Er nytår bare en måde at fucke en masse menneskers døgnrytme op på samme tid

Sådan hej 2024 jeg vågner klokken 12 og falder i søvn kl 04

Jeg skriver “godnaaaat<3” kl 23.30 og doomscroller til mine øjne er helt indtørrede og ømme

Jeg spiser frokost til morgenmad og går tur i nattøj mens folk er på vej hjem fra job!?

Og så græder jeg det ene øjeblik over at føle mig nedern i en dum verden og det næste øjeblik laver jeg nytårsfortsæt om at bestige et bjerg!!?????? SOM OM bjergbestigning er dét der skal motivere mig til at få styr på mit liv!?

Og så HVER ENESTE MORGEN er der IKKE ENGANG permanent våbenhvile i G@z@ endnu!!???? WTF

Jeg vil jo bare være stabil nok til at læse en bog og strikke en trøje færdig og tage i svømmehallen hver tirsdag og det KNUSER MIT HJERTE at noget så basic føles umuligt, midt mens det faktisk ER umuligt for millioner af mennesker!!!????!! Som bare venter på hjælp der ikke kommer og ikke har en døgnrytme fordi lyden af b0m6efly og følelsen af sult og smerte og sorg og angst holder dem vågne…

HVAD ER VERDEN

HVORDAN GIVER NOGET MENING

I 2024 vil jeg være heks

Jeg vil have noget at gøre med et bjerg

Jeg vil samle sten i jord og sand og lade dem bo i mine planters potter

Jeg vil se på mine nærmeste omgivelser og mærke efter om de hjælper mig med at genkende mig selv eller ej

Jeg vil værne om mine grænser, mine behov og min identitet

Jeg vil have overgangsritualer - ikke kun kedelige rutiner

Jeg vil nære noget mildt og kærligt. Modigt og sikkert. Trygt og nysgerrigt

Jeg vil være i oprør

Heks i oprør

2023 føltes som et år hvor jeg nåede at være lykkelig og knække i tusind stykker. Det lyder så dramatisk. Kiggede på alle stumperne af det jeg engang var og måtte erkende at de bare aldrig helt kan samles. Jeg bliver ikke helt til noget jeg kan genkende igen. Måske gør jeg. Det føles urealistisk. Tror heller ikke at jeg vil. Efterlader stumperne. Ser om jeg kan flyde ud i alle mellemrummene. Fylde tomheden i mig selv. Lige nu fylder jeg ingenting, for jeg har tabt 12kg i ren afmagt. Får hjælp. Er sygemeldt. Og da året startede var jeg bare lykkelig. Så stolt over at føle mig hel. Savner mig.

For 2024 håber jeg på at størkne lidt. Jeg vil kigge ud over havet og tænke på min morfar. Besøge hans gravsted. Jeg vil samle sten. Små runde sten. Glemme dem i alle mine jakkelommer, som da jeg var barn. Jeg vil skrive dagbog. Jeg vil skrive breve. Jeg vil i svømmehal når jeg er rask nok til den slags. Jeg vil have rutiner igen. En døgnrytme. Kende månens cyklus. Har ikke de samme ambitioner længere. Fremtiden føles som noget, der gør mig mere uduelig end jeg behøver at være. Jeg vil bare størkne og føle mig lidt mere hel. En ny slags hel. Please.

Okay okay - først og fremmest: GIRL DUMP HIM - det er ik okay! Seriøst der er gået 6 år og now i know at jeg da for pokker kun skal være sammen med.. og KÆRESTER MED(!!?!??!!) nogen der ÅBENTLYST VISER AT DE VIL DET!!?!

Secondly: i løbet af de 6 år har jeg jo fundet ud af at jeg er bragende autist. Ik sært at jeg har følt mig som mit eget mysterie tbh

Resten er jeg enig i - øver mig faktisk stadig helt uden at stresse over det. Tak tid<3

Der er nogle ting jeg for alvor skal lære i det nye år:

Jeg skal lære at forstå, og acceptere, at min kæreste udtrykker følelser på en anden måde end mig. At han ikke er typen der explicit og sådan uden videre krænger sit blodholdige hjerte ud, sit begær og sine tanker, i dybe kærlighedserklæringer, på samme måde som jeg selv gør det. At han ikke giver komplimenter af mere end et eller to tillægsord. God. Sød. At han stadigvæk ikke har sagt ‘jeg elsker dig’ tilbage, og at det er okay.

Jeg skal forstå hvad jeg selv føler, MEN jeg skal ikke bruge timer og atter timer på at forstå det. Jeg skal ikke dvæle ved det, men jeg skal acceptere min mavefornemmelse, og agere efter den, på en måde så jeg ved at jeg kan stå ved det jeg gør. At jeg har mig selv med i det jeg foretager mig. At jeg har en grænse.

Jeg skal lære at give slip. Lære at det ikke er alle relationer man skal slæbe sig selv igennem et metaforisk hav af skarpe, spraglede og halvtomme heinz tomatsuppe dåser for. At nogle gange skal man spare sig selv den tur, hvis man vil se ned ad sig selv, og føle sig hel på den anden side.

Jeg skal lære kun at bruge ÉN e-mailadresse. Så jeg ikke fucker op og glemmer at tjekke de andre og pludselig en dag har overset et nu meget forældet tilbud om mit fucking drømmejob. Fucking.

Jeg skal lære ikke at frygte min vaskekælder.

Jeg skal lære at begrænse mig. Jeg kan meget, og jeg vil meget. Og jeg vil gerne bevise overfor mig selv, at alt det jeg vil, det kan jeg. Men så ender det med at jeg ikke kan, for pludselig er det for meget. Derfor skal jeg kun gøre det jeg vil, i et omfang hvor jeg ægte kan det. Bum.

Jeg bliver simpelthen nødt til at lære, at jeg får mere energi, bliver gladere og ja… forvandlet til et bedre selv, når jeg dyrker motion. Det er hårdt i starten, men det er nødvendigt pga endorfiner og lyst og overskud og power-feels. 

Det absolut langt fra sidste jeg skal lære, er at det er okay at opsøge hjælp. At jeg nok skal kontakte en, der én gang for alle, kan give mig de værktøjer jeg har brug for, for at kunne komme videre. Især så jeg kan ende op med nok overskud til at kunne hjælpe andre. Dem der vil have min hjælp.

Hvor gammel er du?

Lige nu er jeg 23 👵🏼

det er længe siden tumblr har været min jam. har altid været anonym herpå, men begynder at have det sådan der... at det faktisk kunne være ok rart at være en person. 

Jeg mener, hvorfor skulle nogen bruge energi på mig? Jeg føler mig som et overvældende menneske. Jeg kan ikke se så meget smukt i mig selv, hvordan skulle andre kunne det? Jeg har lyst til at leve livet alene - og det er en kæmpe løgn for jeg har lyst til at blive hamrende forelsket. Stormende. Og flytte sammen og få en baby og have en undulat og blive gift og fejre det på en ødegård i sverige, min lille familie, og jeg har lyst til at bygge mit eget hus og et rum hvor jeg både kan lave musik og tegne og en trappe og masser af lys og jeg har lyst til at vide hver eneste dag at jeg er lige præcis det min familie har brug for, og jeg har lyst til at de skal vide at de er lige præcis det jeg har brug for. Jeg vil arbejde og jeg vil kæmpe og elske og grine og græde og leve mit liv. Og jeg lever mit liv nu, og måske er sandheden bare at jeg er virkelighedsfjern, naiv og dramatisk og måske skal jeg bare sætte snuden i retning af en hverdag med et mindset der aldrig helt er skarpt nok til at skære i selv den blødeste sandkage. Jeg tror måske jeg ødelægger mig selv. Og jeg vil ikke ødelægge andre. Og jeg synes at folk fortjener bedre end det jeg går og er for tiden. Jeg har lyst til at råbe undskyld til hele verden.

Jeg kan ikke rigtigt lade være med at føle at jeg er spild af tid?

Jeg har lige lagt mærke til mine fingeraftryk:) nogle af dem ser spejlvendte ud fra den ene hånd til den anden, små cirkler med større cirkler uden om som slynger sig mod enten højre eller venstre.

Men min ene tommelfinger, den føler jeg virkelig er særlig.

Den har sådan en hvirvel, helt som yin og yang, der snurrer sig ind i hinanden men på en alligevel tydeligt adskilt måde. Det er ikke en spiral. Det er to dele der snurrer ind i hinanden til en samlet perfekt lille cirkel midt på blommen af min tommeltot.

Og jeg føler mig helt speciel, fordi det er min finger:) tænk engang:)

Om ikke andet så har du i hvert fald et smukt sind. Hvorfor er du så vild med Berlin? Hvad ville gøre anderledes, hvis du var i Berlin?

Tak, det gør mig virkelig glad, altså:’)))) hmm Berlin.. Jeg ville føle mig fremmed og lidt grænseløs tror jeg:) blive grebet af en følelse af at skulle indtage noget ukendt helt alene, og jeg tror jeg ville føle mig stærk og jeg tror jeg ville få lyst til at k æ m p e for ægte at skabe mit eget space. Møde mennesker på studiet, fortolke og formidle og kreere i samarbejde med andre hjerner, og ligesom bare vide at nu er jeg i stand til at tage det hele ind. På mine egne præmisser, under en masse givne omstændigheder. At vide at det ikke er let eller befriende, men at det super meget er et projekt:) Lidt som at få en kat, men bare sådan at det er ens eget liv man kæler for:)

Jeg vil videre. Have en ‘helt vildt meget’ følelse af at være kommet videre.

Det kan være pisse nedern at tænke i virkeligheder som ikke findes og som er meget sejere end den virkelighed man er i. Jeg gør det tit. Mit liv ville være meget sejere i Berlin fx. Jeg hader at jeg ikke bor i Berlin, og så kunne man tænke at jeg da bare skulle få fingeren ud og tage til Berlin. Og jeg prøvede. Jeg søgte ind på en kunst-skole-ting og jeg kom ind og jeg fandt legater og shit men jeg kan ikke starte. For det er i Berlin, jo. Fucking.

Og jeg vil videre fra mit nyligt forligste forhold. Jeg vil ikke fluks afsted ind i et nyt, jeg vil bare lige mindes om at jeg godt kan beundres af andre end ham. Spejle mig i et menneske og være betaget.

Huske at jeg er værdig.

Hvis jeg nogensinde falder for dig, så lover jeg at du ikke kommer til at være i tvivl om det:) Selv hvis du ikke kan lide mig, det er altså helt i orden, men det er da rart at vide at man er til at holde af:)

Måske en dag jeg tager til Berlin, helt af mig selv:) fordi det bare føles godt:)

En følelse af savn

Og rastløshed

Og også lettelse

En tyngde

Et ansigt jeg har set smile så uendeligt mange gange

Og måden det fortrak sig på

Som mig eget

Fælles om tårer

Vi deler alle ordene

Som om det er en beslutning vi tager sammen

Og jeg følte at det var på tide

Nu føler jeg at det var for sent

Jeg har lyst til at ligge i min seng og ikke savne duften af din hud

Jeg har lyst til at ligge i min seng og ikke føle et ansvar

Samvittighedsløst at downloade tinder og ikke græde over det

Jeg har lyst til at have det helt okay med alt hvad der sker, for jeg kan ikke bære tingene som de er

At du har ondt

Og at jeg har ondt

Og at vi er grunden til det hele

Jeg vil elskes herre meget og elske herre meget, og jeg vil elske mig selv og være okay uden dig og jeg vil grine med spaghetti ud af mundvigen og drikke vin til kl 03 på en tirsdag og jeg vil aes på håret og have at vide at jeg er en noget så veldrejet spurv:) jeg vil vågne op til en mælkebøtte på min dørmåtte, og smeltet is i en skål fordi jeg vågnede for sent:) jeg vil lave leverpostejsmadder med hjerteformede agurker og efterlade kys i luften inden jeg tager afsted. Jeg vil græde til edward scissorhands tre gange i træk og putte min næseryg mod en varm nakke. Jeg vil se på fremmede barndomsbilleder. Være to:) for en stund:) og bare mærke den der love:)

Jeg kan relatere så meget til din nye post om dig og dit forhold Jeg var sammen med ham meget længere end jeg burde, nu er jeg faldet sammen. Jeg tænkte aldrig på mig, kun på ham. Og nu når han er væk, ved jeg ikke hvem jeg er længere. Jeg elsker ham ikke, det gjorde jeg. Men ikke længere, eller, idk Føler bare at verden spinner rundt og jeg har kvalme og kan ikke finde ud af at gå. Hvordan finder jeg mig selv? Hvordan genfinder jeg mig? Hvem er jeg?

Det er okay at være lidt i tvivl om hvem man er blevet, det har jeg gået og sagt til mig selv på det sidste. Jeg forestiller mig at man ændrer sig hele tiden, men ligesom har en kerne at udvikle sig omkring, ikke? Ligesom man forandrer sig i et forhold - nu er det tid til at forandre sig til noget helt selvstændigt og ‘enestående’. Jeg føler at det er igennem mine venner og min konfliktfyldte familie, mine gamle dagbøger og telefon-noter og det at være alene med de tanker jeg normalt plejer at fyre afsted i hans retning, at jeg ligesom finder fodfæste, eller bliver mindet om hvordan fodfæstet var. Eller bliver provokeret til at få styr på det. Styr på kernen.Jeg er ked af at høre at du er nede, men jeg er glad for at du er på vej til at cruise imod noget sundere og bedre og det er også snart sommer med sol og ting og jeg glæder mig sådan til lyset:) jeg synes du skal købe en plante, så køber jeg også en plante og så kan vi have det pisse fedt med en plante og trygge gamle serier som Friends eller Gilmore Girls og heale og så kan man tænke på om man kan lide stearinlys eller om man vil eje et trommesæt eller om planter overhovedet er ens ting, og så kan man sådan tænke ‘hm, så tænk engang.. så var jeg måske alligevel mere til Ross end jeg var til Chandler?’ og smile helt alene og tro på at fucking alt bare bliver pisse fedt igen på et tidspunkt:) fordi en dag er vi sikkert 80, og så spiser vi KUN fuldkornspizza og hører Grimes om fredagen og hele vores familie ved bare at det er sådan det er, og så siger de ting som “nogen ting ændrer sig bare aldrig;)” og “hun har sine ways, den dame:)” og smiler og elsker os fordi vi har en kerne og en sær rutine som er så tydelig at man ikke kan andet end at være begejstret:) Jeg tror mega meget på at det hele bliver okay:) tusind kram herfra

Jeg er bare mig nu. Ikke en kæreste længere som min hjerne automatisk afsætter tid og overskud til. Bare mig. Og jeg skulle have sluttet det for et år siden og nu sidder jeg og ved at jeg skal lægge vægt på at jeg er en erfaring rigere, men i virkeligheden er jeg bare hammer ked af det over hvor vidt jeg lod det hele gå. Depression, stress, indlæggelse, fyring og opsigelse, tre flytninger og en masse forligste projekter, og her er jeg nu, og kan ægte mærke hvordan roden til det hele var at jeg fokuserede mere på min kæreste end på de ting der fyldte min tilværelse ud. Min egen tilværelse. Og alle de gange jeg havde lyst til at slutte det, lyttede jeg ikke til mig selv, for jeg var sikker på at jeg ‘overreagerede’ på en eller anden skæv følelse. Jeg er ikke engang ked af ikke at være sammen med ham mere. Jeg er bare ked af at have ladet mig selv gå så meget i stykker. Jeg tror slet ikke på mig selv længere. Kun på at det her var en meget meget rigtig beslutning.

Vi er kærester. Jeg har haft stress. Jeg har ændret mig. Han har også ændret sig. Jeg kan ikke overskue at savne kys. Jeg kan ikke overskue at blive rørt ved. Jeg kan ikke overskue at være nøgen mere. Vi er kærester, vi giver hinanden space, vi kysser mere når vi ses, vi er ikke nøgne, vi taler og hænger ud. For at falde ud af de rutiner der er destruktive. En ny start. Og rolige morgener. Og noget skræmmende autentisk.