En tørn med børn

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Der er charmerende storytelling i Kiosk-forestillingen ’Bedste Barnepiger’ i haven overfor Riddersalen. Kiosken er som altid centrum i denne gratis børneforestilling, der er ved at være ikke bare en sommerhyggelig teatertradition, men også en regulær Frederiksberg-attraktion.

Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbøll er veloplagte som barnepiger og tager sig qua deres roller ekstra godt af de små publikummer, så alle kommer godt på plads inden forestillingens start. Undertegnede kommer susende i sidste sekund med to små størrelser på slæb, der hurtigt finder plads forrest.

At veloplagtheden ikke kun gælder de små, mærker man med det samme, da Signe ser mig fortrække ned bagerst: ”Og hvad med moren – smutter hun i Frederiksberg-centret imens?”.

Alle griner og solen skinner. Her er umådelig god stemning sådan en strålende sommerdag.

Fup og fakta fra ende til anden At de her barnepiger er en Frederiksberg-institution i sig selv, bliver hurtigt klart, som de animeret begynder at fortælle løs med god sans for lokalkolorit, overdrivelse og fri fantasi. Der er ikke det, de ikke har oplevet, og der er ikke dem, de ikke har passet.

’Kan I se de her hænder?’ spørger Ragnhild og viser dem rundt til alle. ’De har tørret tårer væk, rørt øllebrød, fikset lynlåse…’ listen fortsætter så alenlangt, at alle griner. Næ, det er ikke småting de to barnepiger har oplevet igennem tiderne.

Under bæltet har de intet mindre end Frederik den Tredjes døtre og lille Palle (Huld), der efter sigende inspirerede til selveste Tintin med sin jordomrejse som 15-årig. Effektivt rulles den store Jules Verne-agtige rejse ud for øjnene af os med fjollet stumfilms-stemning og lavpraktisk logistik for den lille Palle. Verden er måske nok stor, men udfordringerne er i dette univers yderst håndgribelige. Det er charmerende enkelt og effektfuldt.

Associationerne fyger afsted På samme måde bliver historien om en panters flugt fra sit bur i Zoo levendegjort for os, og associationerne fyger afsted. Vi hører også om dengang Signe rullede Frederiksberg Rundkirke væk for at redde den fra en ildebrand, og om barnepigernes underjordiske lager fyldt med legetøj, der strækker sig vidt og bredt ud under Gammel Kongevej.

Det hele er på sin egen mulige og umulige måde forankret i Frederiksberg, og også helt aktuelle ting tages op, som den nylige konflikt omkring faren ved kirsebærtræer i børnehaver – og navnlig kirsebærsten i børns næser. ’Man har forsøgt sig med net’, lyder det lakonisk, men heldigvis har Signe hæklet et beskyttelsescover til brug på alle små udsatte børnenæser.

Selv de mindste kan se det sjove i den løsning, og når ’de varme hænder’ ligefrem begynder at ryge og fylder den lille kiosk med røg, er alle på et eller andet plan med. Mange af referencerne går dog hen over hovedet på de mindste.

Som voksen er man altid glad, når børneteater kan køre i to spor, og der er lidt til alle størrelser, men måske tipper doseringen lidt rigeligt i de voksnes favør her. Rastløsheden blandt de mindste publikummer er til at føle på til tider, men det er ikke konsekvent. De fanges ind igen af den næste fantastiske historie, der kommer som en perlerække gennem forestillingen, og ret beset lyder anbefalingen også ’fra 5 år’, hvilket publikum denne premieredag ikke helt afspejlede.

Lidt alvor bag løjerne Bag gak og gøgl – og pragtfulde pompon-dekorerede kostumer, der med støvler og puffede lange nederdele vækker minder til Mary Poppins; barnepigefiguren over dem alle – aner man dog en alvor. Tiderne har ændret sig, og måske er der ikke længere brug for barnepiger som Signe og Ragnhild mere. Dels er der selvfølgelig skærmene, men forældrerollen har også ændret sig, fremgår det af vores sandhedsvidner, der jo som bekendt har oplevet lidt af hvert og været ’i gamet’ siden Herodes tid.

Forældre tager deres børn med overalt nu, fortæller Signe lidt forpustet. ’Tag et pusterum så vi kan få lov’ lyder det opfordrende fra Ragnhild, der også tilbyder den bekymrede Signe en smuk Frederiksberg-løsning på problematikken: ’Hvis ikke der er business i børn, så kan vi passe hunde.’ I bedste børnelogik udspilles en længere hundesekvens, som begejstrer især min yngste ledsager. Grundlæggende charmeres vi alle af denne insisteren på ord, indlevelse og indfald og tager det med et gran salt, at der ses mere stort på hoved og hale.

FAKTA Riddersalen: Bedste Barnepiger - Manuskript: Signe Birkbøll. Instruktør: Geir Sveaass. Visuelt udtryk: Pille Behrendt, Maren Birkbøll Auzias. Kostumer: Pille Behrendt. Rekvisitør: Maren Birkbøll Auzias. Assistent: Kerstin Anderson. Lyddesigner: Joachim Holbek. Medvirkende: Ragnhild Kaasgaard, Signe Birkbøll. Alder: fra 5 år. Varighed: ca. 30 min. Set 2. juni ved Kiosken foran Riddersalen, hor den gratis spiller til 9. juli 4.-26. juni: Tirs.-fre. kl. 10.00, Lør. og søn. kl. 11.00 og 13.00 - 27. juni-9. juli: Tirs. – søn. kl. 11.00 og 13.00). www.riddersalen.dk

SKÆLSKØR: En bestilt færdselskontrol udløste bla. bøder til to unge på et elløbehjul, da politiet tirsdag mellem klokken 22.15-23.00 var i Skælskør. En enkelt bilist blev sigtet for fejl ved lygterne på bilen, og klokken 22.18 standsede politiet så de to drenge, der kom susende på samme elløbehjul på Næstved Landevej. En 17-årig dreng stod ved styret, mens en 16-årig stod bagpå, og ingen af den havde den lovpligtige cykelhjelm på. De blev derfor begge to sigtet for at køre uden hjelm, og den 17-årige for at stå bagpå. På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan du se, hvilke regler der gælder for elløbehjul og finde en stribe gode råd om kørslen.

Movie Review: The Beautifully Dull Amsterdam

I really want to have fun writing this Amsterdam movie review. Amsterdam stars a lot of actors I normally want to see and enjoy. Christian Bale, Margot Robbie and John David Washington working together in a movie should be a home run, right? Add in Rami Malek, Anya Taylor Joy, and Robert De Niro as supporting cast add to the great casting. I should like movies with great casting, right? and at first I do. https://www.youtube.com/watch?v=GLs2xxM0e78 Amsterdam has a fun opening scene that is somewhat entertaining with John David Washington and Christian Bale's characters, They introduce these characters early and show them bonding as soldiers in a war in which they are suffering from serious injuries. Their injuries require surgery for the removal of shrapnel from their bodies. We see these soldiers form a pact with their nurse, Margot Robbie, who befriends them. Man, things start so well but then... THE GOOD Amsterdam has some great casting and some great acting. Margot Robbie gives the best performance out of everyone in this movie. Christian Bale and John David Washington have decent chemistry but Margot Robbie absolutely owns it. John David Washington and Margot have less chemistry and are a bit awkward together. The origin of their bond is a great opening and set the tone for the rest of the movie. This opening is actually the most enjoyable part of the movie watching this group form a bond in a hospital in Amsterdam.  Michael Shannon and Mike Myers are welcome surprised and actually improve every scene they are in. It's crazy just how the appearance of these supporting characters steals attention every time they're on screen. Fun performance by Christian bale. He's overacting a lot but it's all very fun to watch and works with the tone of this story. In fact, all of the supporting cast deliver fantastic performances. Rami Malek, Anya Taylor Joy, and even Robert De Niro shine.  This film is very easy on the eyes. The wardrobe and makeup will catch your attention but it's the attention to detail to everything that maintains the illusion. There's also a very eye-appealing color palette to this movie that eases you into this world and grabs your attention. THE BAD For all the good things that Amsterdam has going in its favor, there's also a lot that hurts the movie. There's a big issue with the supporting cast. Some of my favorite performances in Amsterdam come from the most underutilized castings. Mike Myers and Michael Shannon are criminally underused in this film but are highlights when on screen. Where is Timothy Olyphant? And why didn't we get more of Zoe Saldana? It's like she makes a cameo but they don't use her for anything substantial. Taylor swift was okay but also wasn't in the movie very much either. And why was Chris Rock even here? He stands out like a sore thumb and doesn't add much to the movie. The plot development is bad. Like really bad. This movie clumsily establishes a scenario in which 2 of the main characters are framed for murder. The way that Amsterdam even establishes this situation seems unbelievable as it toes back and forth with serious topics and comedy. Not only does it seem wacky in the setup but there's absolutely no sense of consequence once the plot is established. This seems especially weird since a black man is accused of murder in the 1930s and there's no sense of consequence. These moments susend belief and make it difficult to maintain interest in what's happening on screen. The writing in Amsterdam is painfully dull. The actors do their best with what they are provided but the dialogue and circumstances are boring. I can't get invested in any of these characters or their relationships because they are all boring. Christian Bale's character is, by far, the most interesting but that's due to the physical comedy with his c Overall Amsterdam looks like it was a lot of fun for the actors to make. maybe Too much fun. Things start off so great but go downhill quickly. I got nervous the moment I saw Chris Rock on screen. All of the actors did a good job with their characters and their performances. My main problem is that the story was just so dull and sucks the life out of everything. Most of the performances are great except I couldn't help but notice John David Washington's non-stop blinking throughout the entire movie. I can't tell if this is on purpose or not but it's very distracting.   I struggled my way through this movie and can't recommend it. Read the full article

puslende pusler, pusle, pusled

  puttering, carelessly rustling puslende, susende uroligt shy creatures puttering about in their winter lairs, de sky Vaesener, der pusler I sit Hi   puttering about in the room pusle omkring I Vaerelset. puttering by himself in the sun... pusled for sig selv I Solen...   tying together some strips of paper knytted blot endel Papirstrimler sammen  

—

Knut Hamsun (1859-1952), Hunger (1890; Sverre Lyngstad, trans., Penguin, 1996) : 27, 116. 131, 184 Sult (1890) : 43, 196, 222 and 310  

Kød og ørken - uddrag fra work in progress

Fra work in progress roman om et kærlighedsforhold mellem to kvinder, et jeg og et du. I dette tekstuddrag rammes jeg’et af angst for at miste du’et. Du vender dig i glasdøren og ser tilbage. Mit blik fanger dig der, som du står, på én og samme tid indhyllet og skåret i stykker af en kaskade af reflekteret sollys. Det er så hvidt og blændende, at jeg knapt kan se dig mere. Som hviler du på kanten af en anden verden, skarp og hvid og nådesløs. Jeg rammes af en knusende panik og rækker ud efter dig. Du falder sammen under mig, og jeg følger med ned, ovenpå dig. Jeg klamrer mig til dig, presser mig ind i din krop, ned i dit væv, ind i dit kød. Jeg ser den røde muskulaturfletning ved din skulder og det lange, slanke kraveben under din hud. Dit blod, tykt og fedtet, gennemstrømmer min kind, banker igennem fra den ene side af mit ansigt til det andet, fylder min mund med dets varme og flyder ud gennem mit baghoved. Det suser for mine ører, og jeg griber endnu dybere fat, trykker næsen ind gennem din hals og begraver mine øjne i din strubeskakt. Mine fingre griber ind i de hvide, stramme sener i dine overarme og om knoglekuglerne på dine runde skuldre. Jeg synker helt ind og opløses i dig. Trykket fra det susende blod stiger i mine ører, jeg hører den stemplende lyd fra dit hjertekammer og mærker pulsen ryste mig for hvert slag. Alt er i larmende bevægelse, som et kraftfuldt, arbejdende hav. Og jeg er ét med dit levende, strømmende, bankende væsen. Men så ændrer det sig. Jeg skubbes ud, op, væk, tilbage, og kødet begynder at flyde af dine knogler. Jeg forsøger at standse det, forsøger at gribe kroppens bevægelse og holde den fast. Jeg klamrer mig til dig med alle musklerne i min krop, med mit hoved, min kæbelinje, fingre, lår, knæ, anklerne. Jeg klemmer mig ind om dig, lægger mig i hak med dig på alle tænkelige måder, mens jeg panisk forsøger at holde dit kød på plads med hver en millimeter af min egen krop. Men dit væv forsvinder. Det tørrer ind, skifter farve. Jeg trykker mit ansigt endnu hårdere ind mod din hals, og griber om din skalp, dit baghoved, med begge mine hænder. Mine knæ klemmer om din torso og dine hofter, så jeg krummer i ryggen. Men jeg kan ikke holde dig sammen. Dine muskler falder sammen under mig. Din hvide hud strammes og smuldrer til små, fine korn. Du er porøs. Og som ved et dybt åndedrag blæses al det indtørrede væv af dig. Alle organerne, den førhen så faste materie, der var din krop, flyver væk mellem fingrene på mig, og jeg sidder med dit skelet, hele dit skelet, under mig. Mine fingre stryger over de hvide knogler, og jeg sætter tænderne mod benet og bider et mærke i det. Jeg slikker aftegningen tydelig med min tunge. Mit spyt synker ned i markeringen i knoglens bløde overflade og forsegler det. Så presser jeg mine våde, varme, hævede læber ind mod de blottede, tørre halshvirvler, på det der en gang var din lange blåhvide svanehals. Jeg forsøger at presse livet tilbage i dig med min egen væde, min våde ånde og fugtige mund. Jeg græder over dig, så snot og tårer lander på dit kranie, falder gennem dine øjenhuler og løber via nakkehvirvlerne ned i brystkassen på dig, og danner en lille sø, hvor dit hjerte engang sad. Mine fugtige håndflader sætter små kondensspor på hoftebenet, og jeg kysser dine blege skulderblade med en spytfuld mund. Jeg vil presse mit våde ind i din krop, så den vil begynde at suse og flyde igen. Tilbageføre den væske, du har mistet. Det, der holdt dig sammen, holdt dig i live. Vi synker ned i et mørke, dit smukke skelet og jeg. Jeg holder stadig fast i dig med alle mine lemmer, trykker neglene ind i dine hvide knogler, bider sammen om det benede væv. Det er det eneste, jeg har tilbage af dig. Mørkt, tørt sand begynder langsomt at vælde op og ud fra alle sider. Begynder at dække dig til. Jeg mærker varmen på min ryg og ved, at jeg ikke kan blive. Modvilligt strækker jeg knæene og benene ud under mig, retter mig op og kommer op i lyset. Sand løber ud over mine skuldre og ned ad min ryg, langs min nakke, gennem mit hår. Jeg er dækket af fint, rødt støv. Jeg sank ned i dig. Nu er jeg steget op i en ørken. Dit sidste hvilested lukker sig langsomt om mine fødder. Jeg ser sandet hvisle hen over din hvide pandeskal og mærker, hvordan din røde grav lukker sig med et sidste kærligt, kradsende greb om mine ankler. Jeg træder op af din grav, op i en knugende stilhed. Solen hænger bag mig, tung og brutal i kanten af den røde ørken, som om den truer med at krænge det hele og lade sandet, tiden i verden, flyde ud i verdensrummet. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen. Så drejer jeg mig om og ser direkte på mig selv. Jeg kommer tilbage til nuet, som du vender dig i døren og forsvinder i lyset. Der går et dybt, lydløst sug igennem mig. Jeg ser ned og får øje på den lille aflange bunke af fint, rødt sand som døren har lukket ind. Jeg bider sammen og mærker det knase mellem tænderne. copyright@gabaltdk