TRÆET I KULISSEN

(absurd teatermonolog fra et træ over livstemaet at stagnere, opført af mig selv):

(Vrøvler og bøvler, gør ved.)

Nej nej det er fint. Det er bare sådan jeg ser ud. Det ER mine arme.

Hallo. Ja det er mig herinde. Altså træet. Hallo?

Bare kast bolden. Jeg griber. Nej nej, det skal du ikke tænke på. Bare kast. Ja, ja altså jeg elsker at spille bold. Så er man sådan rigtig en del af en gruppedynamik, ja altså på sådan et helt bilatteralt plan, ja altså både med teori og i praksis, ikke?

Kast nu bare den bold til mig!!!! Jeg vil gribe!!!! Jeg ELSKER at gribe, hvem gør ikke det?! Men det kræver ligesom at du kaster til mig, ikke! Kaaaaast!!! Kast. Kast kast! (bold kastes, træet griber ikke)

NÅ! Nå, jamen det er lige meget. Jeg griber sikkert en anden gang. Eller. Ja, det kan også noget, ikke? Det der med at misse. Så får man ligesom sådan et wake up call, du ved. Pisse dårligt kastet i øvrigt, kunne du ikke have lavet en griber?

Jeg er et fucking træ, hvad forventer du!

Har du måske nogensinde set et Træ på landsholdet, hva? Rimelig passiv kamp alligevel.

Det er sjovt det der med at være træ. Det er lidt sådan ambivalent; man står tit i vejen og kan ikke rigtig flytte sig eller sådan noget. Man har jo ligesom slået rødder på en måde. Men uha lige så snart alle dem der kan bevæge sig og løbe rundt de skal til at lære og finde ro ikke også, SÅ er træet pludselig det aaaaallermest fascinerende, ih ja du stille natur, du store vidunder, mystiker oh du .. Gaia...!!!! lille skat fra bagerst i kulissen, gemt væk i alle skoleteater-sammenhænge, sikke en guldgruppe. Lige pludselig.

Så GIV MIG DOG EN HOVEDROLLE.

Så kunne alle i andre tage og prøve og spille træ. Det er fandme ikke så fredfyldt som det ser ud, skulle jeg lige hilse og sige. (Slår sig, blafrer, basker i bladene og gør ved.)

Hvorfor klatrer man egentlig ikke i træer mere? Og der er sgu aldrig nogen der har lært MIG at klatre. Hvis jeg kunne klatre i mine egne grene, så ville jeg allerede ha været afsti-afsted, det kan jeg godt love dig for. Neeeej du. Ingen bruger naturen mere. EN dag om året, En dag!!! - SÅ får træet en central rolle. der danser man rundt om træet, og så er det ellers ud på lodsepladsen dagen efter, hvor man kan visne i tavshed. Farvel og tak, du.

(Pause)

Ja, jeg kan ikke se skoven for bare træer! Hvor er jeg! Hvor eeeeer jeg! Hvad er alt det her! Panser.... det fylder!!!

(Opdager den ikke sidder fast). What!!!!

Hvad er det!!! Jeg er blevet snydt!!! Jeg er slet ikke groet fast! Hvorfor har i ikke sagt noget! Jeg kan jo SAGTENS klatre, og danse frit. Svinge mig i lianerne, så at sige. (Ekstatisk )

(Pause, ekstasen lægger sig).

Ej, okay. Jeg troede jeg var et træ! What! Jeg ... FORDØMT!!! Jeg er fri!!!! (Panisk).

(Klynger sig til træerne med angst og jammer igen).

Jeg tror lige jeg tager en skovtur. Forsvinder ind i mellem grenene igen.

Hallo? Hvad? har I aldrig set et træ der er groet fri fra dets grene før? I ligner da selv nogen der er groet lidt fast.. hvorfor klatrer i ikke i mig? Hvorfor danser i ikke i cirkler om mig, og synger ?

Nå, men så... så kan det da være at jeg må.. tage sagen i egen hånd. Naturens gang... på usikkert terræn.. (Bevæger sig ud igen).

(Tager en hurtig flyvetur rundt om træets krone. Vander træet. Går hen, samler skælvende bolden op. Kaster tilbage til publikum, der kastede den).

Godt grebet. (Løber ud af scenen). (Sarah-Kamille, sommer 2019)

Kærlighedskujon

Burger-øjne

Dine sande løgne

En poetisk streg på min vej

En uundværlig og uudholdelig, smuk fejl

Fååårk - et suk, og så et nej

Jeg tager rejsen den baglæns vej

Den pris du aldrig forstår, man betaler

For at elske dig

Blind som natten

Frustrerede kvinder i grædekor

Stiller sig på skuldrene af hinanden

Overfor den samme ene bandit i årtier

En som aldrig forbli'er, en som aldrig transcenderer,

'Den fælles forbier'

At snuble over den ballarina-snor

Man skulle have balanceret på mens alle glor

igennem Aarhus midnat alene,

Hovedkulds og stakåndet efter sidste spinkle spor

Ingen vinder alligevel mor (Sarah-Kamille Teib, d. 16. marts 2023)

OBSERVATIONER TIL ET STATIONSDRAMA

Et optrevlet strikværk med ophobede masker for små til sansning.

Penny skal videre igen. Den obligatoriske tur til rødderne og så hjem til sit liv i USA. Gensynet i Aarhus, mit selvvalgte liv, er smukt. Diskussioner om politik, videnskab, forskning, diskurs, værdier - vi er grundlæggende enige om alt, men elsker at kilde hinandens hjerner ved at nuancere de udsagn, den anden kommer med. Konstant respekt og nonverbal anerkendelse mellem to piger, der er blevet voksne på hver sin og alligevel samme måde - to overlevere og levere i en til tider underkendende verden, hvor man kun har det supportsystem man vælger selv, og nogle gange intet. Fuldkommen tavshed, når den ene vælger at åbne følelsesmæssigt op, med refleksioner om hvor man har været, hvor man står nu. Rå ærlighed. At give hinanden noget, en smule, men nok. Det essentielle. Jordbær og små sandheder. Mere havde været velkomment, men overflødigt. Oplæsning af respektive personlige digte og anekdoter, lige inden jeg følger Penny til toget. Så når jeg lige akkurat selv med mit eget lift, hunden med, som er for stor til hundetasken. Jeg er ufravigelig optimist, og hunden må sidde på mit skød hele vejen, så hundehår begrænses i firma-bmw'en. Min jævnaldrende chauffør er opflasket i butiksleverandør-industrien. Han mangler ikke noget. Han har haft en naturlig ungdom med druk, og modvilligt er han nu faldet til ro med den helt rigtige, konservative kæreste. De skulle lige vende sig til, at lillebroren sprang ud, men alle må da gøre hvad de vil, det blander de sig ikke i, så længe han er glad. En tanke opstår - Kan du overhovedet høre dig selv?

Triller ind i min opvækstsby. Slut med påtaget høflighed, jeg kender det her sted. Jeg kommer fra det her sted. Trækker vejret lidt dybere, lander lidt tungere, trøster hjertet lidt lettere. Utterslev Mose-området er det bedste til at tegne med kridt, lære at cykle, løbe på rulleskøjter, plukke bær, sætte drage op. Og kysse en dreng for første gang. Men københavn, du er ikke hvem jeg er længere.

På besøg i min venindes liv. En finurlig parallel, der tjener som hypotetisk sammenligningspunkt. Stor lejlighed, højt til loftet, sække med tøj, åbne arme, hurtige karrierer og livet hvor baghaven er en ud af mange parker i området. I Aarhus er Vestergade et helt kvarter. I København er Elmegade kun ét rigt punktnedslag på broerne. Alt dette kunne jeg have haft nu, hvis ikke jeg var så forbandet stædig omkring dig; Min passion, min forbandelse. Du stjæler alt fra mig, og du er så umulig.

Men det eneste jeg forholder mig til, er at du giver liv hver eneste dag. Min drøm - min mulige drøm, men umulige livsstil. Vi går tur forbi en legeplads. Her er så lækkert. Lige ved en sø på Østerbro. Hængetræer, brede stier, naturlegepladser, idyl med hjemmesnittet små dukketeatre og pjecer om at vi skal passe på de lokale bier. Og ikke mindst nogle små børnecykler på 3 hjul, magen til dem jeg kørte på som lille. Det havde jeg glemt alt om. Barbara ser mig gå forbi den ene cykel. Rødmalet, et børnesæde af træ. Små hvide hjul. Jeg ved ikke om hun ser det i mit blik, at jeg i et split sekund stopper helt op, og fornemmer mig selv lille - et instinkt i mig glemmer et kort øjeblik de sidste mange års udvikling der fordufter som dug for solen, og min krop og iver skal lige til at tage beslutningen om at sætte mig på den, som en helt naturlig indskydelse, og køre henover legepladsens grund. Den er ikke længere bare asfalt eller grus der tager sig sødt ud i fugleperspektiv - men en stor grund, der stolt og ærefrygtigt, skal erobres. Ser mig selv køre henover pladsen. Fortaber mig kort, før jeg kommer tilbage og først indser at jeg ikke passer sammen med cyklen. Jeg får en kunstidé til noget jeg aldrig fik lavet som barn, en gammel idé jeg havde glemt, jeg så i en tegnefilm for 23 år siden. At bygge solsystemet af flamingo og papmaché, male planeterne og sætte dem i korrekt orden og størrelsesforhold, eller måske er cirka nok, på en stor plade på gulvet, og få dem til at dreje rundt. Mit indre barn jubler af begejstring og taknemmelighed for at få lov at fordybe sig i viden, sanselighed og kreativitet. Det kræver mange modarbejdende bevægelser at skabe mig den oase, jeg prøver at nå hen til, som er der hvor frihed og ambition kolliderer. De flænser kødet på hinanden nu, paradoksalt, og ingen har fortalt mig, at man bliver en anden undervejs. Cirkusset fordrer, at vi fortsætter, uden at nævne hvor vi tog fejl eller mistede bittesmå dele af os selv. Smile and wave.

På vej tilbage. Dem der ikke stopper op og snuser men kun pukler i én retning uden at mærke noget, uden at se sig over skulderen eller uden at opdage andre. De keder mig - og jeg keder mig ellers sjældent. Dem der på gomore-liftet er tilpas populærkulturelle og likable, og tilpas intellektuelle og together, til at intet er sat over styr i den moverende metalboks, vi skal tilbringe de næste par timer sammen i. De er fra Skive og Bjerringbro og taler om “hvad man skal nå efter hvilken alder man er i” som om det er verdens største indlysende faktum at alle mennesker, vil udrette det samme i samme tempo. De tør ikke vise, hvor taknemmelige de er for hverdagen og for hvor langt de er nået - men jeg håber, at de er det i smug. Selvom der findes stor poesi i det trivielle, så keder det forventelige mig - men hvis jeg udfordrer deres forventning, bliver luften tyk i bilen, og vi er kun ved Fredericia, så det ville være lidt tidligt. Jeg fyrer nogle flere narrativer af. Observerer indre små søde børn, der performer voksne refleksioner, de har hørt andre sige. Mindre kan gøre det. Spar på kræfterne, for det største der er sket for mig i ugevis, er at arve aflagt tøj af Barbara og at høre et digt læst op af Pernille ‘Penny’, som hun læste højt til andre kvinder til sit PHD forsvar på Berkeley - og det største er også at mærke i hjertet, at jeg stadig elsker og savner ham. Selvom de år vi delte kun varede seks måneder, og at jeg aldrig blev taget helt ind, så sidder længslen stadig tilbage. Jeg elskede den delte fremtid, jeg troede vi havde til gode, trods nogle svære beslutninger at træffe undervejs. Jeg var motiveret til organisk at blive den bedste udgave af mig selv, og det er det jeg søger i tilværelsen. At elske nogen der giver mig blod på tanden, og elsker at mit sind er i kog. Ikke nogen der vil tæmme ilden. Bagsiden er at det er hårdt at blive ved med at præstere uden at blive taget ind. Når kemi opstår, forvandler begge stoffer sig og bliver til noget andet. Det var kun mig der blev noget andet. Han gik tilbage til den samme materialitet.

Jeg får ikke hvad jeg gerne vil have, men i det mindste kan jeg mærke, hvordan det føles at forsøge, fordi jeg ved hvad dét er. Hvad vil der ske, hvis jeg en dag lykkes med at få det? Kan jeg leve op til min lykke? Er det måske ikke et større stykke arbejde at vedligeholde alle processerne, uden at fortabe sig til det sentimentale? Verden er så flygtig. (Sarah-Kamille Teib, d. 12. juni 2023)

LIGESOM I JE TE LAISSERAI DES MOTS

(de forbandede elskeres evige brud)

I mine indre dialoger og monologer, florerer du, jeg, vi, os. Ordene oversvømmer alt, al min energi, alle mine vågne og sovende tanker. Hvis man så mig på et overvågningskamera i lejligheden, ville det ligne at der foregik paranormal aktivitet fordi jeg går rundt og taler til dig ud i luften, og de ville sende en med klarsyn ud for at hjælpe mig. Du har i sandhed sat dig fast - i mit indre univers, univers, univers, sat dig på tværs.

Når jeg sætter mig ved computeren, for at skrive vores drama, som gang på gang beruser mig med følelser af uforløst romantik og stor tragedie, jeg er sikker på kunne røre alle træmænd og mandemænd i hele kongeriget Danmark, bliver mine intentioner overtaget af en grå tåge. Hovedet er blankt og hjertet slår i takt med de tomme flygtige skyer der passerer nethinden. Jeg kan konstant ikke få dig ud af systemet, men hver gang jeg forsøger at formulere noget med retning, bliver jeg underligt senil, og kan intet præstere.

Jeg er aldrig hjemme i mig selv når jeg taler med, til og om dig. Jeg taler i tunger. Kludrer i ordene, har uendeligt mange blinde vinkler, og samtidig overvældes jeg af alle tænkelige perspektiver på een og samme tid. At prøve at nå dig - min bogstavelige modpol - er som at glo ind i et kaleidoskop; desorienterende men spækket af berigende krummelurer og nuancer. Jeg kan ikke finde hoved og hale i min forvirring, og får slået knude på mig selv for at binde vores evindelige paradoksale og dynamiske knude op.

Du er mit knudepunkt. Jeg kan ikke stoppe med at elske dig, men foragte dine metoder. Det er grænseløst provokerende, og jeg har ingen grænser for hvad jeg vil gøre for at finde ro i vores kontakt. Men du er en farlig muse. Jeg tænker på dig hver gang jeg er sammen med en anden. Og hver gang jeg taler med dig, dør jeg og genfødes. Du er min twinflame, min lærermester, min plageånd, min jeg-har-lyst-til-at-smadre-din-pande-ind-i-en-mur-kompagnon. Min kan-vi-lade-som-om-den-her-kampzone-var-en-mindre-eksistentiel-udfordrende-kærlighedseng-med-fredfyldt-jargon-og-tale-om-noget-andet-i-5-mens-vi-sejler-i-en-kano-på-et-stille-hav-i-stedet-for-at-bulldoze-hinanden-midt-over-fra-en-kampvogn? Come on.

Diamentralt modsat logik leger bestemt ikke bedst. Men min diplomatiske længsel efter at undersøge, udfolde og kommentere på alt der manifesterer sig, og din sensitive rigiditet, der vil dømme alt der modarbejder dine systemer for overlevelse og stikker bare en lille smule ud, er som ild og vand, bortset fra at det i dette billede er ilden der slukker vandet og ikke omvendt.

Vi er så stædige. Jeg vidste ikke at pædagogik kunne gøre den bedagede mand så aggressiv og rædselslagen for at miste fodfæste. Alder er et fattigt begreb, når du står over for en mand lige så ung som dig selv, med så gammel en sjæl i hjertet og øjnene, at jeg ikke begriber hvor standhaftig en tinsoldat kan være, i en flydende, moderne verden fyldt med individer, der vil vil vil blødgøre den gitterstruktur han er gjort af.

Vi bliver forskellige roller overfor hinanden - men jeg kan ikke samle mig omkring, det faktum, at jeg kan med stort set alle mennesker, og de få konflikter der virkelig bliver til noget, dem søger jeg at løse og det lykkes hver gang, når der er nok incitament. Men her er en mand der symboliserer alle de krav, jeg ikke kan leve op til. Og alle de forventninger jeg har, han ikke kan indfri.

Nogle gange er det så umuligt, at jeg tænker der næsten må være en mening med det. Det kan ikke være så poetisk og smukt designet konfliktpotentiale, at danskeren bare skal tænke “pyt, fank u, next”. Livet er ikke et spil tinder. Man møder dem man møder - hvorfor bliver jeg så stædig? Jeg vil binde alle knuderne op. Jeg vil finde en vej ud af denne labyrint. Jeg vil nå ind til det store hjerte, der bor i fjendens krop.

Det er som om min hjerne og mit hjerte har indgået en pagt med livet om, at jeg skal heale alt det, der går i stykker. Uanset hvor trevlet det bliver. Uanset hvor flad cyklen er, så skal jeg bestige det stejle bjerg på den. Det er mindre frygtindgydende, end at skille mig af med den og købe en ny cykel, der kan køre. Er meningen med tilværelsen bare at kunne køre? Det er da røvkedeligt.

Jeg vil i øvrigt ikke have en eller anden sjælløs cykel. Jeg vil heller ikke overtage andres ragelse. Jeg vil have MIN flade cykel. Fordi den er min.

Du er min. Du sætter panik i mit nervesystem. Men du er min. Og du var min ven, da vi blev uvenner. Og jeg ved at jeg skal lære af din feedback og mine fejl. Men hvorfor reagerer du så småligt på menneskelige banaliteter, når der ligger så meget ren kærlighed lige under første lag jord? Det er altså også special.

Jeg er ved at opdage, at alt det jeg er bange for, er rigtigt. Der er noget i menneskets essens, der gerne vil vågne. Hver gang jeg er ved at vågne, så fucker jeg op, og så bliver jeg nødt til at dø og leve igen, og huske alt det jeg har lært med en anden. Noget ved dig vender altid tilbage, det er så levende. Du kan på fem sekunder få mig til at betvivle, alt jeg nogensinde har lært og min egen historie. Hvis du var kultleder, var du seriøst farlig. Og dine ord vibrerer forever i vindene der omslutter mit ansigt, når jeg går. Det er meget lettere at være sammen med nogen, der ikke gør ondt, og der kan rumme at favne at jeg er stædig og at det som er smukt i mig, også er det som er belastende af og til. Men jeg vil takke dig, for at gøre det svært. Det er vigtigt at slå sig på nogen. Dog ødelæggende at dræbe relationer ud af det blå, det er så brændt-barn-lærer-at-sætte-en-vigtig-grænse-agtigt. Godt du passer på dig selv, men tro ikke at det ikke er gennemskueligt, at lorten er din egen. Jeg trigger dig, men i en tryg relation, kan man godt trigge hinanden uden at brænde nogen på bålet. Det kan godt være jeg kæmper for meget, men det vil jeg altså hellere end at gå og fyre og ghoste alle, der røber at de sjovt nok også har kanter, der skal files af.

Må man ikke være fejlbarlig længere? Skal alle idioter lines op og skydes ned nu? Skal vi have konflikthåndtering på skoleskemaet, så det ikke blot bliver de empatiske pigers usynlige byrde?

Sensitivitet dækker over meget, der ellers fejes ind under skyklapperene. Hvis vi skal se hinanden, så kig.

Jeg savner dig og du er den eneste der sådan for alvor motiverer mig til at blive bedre og kigge indad. Hvad ville der ske, hvis vi turde blive i øjeblikket sammen, hvor alt er gået skævt og ikke dømme det, men bare stå der lidt tid og tænke?

Jeg er stoppet med at spise. Jeg vågner om natten med et sæt i måneskin, med din knytnæve der knuger mine indvolde og du som skriger og hvisker på samme tid med gråd ind i mit ansigt, at jeg ikke var god nok til at elske dig. Og at nu er det for sent. Og jeg har prøvet det her tusinde gange før. Det sker hver nat, at jeg ser dig. Men musikken slutter altid med en uforløst akkord, ligesom i je te laisserai des mots. (Sarah-Kamille Teib d. 31. juli, 2023)

Kys på panden

Du vælter ud ad sengen 10 minutter inden du skal ud ad døren. Jeg har bedt dig kærligt om at stå op, så vi får tid sammen inden jeg skal væk. Før min dag starter og jeg ved jeg vil blive overset igen. Jeg har bedt dig tilpas direkte til at du ikke slår det hen som ligegyldigt for mig, og tilpas kærligt så jeg ikke skal være sur som jeg ikke vil være. Men du hører det ikke rigtigt. Gyldighed arbejder gensidigt. Modsat ligegyldighed som kun kræver én parts fravalg af nærvær. Du står op på min tredje efterspørgsel og hopper hurtigt og målrettet i tøjet. Målrettet efter kaffe til dig selv og en cigerat. Dit morgenritual. Jeg venter på at du skal se mig i øjnene. Snakker om arbejde for at sige noget som ikke er for krævende, men stadig krævende. Du vender tilbage og planter et kys på min pande. Et kys på panden er smart - det sikrer at du har vist at jeg betyder noget, men det gør også at du slipper for min øjenkontakt og invitation eller deltagelse til et kys. Det er let og du har gjort det tilstrækkelige. Jeg har ikke noget på dig. Du når lige på toilet og så går du. Du kommer tilbage. Du glemte noget. Noget andet end mig. At dømme ud fra hvor lidt vi har talt om, er det utroligt at jeg stadig kan føle mig overhørt. Har jo ikke sagt noget. I hvert fald ikke med ord, og resten er så nemt at overse alligevel. Det er lige så meget mig selv. Den evigt krævende eller sorgfulde. Hvordan skal jeg leve i mig selv med den tilbagevendende positionering? Min sorg vil intet kræve længere. 

Flammedans

Jeg er stadig i chok Jeg har en viden om et hav der rummer baner af elektroder som små sitrende perler på snor Engang lyste de op hver hele eller halve sekund Men nu er de lammet og har glemt hvordan det føles at turde lade nogen sætte dem i bevægelse, lade nogen se en gnist i dem “Motiver bliver vores død”, hvisker han Mens han lader mig lammet, savlende og snavset sidde alene tilbage i mørket En krop lavet af glasskår Som en krøbling der leder efter en grund til at finde ud af, at jeg stadig lever Igen, igen, itu, igen og atter endnu lever Mens jeg langsomt tror jeg dør i sort fra det inderste mørke kul i pejsen, omslutter rød gul orange mig med lange, hurtige slik der griner hånligt og danser deres skånselsløse, hede flammedans Det skriger og lokker i det fjerne Jeg ved at de er for smukke og rå til at jeg kan se ind i dem direkte Det kan gøre for ondt og derfor gør jeg mig igen apatisk på vores vegne og larmer så du ikke bemærker at vi kun har hinanden - at vi egentlig ikke engang har dét - og at vi aldrig mere når at holde øjenkontakten længe nok til at se det flammende i hinandens blik.

at smelte lydløst

jeg har lyst til at lade mig flyde ned mellem revnerne i parket-gulvet. 

måske er det allerede sket 

at mine organer indeni er smeltet sammen og blevet til en røgfri form for gas

der er så stille 

selvom jeg ved at det larmer

når vi skulle mødes hvis vi skulle

så vil jeg være nervøs for 

at du kan se igennem min læbestift

og lugte angsten på mig 

hårdhed og blødhed flyder sammen og blander atomer

selvom de er fra hver sin stamme

og strukturer og systemer bryder op 

alt er dysfunktion

samtlige krystalgitre ændrer form

jeg skifter ham

hvorfor som den eneste

I et vilkårligt sekund i dag, som nu er forbi.

Der sidder du, og der er du. Din stemme er som flydende gul, der drypper ned som brusevand over mig. Og min hjernekrop opløses og smelter ud i rummet uden rammer. Eftergivenheden opleves skamfuld og jeg rødmer, så du nok kan se det. Måske. Og så er vi videre og tiden går jo, som den gør igen. Uden ord eller tanke for hvordan, så ved jeg på en måde, at en lille kamp er blevet tabt. Tabt og glemt. Det er jo mandag, og vi mangler tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag. Vi har meget, vi skal nå. 

Hul

Tag min tid fra mig

Placér en mening ind i tomme rammer

Hæng dette billede op på væggen

For at flå det ned igen

For at rive hele væggen ned igen

Tag min tid fra mig 

Gør alt hvad du kan for at beskæftige mig

Opholde mig

Med andre dumme ting

End at tænke på dig

Andre dumme ting 

End at mindes 

Hvor hul jeg kan føle mig

Hvor hul jeg er 

Så hul

Helt præcis så hul

At det kan give ægte ekko

Så hul er jeg

Indtil væggen er revet ned og helt borte

Så jeg kan bygge en helt ny og meningsløs væg 

Og tid 

Og mig 

Op igen

Og slappe af 

Så tag min tid væk fra mig

Tag mig væk fra mig

Dansende

Febrilsk lader jeg styringen gå

matte og eftergivende hænder

begrænses i deres søgning

deres eksistens

vilkår

Tunge og varme af mangel på den ilt

de normalvis overfylder hyperventilerende lunger med

iskoldt kulturchok

baner vej for et yderligere, hidtil uset 

begær efter at lade begrænses

opholde sig i stadiet mellem at stagnere

og udtømme helt

Hvor længe kan vi sammen

dansende

udforske den jord vi her

berører med vores bare fødder

opholde sig i stadiet mellem at standse

og strømme helt

Hvor længe

sammen

danse

Febrilsk lader jeg styringen gå tabt

Forskellen i et ansigt

Som caféen hen ad eftermiddagen klirrer af, forsvinder også et efterladt tomrum i lydlandskabet der har stresset mine sanser. Den slags tomrum der opstår i takt med den ekspanderende ro, som først dér gør en opmærksom på hvor meget støj der havde fået viklet sig ind i systemet før roen opstod. Roen inviterer min observationsevne til at fokusere på den unge kvinde der sidder overraskende nær mig bag et bord i vinduespladsen. Selvom der er noget reserveret ved kvindens aura, indbyder hendes umiddelbare skønhed til en slags virvar mellem ufrivillig - og trods alt - selektiv fastholdelse af mit blik på hendes tilstedeværelse. De udmattede blå øjne, den lille næsetip, de buskede brune bryn og et sæt rødmossede kinder, giver hendes ansigt et strøg af uskyldsrenhed. Også det hurtige åndedræt minder mig om en due der trækker vejret yndigt for blot at overleve, men dermed også får en kærkommen fremtoning, den ikke selv kender til. Mine fingre taster ivrigt ind af mine sansende opdagelser om den unge kvindes ansigt, der følger af mit stadig mere voyeuristiske fokus på hendes rå renhed. Der har ofte fulgt en kølighed i mit selvbevidste virke som forfatter, der har gjort at jeg overlagt skulle indstille min psyke og idérigdom på en særlig frekvens, for at kunne levere et stykke tekst. Den selv samme kølighed, der har skabt min, i nogen grad, distancerede kontakt til mine værker. Som at iføre sig et stykke bombastisk klæde, har jeg kunnet stille mig selv udenfor min egen kropslighed ved at påtage mig denne maske indtil jeg havde, hvad jeg skulle bruge, og så tage den af igen. Herefter ville jeg kunne grine uhøjtideligt af den skøre, og delvist påtagede, side af mig selv der var ‘ham forfatteren’. Men denne gang kan jeg ikke fornemme nogen lille stemme grine. Jeg lader en naturlig betagelse indtage hele mit styresystem, og den ellers sædvanligt herskende intellektualiserende dommer i mit bryst opløses og erstattes i stedet med en autencitet i min fordybelse. Min hjerne er på ingen måde optaget af at kaste en dom over mit produkt. Kroppen smelter sammen med de ord, jeg hastigt taster ud. Min intense puls føles som en paradoksal urvisers tikken, der til trods for komplet stilstand formår at bevæge sig med tusinde kilometers frembrusende kraft i sekundet. De indtagende blå øjne, spejler gadebilledet på én gang ømt og roligt, og får hver og én af de afspejlede billeder til at opføre en kompleks fortælling på min nethinde. Min kreativitet er overstimuleret og jeg er splittet mellem at ville sikre mig, at få alle beskrivelserne med, og samtidig ikke ville risikere at fjerne blikket fra denne fantastiske muse, af frygt for at hun skal være borte når jeg løfter blikket igen. En mundvige nær den fyldige underlæbe, kaster en skygge som forandrer ansigtet. Jeg mærker en insisterende nysgerrighed efter at vide, hvad der fik hendes mund til pludseligt at opføre sig således. Aldrig har så lille en forskel, gjort så stor en forandring i et ansigt, aldrig i et ansigt som jeg har observeret.

Dine følelser på dette sted

dine følelser her er overflødige 

på dette sted 

vælter ud som overfyldte intetheder

kollapser dovent og vulgært ud over en urummelig beholders

beskidte vægge

maltrakterer luften den fortærer på sin vej

ned gennem slidte og betændte lunger

der ånder som igennem plast

gem dem væk

grimme fejes de ind under det rustikt vævet persiske gulvtæppe

der trods stærk guldtråd 

flosser og lader den sorte masse klaske sig ud mellem vævningerne

de smyr sig langsommeligt og uappetiteligt ned ad alle flader

tynget i sit tempo på grund af sin tykkelse

fremstår så grimme

ingen plads 

ingen lyst

intet initiativ

ingen kapacitet

ingen motivation

ingen luft

til dine følelser på dette sted

Sex med en Du elsker

Der ligger en mand oven på mig

som passer på mig

jeg er fuldstændig tryg ved ham

Han elsker mig

Jeg splitter mine læber for ham

med to fingre

Jeg er tryg ved ham og har sommerfugle i maven

på samme tid

Han tungekysser mig i åbningen

Det kilder i hele kroppen

Jeg er forelsket i ham nu og her

og jeg elsker mig selv indefra

Og Du

Du findes slet ikke

i denne dimension

Poetiske fragmenter

Som poetiske fragmenter analyserer jeg puslespillet af mit splittede ansigt I bussens glasrude med regndråber på ydersiden ser jeg mit og hendes ansigt smelte sammen og mødes i en masse af glitrende regnkrystaller Det er vinter og mørkt og regndråbe-pailletterne passer ind i sæsonens glimmer-mode Som boblerne i en gylden dosis weltschmerz der indtages på bunden af et champagneglas af sofistikeret og fashionabelt forfald Som udvaskede akvareller flyder nuancerne i mit ansigtsudtryk på en gang monotont og ubeslutsomt sammen og formes som et impressionistisk maleri af tvetydig og tilsløret melankoli Jeg noterer dråbernes sagte vibrerende dans på den anden side af ruden og dog også her synliggjort i min spejlede grimasse Hvorfor skal den forekomme så trist udspringer det straks fra en tankestrøm af handlingslammet irritation over synet af mit andet og samme jeg hvorfor En enkelt ilter dråbe som er et led i den store rytmiske og glitrende perlemosaik på glasvæggen vælger uden varsel som et lyn at trille ned som en tåre på kinden af den transparante klon af mit ydres indre Jeg registrerer det tilnærmelsesvis som en fysisk fantomsansning af et blødt penselstrøg i min hud

Midt i bussens skriggule kontrast til vejrets mørke som jeg på lånt tid kan nøjes med at lade mig konfronteres af visuelt gennem et glaskastel der snart men ikke lige nu vil springes tænker jeg til mig selv at de malende dråber i mit spejlbilledes ansigt udtrykker det introverte sørgmod jeg ikke selv formår at blotte i et udtryk om længselsfuld kropslighed

Tristan

som tristan akkorden er jeg ubestemmelig

humørsyg rungende og uendelig

længes længe efter at blive forløst

i al min åbenhed

retningsløshed

drama og melankoli smelter sammen i et uvirkeligt limbus af

fyrværkeri

uden destination

jeg brændes op af mellemstadiet

uden intethed

uden konklusion

Krop

styrt sammen frit fald tag mod og giv afkald slip det gigtkrampende greb knugende og blodsprængt står det til tab forløs og bad i lys mærk et kriplende behageligt gys det søde adrenalinsus er et stof let tilgængeligt og i fuld gallop sådan finder et hoved sin krop

forsmåethed i det små

som rummet fyldes op af tykheden fra dine bevægelser erstatter du intet forståelse merbudskab gennem forstokket kropssprog skaber ikke retfærdig medlidenhed smuldrer din følelse ud over væggene splatter ud som urimelige intetheder