og flueknepperi, kan kun skrive om hvad der er lige foran mig, æg, cigaretter, mandehænder, autofiktion er det nye sort, hvordan vender man det hele på hovedet og sætter ild til det, det vil jeg gerne vide

bliver flov når jeg genkender mig selv i folk der kastes frem og tilbage, drenge i jeres alder kan kun bruges til at udnyttes sagde min venindes mor engang, det har taget mig noget tid at komme til den erkendelse, jeg tror jeg har en “anxious attatchment style”, bogen fortæller mig jeg skal udvide mit repetoire af mænd så jeg ikke bukker under for min tilknytningsstil, undgå folk der sender mixede signaler (det kan jeg overføre på mere end bare mit kærlighedsliv), at fjerne sig selv fra mixede signaler, at fjerne sig selv fra mænd, drenge, der ikke er en skid, I know I’m better than you and still I’m caught up in all your shit, sagde min veninde, jeg tænker på lana del Rey, mitski, tænker på Norman fucking rockwell, på alle de kloge kvinder der har bukket under for mænd halvt så gode som dem, det er patetisk, og jeg elsker mænd det gør jeg virkelig, jeg elsker deres hænder, deres øjne, deres umiddelbarhed, os kvinder bærer rundt på en byrde, et tungsind, en vrede, en urviden af livets uretfærdigheder og ulykker, vi prøver at fortrænge det ved at drukne os i blå øjne, glemme os selv i småligheder som hvorfor han ikke skriver efter tømmermændsramte morgener hvor man ikke kan finde sit dyre undertøj, om det var fordi man ikke var ligeså pæn med mascaren tværet ud i ansigtet, vi gør os selv til fremmede i deres blikke for at glemme den ulykke der er vores køns betingelser, vrider, drejer, kaster os: elsk mig, begær mig, befri mig fra det onde

håber virkelig at jeg kan tage med mig på højskolen, at hvis jeg føler jeg skal gøre noget særligt for at holde folks opmærksomhed, er det bare et red flag og har ikke noget med mig at gøre

2022 mig er hot girl energy✨✨✨

var ude og spise et ok fancy sted på gammel kongevej med min faster, tjener har ørering, ser sød ud bag sit mundbind og hælder vand op i mit glas, lange fingre, rødbedesalat med gedeost, kuller (fisk), okserisotto og earl grey mousse, bliver sat på min første prøve da jeg skal vælge vin, skal jeg have riesling eller Chardonnay, har lyst til at kaste vinkortet tværs gennem rummet, jeg skal bare have en af dem, det skal bare være vin, har et tørklæde rundt om halsen, lavtaljede bukser, føler mig næsten voksen, sofistikeret, mens jeg sidder og krummer surdejsbrød i skødet, tørrer myggestiksblod af i min hvide stofserviet og spilder rødbedemousse på bordet, bliver sat på min anden prøve, da min faster beder sød tjener om en klud, han spørger om jeg også skal have en ny serviet, jeg siger nej, han siger det nok er bedst, vil helst kravle ned under bordet og blive der indtil han kommer med kaffen, er blevet afsløret, kan glemme alt om hans ørering og hænder der hælder vin op i glas, kan glemme alt om at smile og sætte sit hår op i klips og drikke vin til risotto, det er her jeg befinder mig, landet mellem barn og voksen

I frygt for jeg lyder som den største boomer i verdenshistorien, er jeg så træt af folk der er woke, er træt af venstrefløjens blinde følgetrop af alt der hedder sig acab, antifa, antiracisme, er træt af at snakke om køn er en social konstrukt, træt af fjerdebølgefeminister, træt af sort/hvid, træt af at træde på æggeskaller, træt af man ikke kan være venstreorienteret uden at skulle navigere i mennesker der ikke kan tænke selv, træt af der ikke er plads til kritisk tænkning, træt af man ikke kan være venstreorienteret og stadigvæk kritisk, træt af folk der giver hinanden ret, træt af internetaktivisme, udtømte paroler og endnu en story fra min hvide skolekammerat om hvorfor man ikke må sige det og det ord, kom videre, kom ud i verden, op på barrikaderne, meld dig ind, råb højt, vær vred, men ikke bare på andres vegne, vær vred for dig selv for dit køn for verden, lav kunst, skriv debatindlæg, lænk dig nøgen til et træ, tag den gode diskussion ved middagsbordet hvor du rent faktisk lytter til hvad folk har at sige, lad vær med at sidde fast i dit ekkokammer af pronominer, den enkeltes ansvar i klimakrisen, skam over gamle mennesker der gerne vil spise kød, skam over børnefamilier der har brug for en bil, skam over hende eller ham eller de/dem der ikke kender til ordet intersektionelt, hvad er det for noget elitært pis, at alle skal kende de samme ord, vi lever alle i den samme verden, jeg brækker mig

Jeg læser om jens haaning i dagens information og holder om min lave kaffekop imens som skulle den alene kunne give mig varme og ly fra alt der ikke er tanker og idéer. tænker på kunst og dens rammer, mit hoved snurrer, former, lyde, sansninger jeg ikke kan samle i den her verden, mit lille hjerte basker med vingerne af bare at tænke på alt det uberørte der findes derude, sider i bøger jeg ikke har vendt, nuancer af blå jeg ikke har set, lange aftener i cinemateket. Jeg forstår det nu, meningen med det hele, måske, jeg forstår i hvert fald hvad der nærer mig, forstår det på en måde jeg ikke har kunne mærke før, har lyst til at vende det blinde øje til alt der ikke hedder kultursektionen, alt det hurtige og forgængelige, til formandsvalget i df, til at være vred over dimittendsatsen, til kapitalismekritik der ikke kan synges og masseforurening af verdenshavene, jeg vil leve med hovedet i skyerne, jeg vil forsvinde i kunsten som var det et syrebad, jeg vil have lov til dette, om end bare for en stund

folk fortæller mig jeg stråler, jeg troede ikke jeg havde ændret mig, men føler mig anderledes nu hvor jeg er hjemme igen på en måde, måske bare gladere, drager ud i verden med en fornyet bevidsthed om hvad jeg vil og ikke vil, kan ikke lukke mange af mine bukser længere men har aldrig haft det bedre i min krop, føler mig så glad og lækker, værdig, ovenpå

Det var svært at finde pigevenner i Thailand, som om alle piger så os som konkurrence i stedet for allierede, søstre, deres blikke flakkende kroppe afvisende, fuldstændig uinteresserede i ens person, måttes nøjes med mænd og drenge, mennesker jeg jo kunne lide, men en vild kontrast til herhjemme, jeg har ikke nogen drengevenner her, i hvert fald ikke fra København, drengene blev vores primære venskaber. I overtænker det, fik vi at vide, “you’re too Danish”, som om alle danskere, skandinaviere, tænker mere over sociale konstellationer end den gennemsnitlige verdensborger, men det var ikke opspind, det var helt validt, og jeg er glad for jeg havde L, og de få piger vi kunne skrabe os sammen, meg, lea, flo, kolde blikke, føler mig forrådt på en måde, af dem der spiller beerpong uden overhovedet at prøve, eller påstår piger er for meget drama, har de ingen selvrespekt, jeg sætter pris på vores bevidsthed herhjemme, alle piger har hinanden i et vist omfang, bundet uløseligt sammen af vores køns skæbne, en vrede, frustration, en ild, det er smukt, kvinder er så vilde, i hvert fald dem der vil det, dem der er vågne

23/1-22

jeg køber flyttekasser i bauhaus med min mor, skal pakke mit liv ned, har for mange bukser og for lidt undertøj, vil have: Tove ditlevsen, Inger christensen, vita Andersen med. Om fire dage sover jeg i en ny seng, jeg er begyndt at glæde mig, har ikke været bange, bare træt ved tanken om at skulle overbevise folk om man er god nok trods jeg godt ved det selv, det eneste jeg er bange for, er at sidde i den kedelige ende af middagsbordet, at have følelsen af man går glip af noget, at føle man er endt med de forkerte mennesker. Men jeg ved også det altid løser sig, er et menneske der evner at flyde ovenpå, et jeg selv kan lide, hvorfor skulle andre ikke det?